Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Jeg dækker et område på størrelse med England og Frankrig tilsammen

MIN ARBEJDSPLADS || Fysioterapeuten har denne gang snakket med Thomas Mogensen, som arbejder som fysioterapeut op Ilulissat Sygehus som den eneste fysioterapeut i et område på størrelse med England og Frankrig tilsammen.

Hvad laver du?

Jeg er ansat på Ilulissat Sygehus i Grønland, hvor jeg er den eneste fysioterapeut i Region Avannaa, der er lige så stor som England og Frankrig tilsammen. Sygehuset her fungerer nærmest som en udvidet lægepraksis med indlæggelsesmulighed, vi har 23 senge, men også som en almen klinik, ligesom klinikkerne i praksissektoren i Danmark.

Jeg varetager undersøgelse, diagnosticering og behandling meget bredt af både indlagte og ambulante patienter, somme tider som sparringspartner til lægerne, herudover står jeg for hjælpemidler og ortoser.

Hvis man ikke ved hvordan, må man finde ud af hvordan, og jeg har for eksempel måttet lære mig selv at lave afstøbninger til skoindlæg, jeg har lavet motoriske screeninger af børn, og i morgen har jeg en patient, der har fået en mastektomi.

Der er så meget forskelligt, men det er det, der er spændende. Jeg tror, jeg ville blive skør, hvis jeg skulle træne knæalloplastikker dagen lang.

Du kom til Grønland som helt nyuddannet, hvorfor?

Jeg havde været heroppe i modul 13-praktik, hvilket var medvirkende til, at jeg fik jobbet trods min manglende erfaring. Jeg blev ansat, allerede inden jeg var færdig på skolen. En af opgaverne var at få beskrevet, hvordan fysioterapi kunne nå helt ud til bygderne, og det syntes jeg lød som en kæmpe udfordring. Men selvfølgelig er det en stor mundfuld for en helt nyuddannet. Lægerne her er meget rutinerede, men de skifter hele tiden, og de har ikke altid den store viden om bevægeapparatet, så jeg har skullet indstille mig på, at det er mig, der er specialisten. Men det betyder også, at jeg får nogle kompetencer og ansvarsområder, som jeg ikke ville have fået i Danmark. Lægerne forventer, at jeg kan diagnosticere generelt og også træffe beslutning vedrørende sygemelding, førtidspension, méngrad og så videre. Man skal ikke være bange for at træffe en beslutning, for hvis man ikke gør det, er der ingen, der gør det.

Hvad er den største forskel på dansk og grønlandsk sundhedsvæsen?

Opfattelsen af rettigheder. I Danmark er man meget fokuseret på, at man har ret til at komme i behandling inden for et givet tidsrum, og at man har ret til genoptræning. Det har man også ret til her, men det sker ikke. Når patienter udskrives herfra, kommer de ikke til genoptræning i kommunen, for der er ikke nogen fysioterapeut.

Jeg dækker et område, hvor der burde være i hvert fald en håndfuld fysser; alene her i byen er der 5500 indbyggere, men inden for den økonomi, der nu engang er, bliver akutområdet prioriteret først.

Det giver store problemer med funktion, særligt efter apopleksi. De akutte apopleksier flyves til Nuuk, 500 km væk, men jeg har foranstaltet, at de udskrives til patienthotellet her med ambulant genoptræning, indtil de er i stand til at træne hjemme på egen hånd.

Du har indført telefysioterapi i regionen – hvordan er det gået?

Opgaven lå klar, da jeg kom herop. Der skulle skrives retningslinjer for, hvordan folk i hele regionen kunne ses af en fysioterapeut. Jeg har udarbejdet og fået godkendt et flowchart i regionsrådet, men selve implementeringen er ikke på plads, fordi jeg kun er mig selv og derfor eksempelvis ikke kan tage de to halvårlige besøg rundt til alle byer, som er beskrevet i flowchartet.

Når der er 1000 kilometer mellem fysioterapeuten og patienten, er telefysioterapi den eneste mulighed, og den eksisterer nu på de tre sundhedscentre i regionen og i de mere end 20 bygder.

En patient via en teleforbindelse i en bygd tager lige så meget tid som en patient, der er fysisk til stede på sygehuset, men nu kan de få en hjælp, som de ellers ikke ville have fået.

Det er meget frustrerende ikke at kunne røre ved folk, men man kan komme langt med en grundig anamnese og klinisk ræssonering. Indtil nu har det fungeret, men selvfølgelig vil jeg støde på ting, hvor jeg er nødt til at have hænder på.

I det oplæg, jeg har fået godkendt, er telefysioterapi førstevalg, mens det næste er, at patienten kan henvises til besøg af fysioterapeuten, der ideelt set vil skulle besøge alle byer to gange pr. år. Det er sindssygt ærgerligt, at det ikke kan lade sig gøre endnu, og jeg synes jo, at jeg går på kompromis med min faglighed, men regionsrådet lægger op til, at der vil komme nogle penge i det nye år.

Hvornår skal du hjem?

Det er der mange, der spørger om – mærkeligt nok, for jeg er jo hjemme. Men jeg skal ikke være her altid, for så ville jeg gå i stå i min faglige udvikling. Bagsiden ved at rende rundt her som eneste fysioterapeut er, at jeg mangler fysioterapeutisk sparring. Selvfølgelig kan jeg ringe til fysioterapeuterne nede i Nuuk, men det er ikke det samme, som at man lige kan tage en patient sammen.

Del eller udskriv siden
3 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Anja

    Hvor er du sej Thomas! Kunne være fedt med flere stilinger i Ilulissat...så var der måske chance for at komme hjem! Fortsæt det gode arbejde! Hilsen Anja
  • Anja

    Hvor er du sej Thomas! Kunne være fedt med flere stilinger i Ilulissat...så var der måske chance for at komme hjem! Fortsæt det gode arbejde! Hilsen Anja
  • Simon

    Spennende lesning Thomas. Tøft gjort, stå på videre :-)
Indsend kommentar