Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

De glemmer alt om sygdom og kan bare være børn igen

Fysioterapeut Stefanie Lausen får hospitalsindlagte børn til at lege, le og bevæge sig. Og det er der hårdt brug for. Indlagte børn vil nemlig gerne være mere aktive, end de er, selvom de er syge. De mangler bare et lille skub.
Foto: Jesper Voldgaard

Theodor springer ud af sengen, da han hører, at fysioterapeut Stefanie Lausen er på vej. Og med et virvar af ledninger, der som en hale forbinder ham til et dropstativ, der forsyner ham med saltvand, medicin og føde, er han hurtigt i gang med at sparke en sorthvid fodbold mod et tårn af skumklodser. Kort efter er han i færd med at bestige tårnet. Han kan ikke komme højt nok op, og Stefanie Lausen ser nervøst til, mens hun holder godt fast i drengens hænder.

”Det der, synes jeg, er lidt farligt” siger hun, men Theodor er ikke til at styre: ”Det er da nemt,” siger han og kravler op på toppen, hvor han står og rokker frem og tilbage med et stort smil.

Alt for interaktive

Vi er på isolationsafdelingen for børn og unge på Aarhus Universitetshospital, Skejby, og Stefanie Lausen er en af ti legehelte, som er ansat af Børneulykkesfonden til at aktivere patienterne. Børnene er indlagt med sygdomme som cancer, diabetes, ortopædiske problemstillinger og hjerteproblemer, og de er ofte alt for inaktive.

Undersøgelser foretaget af Børneulykkesfonden viser, at 59 procent af de indlagte børn opholder sig på hospitalsstuen mere end halvdelen af tiden, og at 81 procent af de indlagte børn ville deltage i fysiske aktiviteter, hvis de blev sat i gang.

Legeheltene er derfor rekrutteret primært blandt idrætsstuderende, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Stefanie Lausen, som har været ansat siden september, kan da også tydeligt se, at børnene har glæde af at blive opsøgt af hende og hendes kollegaer, når de ankommer i deres stribede superheltedragter.

”Vi kan se på dem, at legeheltene er et lyspunkt i hverdagen. For vi presser dem  ikke ud i noget og har ingen forventninger til dem. Med os skal de bare have det sjovt,” forklarer hun.

Frivilligt tilbud til børnene

Stefanie Lausen blev færdiguddannet sidste sommer og søgte straks ind som legehelt. Hun skrev bachelor om projektet og vidste, at det var den vej, hun ville gå. Det endelige karrieremål er at blive børnefysioterapeut, men der er mange om buddet, og hun håber, at jobbet kan forbedre hendes kvalifikationer.

I dag arbejder hun 24 timer om ugen, fordelt med fire og en halv time hver tirsdag på Skejby og resten af tiden på Herning og Viborg hospitaler. På Skejby arbejder hun tæt sammen med en anden legehelt, som er ergoterapeut, og hun mener, at de to fag grupper supplerer hinanden godt. Det er vigtigt for dem begge, at de kommer med et positivt tilbud til børnene.

”De her børn, de er jo på overarbejde. Om morgenen skal de op og have en masse medicin, de har måske ikke lyst til at spise, men det er de nødt til, og så kommer der stuegang, sygeplejersker og undersøgelser af en krop, der er overbelastet i forvejen. Man er ofte ret syg, når man er indlagt på  isolationsafsnittet, kroppen er presset. Derfor er det vores hovedopgave at give børnene nogle gode oplevelser under indlæggelsen.”

Fysioterapien er altid med

Legen kan indebære alt, lige fra gemmeleg til tampen brænder, zumba for de store piger og brydekamp med drengene. Men selvom det er legen, der er i fokus, kan Stefanie Lausen ikke undgå at bruge sin fysioterapeutiske baggrund i arbejdet. Legeheltene samarbejder også med de faste fysioterapeuter, som er tilknyttet afdelingen, forklarer hun.

”Afdelingens fysioterapeut kan spørge, om vi vil lave noget med niveauforskelle, så der kan komme mere styrke i børnenes ben. Så kan vi arrangere lege, hvor der skal klatres på elementer med forskellig højde. Det handler også om, at hvis de kan vedligeholde bare en lille smule af deres funktionsniveau og muskelstyrke, så vil det mindske det funktionsfald, de vil opleve under opholdet, og så bliver det nemmere, når de kommer hjem og skal have en normal hverdag.”

Må slå bremsen i

Ude på afdelingens gangareal er Oliver på tre i fuld gang med at lege. Han er iklædt sit Batmankostume i dagens anledning og hviner af fryd, hver gang Stefanie Lausen kaster en plastikring imod ham. Da legen er slut, fordi der skal bages kage i køkkenet, er Oliver ikke til at flå væk. Stefanie Lausen må være snedig og laver en jorden-er-giftig-bane hele vejen ned af hospitalsgangen til køkkenet for at få ham afsted.

Men selvom børnene ikke vil undvære legeheltene, når de først er kommet i gang, er den gode forbindelse ikke noget, der er kommet automatisk. Stefanie Lausen begynder altid med at opbygge en relation med børnene, så de føler sig trygge ved hende, og det kan kræve flere møder, før hun får lov at komme tæt på.


Billedtekst: Oliver er i sit es, omgivet af to legehelte på en gang. Hans mor, Pernille Etkin Jensen, nyder at se ham i bevægelse, mens hun med dropstativet i hånden følger med ham hen over afdelingens fællesarealer.

”Jeg prøver at være mig selv så meget som muligt og kommer altid ind glad og smilende med god energi, også selvom personalet på forhånd har sagt, at et barn er i rigtig dårligt humør. Det kan have ondt, og måske vil det gøre mere ondt, hvis det kommer ud af sengen. Det er ofte de barrierer, der er, og så må jeg vente, til barnet er klar.”

Omvendt skal fysioterapeuten også passe på, at børnene ikke giver den for meget gas.

”Vi kan være nødt til at slå bremsen i, fordi de kan blive helt ødelagte flere dage efter. Det går selvfølgelig ikke, så vi skal være opmærksomme på, at selvom børnene synes, det er sjovt, skal vi huske at foreslå, at de tager en pause og trækker vejret indimellem.”

At børnene er alvorligt syge, forsøger Stefanie Lausen at se bort fra, både mens hun er på arbejde og bagefter.

”Jeg prøver at holde det på afstand, for hvis jeg ikke gør det, kan jeg ikke have det arbejde. Jeg ved heller ikke, hvad de fejler, når jeg kommer, og jeg spørger ikke til det. Det vigtigste for mig er at give dem et smil på læben og føle, at jeg gør noget godt for dem. At de lige pludselig oplever, at der er noget, de kan, og at det kan være sjovt at kaste med en bold. Så siger de til deres forældre, så du, hvad jeg kunne? De bliver så stolte af at være med. Det er fedt.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar