Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Omrejsende i viden om fysioterapi til torturoverlevere

Rehabilitering af torturoverlevere er ikke kun forbeholdt flygtninge. Det danske rehabiliteringscenter Dignity – Dansk Institut Mod Tortur har etableret tilbud i flere af de lande, hvor torturen foregår, uddannet lokale behandlere og satser ikke mindst på forebyggelse.

De fleste dage går fysioterapeut Hanne Frank Nielsens arbejdsdag med behandlingen af torturoverlevere i Dignity – Dansk Institut Mod Torturs lokaler på den stille og rolige Borgergade midt i København. Men fire gange om året pakker hun kufferten og deltager i Dignitys internationale arbejde, hvilket har bragt hende til Jordan, Libyen og senest Tunesien, hvor der i øjeblikket er gang i opbygningen af et lokalt behandlingstilbud til torturoverlevere. Tilbudet er initieret af Dignity, men bemandet med lokale frivillige. Ifølge Amnesty International praktiseres tortur i 86 lande. En forsvindende lille del af klodens mange torturoverlevere havner i Danmark og får gavn af den viden om behandling af torturoverlevere, som Dignity (tidligere RCT) har opbygget. Men langt de fleste lever videre i de lande, hvor de er blevet tortureret og ofte under de regimer, der blåstemplede torturen. Dignity rejser derfor også ud for at udbrede viden om torturen og dens følger med henblik på både at forebygge tortur og opbygge behandlingstilbud med lokale kræfter.

Fysioterapeuter i wellness-industrien

Dignitys normale fremgangsmåde er at finde en allerede eksisterende partner, en NGO, som man samarbejder med i opbygningen af et tilbud. Dette har ikke været muligt i Tunesien, så inden man har kunnet komme i gang dér, er der gået en lang periode med forundersøgelser for at identificere nogle af de sundhedsfagligt uddannede tunesere, der under diktator Ben Ali i det skjulte har deltaget i rehabiliteringsarbejde.

Først for nylig er der kommet en fysioterapeut med, fortæller Hanne Frank Nielsen, der netop er vendt hjem fra sine fjerde rejse til Tunesien på vegne af Dignity.

”Der er relativt mange fysioterapeuter i Tunesien, ca. 3500, og de er ret veluddannede. Deres uddannelse er meget franskinspireret, i retning af osteopati, men man finder de færreste på rehab-fronten. De er dér, hvor pengene er, nemlig i skønheds- og wellness-industrien. Tunesien har en del turisme, der baserer sig på skønhedsoperationer, hvor kvinder eksempelvis kommer og får lavet nye bryster og skal have fysioterapi bagefter”, fortæller Hanne Frank Nielsen.

Første gang hun var i Tunesien med en workshop i 2011 kom der derfor ingen fysioterapeuter, selvom der var inviteret bredt. Men i maj i år dukkede otte-ti fysioterapeuter op, og fire af dem kom igen til opfølgningen i september, og på næste hold skal otte nye introduceres, så det går fremad, fortæller Hanne Frank Nielsen, der dog må konstatere, at der foreløbig kun indgår én fysioterapeut i det frivillige behandlerteam. Han kører til gengæld 200 kilometer hver søndag for at være med.

Det er nærliggende at spørge, hvorfor Dignity overhovedet forsøger at mobilisere fysioterapeuter i stedet for at bruge kræfterne på at proppe sin viden i hovedet på andre, mere tilgængelige, faggrupper. Men fysioterapeuter er så oplagte i rehabiliteringen af torturoverlevere, at de i et land med så mange fysioterapeuter som Tunesien skal inddrages, mener Hanne Frank Nielsen.

”Torturoverleverne er ofte kroniske smertepatienter, så fysioterapi giver meget mening i behandlingen. Dog er vores body-mindtankegang ikke ret udbredt i Mellemøsten. I Zimbabwe forstod de det, men Jordan var præget af dét, vi forstår ved en meget gammeldags form for fysioterapi: El, massage og varme pakninger med et fuldkomment fravær af klinisk ræssonering. I Tunesien er det lidt bedre, men det er op ad bakke, når vi taler aktiv træning. Men jeg er nødt til at have det med – ellers kan jeg ikke stå inde for det, jeg laver”, siger Hanne Frank Nielsen, der har den tunesiske fysioterapeutforening på sin side. Foreningen har nemlig de seneste år arbejdet på at få de tunesiske fysioterapeuter drejet i retning af en mere aktiv tilgang.

Officielt er der ingen tortur

Man skal gå med listesko, når man går ind i et land og taler om tortur, lyder Dignitys erfaring. ”I Jordan kunne vi ikke sige, at centeret også henvendte sig til jordanere, for i Jordan var der officielt ingen tortur, så det skulle hedde sig, at det udelukkende var et tilbud til flygtninge fra Irak. Dog har det efterhånden ændret sig takket være Dignitys arbejde i landet. Nu kan man faktisk tale om tortur ”, fortæller Hanne Frank Nielsen.

På samme måde er det i Tunesien legalt at tale om, at der er foregået tortur under ex-diktator Ben-Alis regime, mens det er mere ømtåleligt at tale om, at tortur fortsat florerer i stor stil, blandt andet i fængslerne, forklarer hun.

”Dignitys arbejde handler også om at få skabt opmærksomhed i det hele taget, om at få sagt ’der finder faktisk tortur sted i jeres land’. Nogle steder bliver vi mødt med ren og skær overraskelse, når vi fortæller, at politiet ikke har ret til at slå. Den almindelige befolkning opfatter det ikke som tortur, fordi det er every day business”.

Man er nødt til at starte et sted

Én behandlende fysioterapeut lyder måske ikke af meget, erkender Hanne Frank Nielsen. Men i kampen mod tortur er al begyndelse svær, specielt i lande hvor tortur er så udbredt, forklarer hun.

Hanne Frank Nielsen henviser til dengang, hun som ung fysioterapeut arbejdede i Zimbabwe, hvor det hun kalder ”usofistikerede beatings” var en del af hverdagen, og hvor mange måtte leve videre med ubehandlede følgevirkninger. ”Dér tænkte jeg da også indimellem på, om dét, lille jeg kunne bidrage med, nyttede  noget som helst i det store land. Men jeg kunne se i forhold til det enkelte menneske, at det nyttede noget. Det er vigtigt at holde fast i, at vi kan gøre en forskel. Det er det, der giver mening for mig i arbejdet på Dignity, både nationalt og internationalt, at vi skaber en positiv ændring i torturofres liv”.

I artiklen "Symptomerne efter tortur kan være svære at opdage" fortæller Dignitys fysioterapeuter om symptomer og behandling af torturoverlever i Danmark

 

Del eller udskriv siden
1 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Shawkat Nomat

    Hei,
    Jeg er fysioterapeut og har jobbet med traumatiserte og torturerte flyktninger i Norge. Jobber nå ved Ressurssenter om vold- traumaitiskstress og selvmordsforebygging (RVTS-Midt). Har vært delaktig i to studier/prosjekter for torturoverlevere. Er selv Kurder fra Irak og snakker flere språk. Vil gjerne samarbeide med dere og utveksle våre erfaringer for overlevernes beste.
    Med vennlig hilsen
    Shawkat Nomat
Indsend kommentar