Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hverdagstræning er ikke kun for ældre

Også yngre mennesker kan få brug for hjælp til at støvsuge – eller rettere sagt: Brug for hjælp til at kunne selv. Fysioterapeuterne Joan Radoor Bendix og Ida Stephens er ansat i Den Sociale Hjemmepleje i Københavns Kommune.

Den demografiske udvikling nævnes ofte som en katalysator for, at hverdagstræning, hverdagsrehabilitering, eller hvad det nu måtte hedde rundt omkring, har bredt sig så hurtigt fra arnestedet i Fredericia til alle egne af landet.

Der bliver simpelthen flere ældre, og velfærdssamfundet har brug for en ny måde at tænke velfærd på, hvis regnestykket skal gå op.

Det er derfor historierne om ældre borgere, der har fået hjælp til at kunne selv og til at blive ”længst muligt i eget liv”, der har solgt ideen om hverdagstræning.

Men også yngre mennesker kan have behov for hjælp til at kunne selv; det viser erfaringerne fra Projekt Hverdagstræning i Den Sociale Hjemmepleje i Københavns Kommune.

Ikke brug for bolde og elastikker

Til forskel fra andre kommuner har man i København opdelt hjemmeplejen, så den del af hjemmeplejen, der tager sig af ældre over 65 år hører under Sundhedsforvaltningen, mens hjemmeplejen til de 18-65-årige, der har et fysisk eller psykisk handicap eller har psykosociale problemer, hører under Socialforvaltningen.

For halvandet år siden besluttede man at udbrede hverdagstræningen fra ældreplejen til også at omfatte de yngre, således at også disse borgere fik et tilbud om hverdagstræning, når de henvendte sig til kommunen med et behov for personlig eller praktisk hjælp.

Fysioterapeuterne Joan Bendix og Ida Stephens fra Den Sociale Hjemmepleje har været med fra projektets start, men deres rolle har ændret sig undervejs, fortæller de.

”Da vi startede, tænkte vi, at da det jo hovedsageligt er yngre mennesker, måtte de være nemme at træne op, hvis de ikke havde kræfter til at støvsuge - så vi købte elastikker og bolde”, fortæller Ida Stephens og peger på kontorets reol, hvor bolde og kasser med elastikker ligger uberørt hen som et vidnesbyrd om, at så nemt var det ikke.

De to fysioterapeuter indså hurtigt, at det ikke nødvendigvis handler om muskelstyrke og ergonomi, når en borger henvendte sig med et ønske om hjælp til at støvsuge.

”De har jo mange andre problemer – problemer med økonomien, med alkohol, barndomstraumer og så videre. Det er fint med nogle benøvelser, men hvis det grundlæggende problem er, at borgeren ikke kan finde ud af at strukturere sin hverdag, så er det der, dér skal tages fat”, siger Ida Stephens.

Det er ikke hende og Joan Bendix, der selv tager fat. Det gør hjemmetrænerne, og de to fysioterapeuters roller er som konsulenter, der er med på det første besøg hos borgeren og derefter rådgiver hjemmetrænerne om, hvordan de med udgangspunkt i borgerens egne drømme og ønsker kan få borgeren til at mestre hverdagen bedre selv.

Begge står de dog over for et snarligt rolleskift, da Ida Stephens flytter til visitationen som konsulent, mens Joan Bendix bliver i udførerdelen som underviser for hjemmetrænerne og altså ikke længere skal med på opstartsbesøgene.

Ændringen sker for at få plads til flere borgere i hverdagstræningen, uden at fysioterapeuterne af den grund bliver en flaskehals.

Har svært ved at se formålet

Ida Stephens og Joan Bendix har haft overvejelser, om ”hverdagsrehabilitering” var et bedre ord end ”hverdagstræning”, men er blevet ved ordet træning, selvom de fysiske øvelser er trådt i baggrunden.

”Når vi siger træning, er det træning i meget bred forstand, dvs. også for eksempel træning i at lave et ugeskema, så man bedre kan overskue sin hverdag. På ældreområdet sætter man ind med hverdagstræning for at forskyde den normale aldring, men her kan man være i tvivl, om borgeren nogen sinde har lært at strukturere sin egenomsorg”, forklarer Ida Stephens.

Joan Bendix tilføjer, at det også ofte handler om ikke at kunne se formålet.

”De spørger jo ’hvorfor skal jeg rydde op og gøre rent, jeg får jo aldrig besøg’ eller ’hvorfor skal jeg gå i bad og børste tænder, jeg skal jo ikke ud’, men når de oplever små succeser med mestring af egenomsorg, får de mod på mere”.

Hvor den sædvanlige tilgang til tildeling af hjemmeplejeydelser er, at undersøge, hvad borgeren ikke kan, er det i hverdagstræningen vendt om til et spørgsmål om, hvad borgeren gerne vil.

Et spørgsmål, der giver endnu mere mening i forhold til borgere, der som her er midt i livet og stadig har drømmen, mener Joan Bendix og Ida Stephens.

”Mange af dem har jo tidligt fået papir på initiativløshed og går og putter sig bag en diagnose. Vi tager ikke udgangspunkt i den psykiske lidelse, og det er ikke deres psykiske lidelser, vi skal træne væk, men vi kan lære dem at håndtere hverdagslivet på trods af deres lidelse”, siger Joan Bendix og fortæller om en borger i 30’erne, som henvendte sig med et ønske om hjælp til rengøring.

”Han var blevet diagnosticeret med skizofreni,  da han var i 20’erne, og fortalte, at han havde talt med sin psykolog om, at han ’jo var initiativløs’, men der hang vasketøj pænt på et stativ, og han fortalte, at han gik til tango, så helt initiativløs var han da ikke”, siger Joan Bendix.

”Tidligere ville hjemmeplejen også have hjulpet ham til at støvsuge selv, men det ville have været uendelig hjælp til selvhjælp. Hverdagstræning er en tidsafgrænset ydelse, og hjemmetræneren skal progrediere forløbet. Vi instruerer hjemmetrænerne i, hvordan de sætter et mål op og holder det”, forklarer Ida Stephens.

Fysioterapien er basis

Ida Stephens er foruden at være fysioterapeut også antropolog, og Joan Bendix har en master i idræt og velfærd, så de har mere at byde ind med end deres fysioterapeutiske grunduddannelse, men det er fysioterapien, der danner basis, understreger de begge.

”I min tilgang til de her borgere, giver det rigtig god mening, at jeg er antropolog, fordi hverdagslivet og hverdagspraksis er et meget centralt begreb i antropologien, men det er jo med kroppen, du handler – det er ikke ved at sidde og snakke dig til ting. Jeg bruger mit kliniske blik og min fysioterapeutiske viden om kroppen og det at kunne spotte en inaktivitetsproblematik til at give borgeren det spark, der skal til for at overkomme inaktiviteten. Det er ved at bruge kroppen, vi ændrer praksis. Borgerne er jo gode til at remse alt det, de skal, op, men at få lettet rumpen og komme i gang og handle kræver, at kroppen kommer på banen”.

Desuden er giver det en anden autoritet at være fysioterapeut, tilføjer Joan Bendix.

”Jeg var ude hos en kvinde, der sagde, at hun jo ikke måtte bevæge sig, fordi hun havde fibromyalgi, og ikke måtte gå ud, fordi hun havde astma og ikke kunne tåle at få kold luft ned i lungerne. Men her kunne jeg argumentere med hende og forklare, at der er forskel på ikke at måtte bevæge sig og at undgå overbelastning, og jeg kunne forklare hende, hvad der sker med musklerne, når man er inaktiv”.

I øjeblikket er Den Sociale Hjemmepleje ved at udvikle nogle nye træningspakker, fortæller Ida Stephens.

”I starten trænede vi meget på ydelsen, støvsugning for eksempel. Men vi er begyndt mere og mere også at træne på mobilitet. Jeg har eksempelvis en borger, der kommer fra et genoptræningscenter efter en apopleksi. På genoptræningscenteret er han blevet holdt aktiv, men nu er han kommet hjem og sætter sig i sin sofa og så er det altså ikke nok, at vi kun har blik for, hvordan han bliver i stand til at støvsuge. Her er det vigtigt, at vi er fysioterapeuter, fordi vi har blik for at få det sat i system, så vi ikke bare løfter borgerne til at kunne mestre rengøring selv, men også løfter en ekstra tand aktivitetsmæssigt, så de får mere overskud og en større chance for at være selvhjulpne i længere tid. Hvis man kun lige løfter dem over kanten med rengøring, og de er meget inaktive, så vil det hurtigt sande til igen. Så den pågældende borger går en tur med hjemmetræneren hver dag, og i løbet af de tre måneder, får han - bare ved at komme ud at gå - lyst til noget mere, og de sidste gange vil han måske med i forebyggelsescenteret eller i fitnesscenteret”.

Et los bagi

Joan Bendix og Ida Stephens har mødt mange skæbner i løbet af deres halvandet år i Den Sociale Hjemmepleje, og der skal ballast til at kunne magte det, mener de.

”Jeg er glad for, at jeg ikke kom hertil som helt nyuddannet, for det ville have været for hårdt. Jeg der aldrig folk fortælle mig om deres barndom, men når man har sat sig ned og siger, at ’nu har vi en time til at snakke om, hvordan du har det’, så kommer det helt af sig selv, og det er nogle forfærdelige historier”, fortæller Joan Bendix.

”Borgerne slås med en hel masse. Rod i økonomien, søvnløshed, tankemylder - alt muligt. Det med støvsugningen er en detalje, men vi kender det jo godt fra os selv. Der kan være alt muligt galt, og så kan vi bilde os selv ind, at hvis vi bare lige fik rettet næsen eller fik hvidere tændere, så ville det hele være meget bedre, men det er ikke sikkert, at det er det, der skal til”.

Ida Stephens tilføjer:

”På samme måde hjælper det ikke at sætte ind med specialiseret genoptræning til en inaktivitetsproblematik, hvis det, borgeren har brug for, er et los bagi og en, der tager ham i hånden og går en tur”.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar