Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Slap stok og rollator efter tapening

TAPENING / Jeg ved ikke hvorfor, men det virker, fortæller fysioterapeut Nels Asmussen, der har haft succes med kinesiotape til en neurologisk patient.
Birgit Hansen har gået til behandling hos fysioterapeut Nels Asmussen i et år. Foto: Freelancejournalist Flemming Kyster

Læs også artiklen "Tape som fysioterapeutisk redskab"

Video med neurologisk patient

Nels Asmussen har filmet to sekvenser, hvor Birgit Rasmussen bøjer og strækker sit ben henholdsvis med og uden tape, så man selv kan konstatere den bemærkelsesværdige forskel.

Se videoer

”Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine år som fysioterapeut”.
Sådan siger Nels Asmussen, fysioterapeut hos Center for Fysioterapi og Træning i Helsinge, om et ganske bemærkelsesværdigt patientforløb.

Birgit Hansen, 71-årig apopleksi-patient med lammelser og spasmer i venstre side, har han ved hjælp af kinesiotape kunnet hjælpe af med stok og rollator samt den spasticitet, som pinte hende især om natten.

”Jeg har fået et liv igen, efter at der oprigtigt talt ikke var meget ved at være til. Lægerne mente ikke, de kunne hjælpe mig mere, og deres svar på mine problemer var kun stærk medicin”, fortæller Birgit Hansen.

Natlige pinsler

Birgit Hansen blev i sensommeren 2009 ramt af en blodprop i hjernen, der resulterede i delvis halvsidig lammelse, hukommelsessvigt og usammenhængende sprog. Et genoptræningsophold hjalp, særligt på sproget, men efterfølgende fik Birgit Hansen det værre og værre rent fysisk.

”Især nætterne var et helvede. Venstre ben og arm spjættede ukontrolleret, og jeg havde slemme spændinger i ryggen. Jeg kunne ikke finde hvile, jeg kunne ikke vende mig, og jeg kunne ikke sove for smerter”, siger hun.

Ud over stærk medicin, som Birgit Hansen ikke ønskede, havde lægerne ingen svar på hendes natlige pinsler. Og at forsøge at afhjælpe den delvise lammelse i venstre side og spasmerne var slet ikke et tema længere.

Tilfældigvis blev det Nels Asmussen, der i august 2011 fik Birgit Hansen som patient, netop som han havde været på et 12 timers grundlæggende kinesiotape-kursus. Hans teori var, at quadriceps var for spændt, og han inhiberede derfor musklen med kinesiotape. Det gav dog ingen effekt, så tapen blev pillet af igen.

”Det gælder for kinesiotape, at hvis der ikke er effekt med det samme, så er det fordi, det ikke virker”, påpeger Nels Asmussen.

Men da han prøvede facilitering af quadriceps (med cirka 35-50 procent stræk på tapen) var der øjeblikkelig effekt. ”Jeg var slet ikke i tvivl om, at her skete der noget drastisk. Musklen, der før var som en jernkugle i låret, var pludselig helt afslappet”.

Også Birgit Hansen husker dagen meget tydeligt. ”Nels bad mig sætte mig op. ”Det kan jeg jo ikke”, indvendte jeg. Men jo, det kunne jeg. Jeg kunne også holde mit ben strakt, og jeg kunne stå op uden at miste balancen. Det var så stort – Nels’ øjne var kuglerunde”, husker Birgit Hansen.

Sikker gangfunktion

Da Nels Asmussen forfinede strategien ved også at tape venstre m. gluteus medius, var resultatet atter forbløffende.

Hvordan med evidensen?

Selvom tape er blevet en almindelig del af den fysioterapeutiske intervention, mangler der stadig evidens for effekten af at bruge tape. I artiklen ”Tape som fysioterapeutisk redskab gennemgås den eksisterende evidens for brug af tape i genoptræningen.

Fra at have en meget usikker gangfunktion og være afhængig af rollator eller stok, kunne Birgit Hansen nu – med tape på – gå sikkert og uden stok over kortere afstande. Hun kunne sågar holde balancen på ét ben, og der kom styrke i hendes dropfod.

”Udfordringen blev nu at få Birgit til ikke at gå for hurtigt, for hun er trods alt stadig sårbar”, siger Nels Asmussen.

Pudsigt nok medførte tapening af venstre quadriceps og m. gluteus medius også, at den venstrehåndede Birgit Hansens meget svage venstre arm, ”hængende” venstre hånd og delvist følelsesløse fingre fik nyt liv.”Nu kunne jeg skrive, så det kunne læses, hvor jeg før måtte støtte hånden med en pude for at lave nogle kragetæer”.

Men på et tidspunkt frygtede både fysioterapeut og patient, at eventyret var slut. Ved en middag tabte Birgit Hansen sin tallerken, da hun fik et pludseligt jag i armen. Måske var spasticiteten på vej tilbage?
Men løsningen var at sætte faciliterende kinesiotape på venstre biceps. Siden har der ikke været spasmer, så længe tapen er på.

Ifølge Birgit Hansen holder en gang tape på de tre omtalte steder typisk fem-seks dage – en enkelt gang har det dog siddet i 14 dage. Hun kan vaske sig og gå i bad, uden at det giver problemer med tapen, som heller ikke er generende at have på, oplyser hun.

Bør undersøges nærmere

Nels Asmussen har video-dokumenteret forløbet, ligesom hans kolleger i klinikken har fulgt levende med i processen. Men han er helt klar over, at nogle vil være skeptiske.

”Jeg påstår ikke, at kinesiotape kan hjælpe alle neurologiske patienter. Jeg ved ikke, om det kan hjælpe 80 procent eller 20 procent af alle – eller om Birgit er et helt enestående tilfælde. Men jeg ved, at det har haft noget nær mirakuløs effekt på hende. Hvorfor og hvordan kan jeg ikke redegøre for, men jeg synes, det er et område, vi bør debattere, undersøge og kaste lys over”.

Birgit Hansen har nu været i behandling i ca. 1 år med træning 1 gang om ugen og tapening 2 gange om ugen. Hun er ikke blevet meget stærkere, men er stadigvæk dybt afhængig af tapen, og blot et par dage uden tape sender de natlige spændinger i ryggen tilbage.

Nels Asmussen har desuden afprøvet metoden på en patient med multipel sklerose, der efter et attak fik dårlig styring af højre ben og nedsat kraft over m. tibialis ant og meget usikker gang. Quadriceps blev tapet, og efterfølgende var der normal styrke af m. tibialis ant og normal gangfunktion, fortæller han.

Læs også artiklen "Tape som fysioterapeutisk redskab"

Del eller udskriv siden
38 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Kim


    Tænker desuden på, om hun er blevet opereret i knæet, måske nedsat/tæt på ingen proprioception omkring knæleddet føjer til problemet/problemerne på én eller anden måde.

    Hvad med hendes mavemuskler, hvis tapen krydser hofteleddet vil dette stille mindre krav til mavemusklerne, tænker på at hun ved større kraft ved hoftefleksion og bedre stabilitet kan "tillade" mavemusklerne at arbejde i den udstrækning de nu bør, måske dette er forbundet til svag bækkenbund som kan tillade det "nye" pres skabt af det nye aktivitetsniveau for mavemusklerne (og vi skal jo også modarbejde lændelordosen skabt ved benløftet).

    Dette er skrevet i fastende tilstand, så bær over med mig :-D
  • Kim


    Kunne det hænge sammen med manglende evne til at indlede bevægelsen (tænker signalstoffer og receptorer), hvormed "kickstart" fra tapen hjælper igang og resten af udførelsen kan udføres?
  • jens Olesen

    Fint - du er velkommen Thomas.
    Du modtager materiale i din mail-boks.
  • Thomas Nybo

    Hej Jens. Jeg vil rigtig gerne med ind over artiklen! Jeg skal sandsynligvis i gang med studie om effekten af hård styrketræning af lægmusklen og vil meget gerne bidrage med mine erfaringer i en evt. artikel. Håber du vil kontakte mig på thny@vejlefjord.dk.
    Hilsen Thomas
  • Jens Olesen

    Spastisk drop fod - forsøg på opsamling af debatten.

    Formålet med dette indlæg er et forsøg på kort, at gennemgå og beskrive de forskellige kendte behandlingstilgange til drop fod, samt komme med forslag til fremtidige fysioterapeutiske undersøgelses- og behandlingstiltag, på området. Store dele af den fysioterapeutiske behandling og rehabilitering til patienter med påvirket gangfunktion efter apopleksi, traumatisk hjerneskade og sclerose går traditionelt ud på, at tilstræbe symmetri og reducere de neurologiske symptomer (1). Flere af de traditionelle perspektiver på fysioterapi og neurorehabilitering anser de motoriske senfølger, herunder såkaldt spasticitet, som de største begrænsninger, i forhold til, reetablering af et såkaldt ”normalt” motorisk gang- og funktionsniveau (2). På normale og raske individer er det dog vist, at en såkaldt ”normal” EMG muskelaktiveringsprofil, for muskler involveret i gangfunktionen, varierer særdeles meget (3). Drop fods ”diagnostik” kan overordnet formentlig inddeles i 4 hovedkategorier; neurologiske, muskulære og biomekaniske samt graden af påvirket gangfunktion, som alle overlapper hinanden.

    En del fysioterapeuter opfatter asymmetri, som uønsket i apopleksipatienters gangmønster. Alligevel viser nyere forskning, at apopleksipatienters ”valgte” gangmønster, ofte udtrykker en tilpasning eller aktiv adaption til den nye situation, som er afledt af neurologiske forstyrrelser omkring den motoriske kontrol, som hvis kroppen bruges maksimalt over tid, altså forsøger, at tilpasse sig hertil (4). ”Drop fod” som neurologisk og fysioterapeutisk begreb er uklart defineret i litteraturen (5). De funktionelle konsekvenser i henholdsvis sving- og standfasen af gang, hvor ”drop fodens” dynamiske ”patologi” manifesterer sig i praksis, beskrives sjældent. Der anvendes i fysioterapeutisk praksis altså forskellige mere eller mindre veldokumenterede fysioterapeutiske undersøgelses- og behandlingsmodaliteter til indsatsen heromkring.

    Omkring 20 procent af alle apopleksipatienter har problemer med spastisk drop fod i større eller mindre grad. Problemerne hermed opleves primært under gang, se eventuelt nedenstående patient historie af en cirka 50 årige kvinde for mere detaljeret uddybning heraf. Problemerne opstår, som følge af nedsat tonus og innervertion i fodens dorsal flexorer og dermed sekundært nedsat kraft i fodens dorsal flexorer, i kombinationen med øget tonus og forlængede ”dyskoordinerede” nerveimpulser i fodens plantar flexorer. Over tid kan det der primært forårsager den spastiske dropfod, sekundært udvikle sig til en kombination af øget tonus, ændringer af musklens cellestruktur og kontrakturer over fodens plantar flexorer, altså lægmusklerne (Lorentzen). I det først omtalte studie (5) bevirker Botox injektioner i Gastronemicus og Tibialis Posterior, i kombination med dropfods stimulator behandling, af Tibialis Anterior og Peroneus i svingfasen, en signifikant forbedring af gangfunktion og gangdistance, målt i forhold til en kontrolgruppe, samt reduktion af spasticitet målt, via Modified Ashworth Scale og forbedret livskvalitet.

    Af fysioterapeutiske interventioner kan nævnes forskellige typer dropfodsskinner, FES/NMES; elektriskstyret styrketræning af fodens ankel dorsal og plantar fleksorer, aktiv og passiv udspænding af disse muskler, træning af anklens dorsal og plantar fleksorer med elastikker, ledmobilisering af ankel og underben, tapebehandling, formentlig massage- og bløddelsbehandling samt Bobath konceptet, som kort fortalt forsøger kognitivt, at genindlære patienten ikke, at udløse og provokere de spastiske bevægelser ved, at fokusere på symmetri i bevægelserne og undgå træning som udløser asymmetri. I modsætning hertil anvender andre, hård almindelig styrke- og konditionstræning, som samtidig forsøger, at lære patienten, at ignorere de spastiske symptomer, samt forskelige kombinationer af ovenstående. Her ved vi ikke nok om, hvilken intensitet og træningsform, der virker bedst til, hvilke patienter. Hertil kommer, at neurologer ofte giver Baklofen eller Sirdalud anti-spastisk behandling til denne type patienter, hvilket kan være indiceret hos nogle svært spastiske patienter, med store spastiske problemstillinger også andre steder i kroppen.

    Hos patienter med en begrænset gangfunktion, eller hvor træningen og behandlingen stræber imod, at genskabe en gangfunktion, virker Baklofen og Sirdalud imidlertid globalt tonus dæmpende, i alle muskelgrupper, samt potentielt generelt kognitivt bevidsthedssløvende, hvilket måske kan modvirke en aktiv fysioterapeutisk trænings- og rehabiliteringstilgang. Internationalt er lokal og fokal Botox behandling til spasticitet i fremgang. Her må den behandlingsansvarlige fysioterapeut og læge selvfølgelig også være varsom med ikke, at slå centrale større muskelgrupper ud, som er vigtige for, at genvinde en mere funktionel gangfunktion. I England er der således flere fysioterapeuter der injicerer og arbejder med Botox behandling. Ovenstående betyder formentlig, at vi fysioterapeuter, ikke idag med sikkerhed vælger og tilbyder den mest effektive behandlingsform til vores patienter med spastisk dropfod. Eller i det mindste tilbyder patienterne et valg herimellem.
    God weekend

    PS Jeg har tænkt mig senere, at forsøge, at skrive ovenstående sammen til en artikel.
  • Daniel Sundstein

    Hej Rune,

    Det kommer an på hvor problemet ligger og om det er bilateralt eller en del af en muskelslynge. Det er bl.a. det vi undersøger med PRETAPING.

    God søndag,
    Daniel.
  • Rune Dyhrberg Böttger

    Bare lige sådan helt praktisk med tapen Daniel; placerer du tapen lige på segmentet eller lidt til den side problemet sidder?

    God weekend
    Rune, Nuuk
  • Jens olesen

    Du peger på en central udfordring Thomas.
    Jeg har ingen problemer med, at træne hård styrketræning ind i det - som nogle neurofysser - kalder det spastiske mønster. Og gør det også.
    Ved du om der er studier der har undersøgt effekten af på nogenlunde sammenlignelige tonusforandringer hos "ens" patienter hvis det findes.
    Samt om man har undersøgt kombinationen af hård styrke træning af de hypertone muskler kombineret med hård træning af de hypotone og vice versus samt det ene op mod det andet?
    God weekend
  • Thomas Nybo

    Jeg er nødt til lige at komme på banen igen her. Jens, jeg er enig med dig i flere af tingene, men Botox er for mig at se sidste skridt i at 'tonusnormalisere'. Det inaktiverer muskulaturen, og det vil derved forskyde fiberretning mod de hvide og gøre musklen meget svær at arbejde aktivt med. Der skal styr på tonus, men hvis det kan gøres gennem træning, så synes jeg, at det er vejen frem. (Selvfølgelig meget gerne kombineret med eksempelvis Kinesiotape...)
    For at genvinde muskelbalancen over et led, kan tung styrketræning (også jf. Jacob Lorentzens konklusioner i hans phD) øge kontrol og mindske tonus i hyperton muskulatur. Næste gang, du (Jens) ser en dropfodspatient, hvor det skyldes hypertoni i ankelleddets plantarfleksorer, så prøv med hård styrketræning (fx plantarfleksion i legpress) med NMES på gastrochnemius, soleus og tib.post. Du vil stort set altid se en bedret gang og mindsket dropfod efterflg. Nogle patienter behøver kun træne den i et par måneder for blivende effekt, men de fleste skal fortsætte træningen for at undgå tilbagefald. Udspænding af muskulaturen har jeg aldrig oplevet have en blivende effekt, men kan selvfølgelig i enkelte tilfælde være indiceret. Men aldrig uden træning, der sigter mod at genvinde kontrol/kontakt til muskulaturen.
    Dropfodsstimulatorer bør i min verden forsøges til alle dropfodspatienter, inden man fikserer foden i en traditionel ankelortose. Det inaktiverer ligeledes muskulaturen, og man har vist i mange år, at inaktiveret muskulatur bliver svag og stiv.
    Denne tråd griber om sig! ;-)
  • jens Olesen

    Jeg glemte en dropfodsskinne som nogle med fordel kan anvende til at gå og løbe på. Denne "behandlingsform" er der dog delte meninger om hos forskellige neuro fys retninger. Selv er jeg tilhænger af alt hvad der forbedrer patientens funktionalitet.
Se flere
Indsend kommentar