Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det er et privilegium at kunne forene sine faglige interesser og sin hobby

MIN ARBEJDSPLADS / Navn: Lasse Søbye / Alder: 33 år / Arbejdsplads: Gymnastikefterskolen Stevns
Foto: Henrik Frydkjær

Hvad laver du?

Jeg arbejder på Gymnastikefterskolen Stevns, hvor jeg dels er ansat som fysioterapeut, dels som underviser i fællesgymnastik, drengegymnastik, dans, spring og diverse efterskolefag. Jeg bruger en tredjedel af min tid som fysioterapeut, hvor eleverne kan booke sig ind til behandling, men jeg har jo min fys-faglighed med hele tiden, også når jeg underviser. Og jeg står for at tilrettelægge den forebyggende træning i alle opvarmninger og taler med de andre gymnastik- og idrætslærere og prøver at have et overblik over, hvor hårdt vi belaster eleverne. Derudover har jeg ligesom de andre lærere tilsynsvagter om aftenen og er kontaktperson for en gruppe på 11 elever.

Hvordan er du havnet på skolen?

Jeg blev uddannet fysioterapeut i januar 2013 og begyndte med skiftende vikariater på klinikker. Før jeg læste, var jeg gymnastikinstruktør i mange år og har også arbejdet som lærer på en efterskole, og jeg blev derfor i foråret 2013 ringet op af en tidligere kollega, der spurgte, om ikke jeg ville søge en ledig stilling her på skolen. Mit krav for at sige ja var, at så ville jeg også være fysioterapeut. Jeg ville gerne være endnu mere fysioterapeut, men på den anden side er det jo et privilegium at kunne forene sine faglige interesser og sin hobby, som jeg gør nu.

Er der færre skader blandt eleverne, end før skolen fik en fysioterapeut?

Det er svært at måle på, men jeg synes, at jeg kan mærke, at der blevet er færre tilfælde med for eksempel skinnebensbetændelse. I forbindelse med springgymnastik har det betydning for antallet af skader på knæ og ankler, at vi har fokus på forebyggende træning og tekniktræning. Det har de andre lærere selvfølgelig også, men jeg er ret sikker på, at jeg gør en forskel.

Hvad er det bedste ved dit job?

At jeg kan være aktiv i min hverdag, og at jeg har med unge mennesker at gøre, kan dyrke min store interesse i et afvekslende job, og at jeg griner hver eneste dag, når jeg er på arbejde – både på grund af elever og gode kolleger. Det er også fedt, når vi er ude at lave opvisninger i foråret. Dels fordi vi får lov at vise, hvad vi har arbejdet med hele året og dels ansvaret for at have så mange elever som muligt klar til at komme på gulvet. Weekendvagterne kunne jeg indimellem godt undvære weekendvagterne, men på den anden side er de hyggelige, og man lærer eleverne bedre at kende. Køreturen fra København til Stevns er lang, men heldigvis har jeg en skemafri dag om ugen, hvor jeg kan forberede mig hjemme eller holde fri, hvis jeg har arbejdet i weekenden.

Er det relevant med fysioterapeuter i et job som dit?

Mange kommer med skader, som de ikke har fået styr på tidligere, og de skal pludselig til at træne meget mere, end de plejer, så det er absolut relevant. Jeg tror, det bliver mere og mere almindeligt med fysioterapeuter på idrætsefterskoler og har selv et lille netværk med andre fysioterapeuter ansat på gymnastikefterskoler. Men der vil næppe være nogen, der vil ansætte en fuldtids fysioterapeut, så det kræver, at man også har en disciplin, man kan undervise i. 

Hvad kræver det af personlige kompetencer, hvis man vil gå efter et job som dit?

Man skal være åben, for man er hele tiden sammen med MANGE mennesker og skal kunne overskue at undervise nogle gange 80-90 mennesker på en gang, samtidig med, at man har fokus på den enkelte. Det er en fordel at være meget praktisk anlagt. Og pædagogisk selvfølgelig. Meget af den erfaring, jeg har som underviser, er opbygget gennem et langt liv som instruktør i klubregi. Den erfaring kan jeg ikke kun bruge her, men i det hele taget som fysioterapeut.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar