Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapi på forsiden

Forskning, der understreger, at patienter ikke behøver genoptræningsplan efter hoftealloplastik, trak store overskrifter i en medierne i december. Vi har spurgt Inger Mechlenburg, som er en af forskerne bag studiet, hvad fysioterapeuter skal gøre anderledes?

Jyllands-Posten havde fundet de store typer frem den 5. december, hvor man på forsiden kunne læse; ”Hofter og knæ kan lige så godt genoptrænes hjemme”. Nyheden bredte sig efterfølgende til en række medier. Men hvad siger den nye forskning egentlig, og hvad skal fysioterapeuter gøre anderledes?

Det har vi spurgt en af forskerne bag studiet, Inger Mechlenburg, om. Hun er professor i ortopædisk rehabilitering ved Aarhus Universitet og har sammen med fire andre forskere samlet resultaterne fra seks større studier, hvor man har fulgt flere hundrede patienter, der har fået en hoftealloplastik, og sammenlignet effekten af selvtræning med resultaterne af genoptræning under vejledning af en fysioterapeut.

”Den klare konklusion er, at uanset om man ser på funktionsniveau, smertereduktion eller livskvalitet, så er der hverken en klinisk relevant forskel eller en statistisk signifikant forskel på enten at give patienterne en pjece, instruere dem op til to gange efter udskrivelsen og derefter lade dem selvtræne, eller at bede dem om at komme til superviseret træning,” siger hun og fortsætter: ”Der er ikke forskel på effekten af de to måder at genoptræne efter en primær hofteproteseoperation. Det er ikke overraskende. Der er tale om simple øvelser, der sagtens kan beskrives i en pjece.”

Kan alle træne selv?

Der ligger i forvejen en klinisk retningslinje for genoptræning efter hoftealloplastik fra 2016. Den siger: ”Anvend kun superviseret genoptræning efter hofteproteseoperation efter nøje overvejelse, da den gavnlige effekt er usikker”.

”Den kliniske retningslinje har en svag anbefaling mod superviseret genoptræning. Den nye metaanalyse cementerer den anbefaling,” forklarer Inger Mechlenburg. Samtidig fremgår det dog af retningslinjen, at der kan være subgrupper af patienter, som har gavn af og behov for superviseret træning. Men det er formodentligt et fåtal, understreger Inger Mechlenburg.

”Jeg foreslår, at fysioterapeuterne på hospitalerne anvender deres kliniske viden og erfaring til at vurdere den enkelte patients evne til at varetage genoptræningen derhjemme ved at spørge til patientens livssituation. Har patienten en ægtefælle? Lider vedkommende af andre sygdomme? Er det en patient, der skal tilbage til arbejde? Var han eller hun fysisk aktiv før hofteoperationen? Og så forklarer dem, hvorfor det er vigtigt, at de udfører deres øvelser,” siger hun.

Ingen forskel på compliance

Flere fysioterapeuter er i deres kommentarer til artiklen i Jyllands-Posten inde på, at de oplever genoptræningsplaner som vigtige for compliance for nogle patienter.

”Hvis det forholdt sig sådan, ville metaanalysen givetvis vise en effekt af den superviserede genoptræning. Jeg tror, at fysioterapeuterne overvurderer deres betydning i denne sammenhæng,” siger Inger Mechlenburg. Hun medgiver dog, at det er en risiko ved randomiserede studier, at der er flest, der siger ja til at medvirke blandt ressourcestærke patienter.

”Men vi ved fra et andet studie, at hoftepatienterne er fuldt sammenlignelige med befolkningen i øvrigt - bortset fra funktionsnedsættelse og smerter i hoften. Det er ikke patienter med særlige problemer i forhold til selv at træne,” siger Inger Mechlenburg.

Retningslinje ikke fulgt

I Jyllandspostens artikel er Inger Mechlenburg blandt andet citeret for, at for mange patienter efter en hofteproteseoperation får en genoptræningsplan, og at der derfor er penge at spare ved at stramme op. Tal fra Region Midtjylland viser, at andelen af patienter, der i 2018 (januar til november) har fået en almen genoptræningsplan efter en primær total hoftealloplastik udført på grund af artrose, varierer mellem 15 og 48 procent.

”De tal hænger simpelthen ikke sammen med anbefalingerne i den kliniske retningslinje. Der er nogle, der skal have en genoptræningsplan, men det er slet ikke i den størrelsesorden,” siger Inger Mechlenburg. Hun oplever, at nogle fysioterapeuter tænker, at det jo ikke kan skade at give en genoptræningsplan.

”Det er ofte velment, men det er ikke uskyldigt at tage patienternes tid uden god grund. For mange patienter er det en klar fordel, at de selv kan bestemme, hvornår de gennemfører øvelserne og ikke skal møde til genoptræning.”

Handler om troværdighed

Inger Mechlenburg har selv en baggrund som fysioterapeut, inden hun blev først ph.d. og senere dr.med. Hun mener, at det går ud over fysioterapi-professionens troværdighed, når resultaterne af forskning ikke fører til ændring af praksis.

”Hvis man som fagprofession har en indsigt – som for eksempel her med en national klinisk retningslinje - så skal man handle i forhold til den indsigt. Ellers mister faget både integritet og troværdighed,” siger Inger Mechlenburg. Hun lægger ikke skjul på, at hendes optræden i pressen har givet reaktioner.

”Jeg har fået en del mails fra fysioterapeuter. Der har været kritik, men der er også nogle, der helt klart bakker op om, at vi tager evidensen alvorligt,” siger Inger Mechlenburg.

Mangler nuancer

Til gengæld ærgrer hun sig lidt over, at muligheden for besparelser kom til at fylde så meget i mediedækningen. ”Pointen er ikke, at der skal være færre  fysioterapeuter, men at vi skal bruge de sundhedsøkonomiske ressourcer rigtigt, så det giver det største udbytte for patienterne – og det gør man ikke ved at lave unødvendige genoptræningsplaner til hofteproteseopererede,” siger Inger Mechlenburg og peger på, at patientgrupper som eksempelvis hoftefraktur- og amputations-patienter i høj grad har brug for superviseret genoptræning.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar