Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Jeg går ikke op i eksamensbeviser

TEMA // Hvad lægger arbejdsgiverne vægt på, når de ansætter? Vi har spurgt en regional og en privat arbejdsgiver, hvordan man kommer i betragtning hos dem. Læs Q&A med Marianne Gjerstrup Thomsen.
Marianne Gjerstrup Thomsen. Foto: Privat.

Hvordan får jeg et job hos dig?

Til alle faste stillinger skal vi lave stillingsopslag, men det er vi ikke forpligtet til, når det gælder korte vikariater. Her kigger vi ofte i bunken af uopfordrede ansøgninger, så send gerne sådan en til os. Jeg kan også finde på at spørge medarbejderne, om de kender en mulig ansøger, hvis vi pludselig står og mangler en fysioterapeut. Derfor er det som nyuddannet en god idé at skabe et netværk med referencer til sygehuset.

Hvor meget vægt lægger du på den skriftlige ansøgning?

Din ansøgning skal være kort, præcis og være motiveret. En A4-side er fint. Den skal være rettet mod os og for alt i verden ikke være en standardansøgning. Jeg har eksempler på ansøgninger, hvor ansøgeren havde glemt at rette navnet, så der stod en anden arbejdsplads som modtager. Den slags ryger direkte i papirkurven. Sørg for, at ansøgningen er velformuleret, for når jeg står med 30 ansøgninger, kan det være marginalerne, der afgør, hvilke jeg lægger til side.

Hvad skal jeg skrive i den?

Du skal skrive, hvorfor du vil arbejde hos os. Det kan du for eksempel gøre ved at beskrive en særlig interesse for det speciale, vi søger til, eller du kan fortælle om et praktikforløb på et sygehus, som du befandt dig godt i. Lad være med at bruge fire sider på at beskrive din praktiktid – vi ved godt, at du har været i praktik.

Jeg er helt nyuddannet og har kun været i praktik som fysioterapeut. Har jeg en chance?

Ja, jeg har ansat mange nyuddannede. Det mener jeg faktisk, vi har en forpligtelse til, fordi der ligger en skole, der uddanner fysioterapeuter i Esbjerg. Det er selvfølgelig en fordel, hvis du har været i praktik hos os, for så kender vi dig, men det er ingen betingelse.

Hvor meget skal jeg gøre i studietiden for at gøre mig interessant for dig? Skal jeg tage et studiejob?

Ja, gør endelig det – alt tæller. Det viser, at du har initiativ, og jeg er ligeglad med, om det er studierelevant. For mig har det lige så stor værdi, hvis du har arbejdet på et plejehjem eller en fabrik. Det vigtigste er, at du har prøvet at stå op om morgenen og ved, hvad det vil sige at være på arbejde i 37 timer. Jeg lægger også vægt på, om du har haft et job, inden du begyndte at læse: Fortæl om dit job hos McDonald’s, som rejseguide eller i Forsvaret.

Hvor meget betyder min personlighed?

Meget! Jeg har gennem årene haft mange samtaler, og jeg får hurtigt i samtalen en fornemmelse for, om der er et match. Nogle samtaler går fantastisk, mens jeg i andre tilfælde ryster mit ur, fordi jeg tror, tiden er gået i stå. Jeg skal finde en person, der matcher den flok, som vedkommende skal passe ind i. Jeg bruger min intuition. Nærmere kan jeg ikke komme det.

Er det en særlig type, du kigger efter?

Nej, jeg har ansat alle typer – unge, gamle, fra nord og syd. Jeg går heller ikke op i eksamensbeviser. En af de allerbedste fysioterapeuter, jeg har ansat, havde samtidig et meget ringe eksamensbevis. Er du et sødt og rart menneske, vil du sikkert klare dig godt blandt patienterne, og så skal vi nok hen ad vejen få dig klædt fagligt på.

Ser du på anbefalinger?

Ikke særlig meget, og hvis du er nyuddannet, har du måske kun en anbefaling fra dengang, du var pædagogmedhjælper.

Er det en god ide at sende en video af mig selv?

Nej, jeg er vist for gammel til den slags. Video er lidt for poppet, men jeg synes, et portrætbillede i et hjørne af ansøgningen er helt fint.

Skal jeg komme forbi uopfordret og sige hej?

Det må du gerne, men du skal ikke regne med, at vi har tid til at tale med dig eller kan byde på en rundvisning. Det er ikke af ond vilje, men fordi vi simpelthen ikke kan sætte tid af til det.

Hvad er dit bedste råd til mig, hvis jeg ikke har fået job?

Selv om jobmarkedet umiddelbart kan se sort ud, må du ikke give op. Jeg har været uddannet i 41 år og har oplevet, at det går op og ned med ledigheden, men det skal nok lykkes at finde et job.