Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Lidt hurtigere tilbage til arbejdet

Det store TTA-projekt er afsluttet, og kommunerne skal nu selv finansiere indsatsen. Det kan godt betale sig, fremgår det af evalueringen, men det kræver en betydelig indsats at nå et godt resultat.

Sidst i 2012 kom evalueringen af ”Det store TTA-projekt”. Projektet til 230 millioner kroner har med deltagelse af 22 kommuner afprøvet en model for en tværfaglig indsats, med deltagelse af blandt andre fysioterapeuter, der skal bringe sygemeldte hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

Projektet er det største af sin art i verden, og evalueringen var derfor imødeset med spænding. Det er det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der står bag projektet.

Hovedkonklusion

”Det kan overordnet konkluderes, at implemntering af TTA-konceptet kan give en positiv effkt på de sygemeldtes sygefraværslængde og selvforsørgelsesgrad og dermed også en positiv økonomisk bundlinje for kommunerne, den offentlige sektor og samfundet. De positive resultater forudsætter dog, at kommunerne lykkes med at gennemføre en god implemntering, hvilket kræver en betydelig indsats”.

Hovedkonklusion i ”Det store TTA-projekt. Proces-, effekt- og økonomisk evaluering”. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. November 2012.
 

Den korte udgave af effektevalueringen viser, at en TTA-indsats efter den model, der er anvendt i projektet kan nedbringe sygefraværslængden, og den tværfaglige indsats kan også økonomisk betale sig, viser beregninger foretaget af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

”Endelig har vi fundet en vej tilbage for de langtidssyge”, lød det i kølvandet på evalueringen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i dagbladet Politiken.

Andre var dog mere skeptiske, og seks arbejdsmarkedsforskere stillede i Dagens Medicin i januar spørgsmålstegn ved NFA’s konklusioner, som, de mener, er draget på alt for tyndt grundlag.

De anfægter, at resultatet – et reduceret sygefravær på gennemsnitlig 2,6 uger, svarende til en økonomisk gevinst på 8.700 kroner pr. sag – er opgjort udelukkende på basis af de kommuner, hvor implementeringen er lykkedes fuldt ud og mener derfor ikke, at man kan bruge beregningerne til at anbefale TTA-projektets dyre model implementeret på landsplan.

En vanskelig rolle

TTA-projektet er bygget op om en kommunal organisering med en TTA-koordinator, typisk en erfaren sagsbehandler, et TTA-team med psykolog og ergo- eller fysioterapeut samt en klinisk enhed med en psykiater samt arbejds-, social- eller almen mediciner.

Udgangspunktet for projektet var, at TTA-koordinatoren selv skulle kunne klare ca. halvdelen af sagerne, mens den anden halvdel – de mere komplekse sundhedsmæssige problemstillinger - skulle videre til TTA-teamet og en fjerdedel desuden til klinisk enhed. TTA-teamet har ikke måttet behandle, og hvis behandling har været en del af en opfølgningsplan, er den foregået i det almindelige sundhedssystem.

Dog har såkaldt ’aktive gruppeforløb’ med eksempelvis psykoedukation og/eller fysisk træning været en del af projektet, varetaget af TTA-teamet.

Mens de lærde strides om, hvorvidt de økonomiske effekter skal beregnes på baggrund af alle deltagende kommuner eller ej, stilles der ikke spørgsmålstegn ved procesevalueringen, der blandt andet viser, at nogle af terapeuterne særligt i begyndelsen har haft vanskeligt ved at finde deres rolle i projektet.

Mens størstedelen af TTA-koordinatorerne og medlemmerne af de kliniske enheder har svaret, at de i høj grad har brugt deres faglige kompetencer i projektet, er det samme kun tilfældet for 42 procent af medlemmerne i TTA-teamene, der har haft en udfordring med at skulle have en arbejdsmarkedsrettet tilgang til opgaven i stedet for den sundhedsmæssige, som de er blevet opdraget til.

Evalueringen beskriver, at ”det for nogle af teammedlemmerne har været en udfordring at varetage en støttende indsats over for den sygemeldte, uden at det blev behandlende. Således har det for nogle af teammedlemmerne været en udfordring at bruge deres faglighed i et arbejdsmarkedsrettet perspektiv og inden for sygedagpengelovens rammer”.

Der er ikke nogen entydig konklusion på, hvad der skal til for at opnå en succesfuld inddragelse af TTA-teamet, men evalueringen peger blandt andet på rekrutteringen og fastslår, at der er en tendens til, ”at det ikke er hensigtsmæssigt at rekruttere helt nyuddannede eller personer, der har et stærkt fokus på behandling”.

Desuden beskriver evalueringen en tendens til, at det er en fordel, at TTA-teamet er ansat direkte af jobcenteret i stedet for at være ansat af eksterne underleverandører.

Ifølge evalueringen har der i flere kommuner været usikkerhed i forhold til, hvordan fysio- og ergoterapeuterne skulle bruges i forhold til de mange, der har været sygemeldt på grund af psykiske problemstillinger, og flere efterlyser i evalueringen mere viden om betydningen af fysisk aktivitet i forhold til psykiske helbredsproblemer.

Ikke desto mindre har den type gruppeforløb, som TTA-teamene har oprettet flest af, drejet sig om fysisk træning, mens psykoedukation kommer ind på en andenplads. I flere kommuner har terapeuterne og psykologer oprettet gruppeforløb i fællesskab, nogle efter først at have forsøgt sig med monofaglige tilbud.

TTA-teamene og deres ledere vurderer, at gruppeforløbene har bidraget til at få de sygemeldte tilbage på arbejdet, og det samme gør heldigvis de sygemeldte, som også er blevet spurgt.

Blandt andet er der flere sygemeldte med psykiske helbredsproblemer, der har oplevet, at fysisk træning har hjulpet dem med at håndtere deres psykiske helbredsproblemer bedre.

Det videre forløb

Udgifterne til en TTA-sag er højere end udgifterne til en sygedagpengesag, der gennemgår en almindelig kommunal sagsbehandling og skal derfor modsvares i reducerede udgifter til sygedagpenge, hvis det skal kunne svare sig for kommunerne at drive TTA-maskineriet videre efter projektets udløb.

TTA-forløbene er i projektperioden blevet finansieret af projektpenge, men kommunerne skal nu finde pengene selv, hvis de vil køre TTA-indsatsen videre.

Københavns Kommune er en af de kommuner, der har opnået gode resultater i TTA-projektet både hvad angår implementering og effekt. Kommunen har i projektperioden haft fire TTA-teams, men har nu skåret det ned til kun ét team – med én terapeut - og er i gang med at finpudse kriterierne for, hvilke borgere der i 2013 skal igennem en TTA-indsats, og længere end 2013 kigger man ikke frem, fortæller afdelingschef Andreas Østbirk Nielsen.

”Det er en meget dyr måde at arbejde på, så selvom der måske kan opnås en samlet gevinst på forsørgelsesudgiften, er det to forskellige kasser, så vi har ikke midlerne til at køre videre med TTA-indsatsen i den skalering det havde i projektperioden”, fortæller han.

Med hensyn til de aktive gruppeforløb som eksempelvis tilbud om fysisk træning, var det tilbud, som Københavns Kommune i vidt omfang havde i forvejen, og som også vil fortsætte i form af aftaler med eksterne leverandører.

En anden kommune, der har opnået en succesfuld implementering og god effekt, er Vesthimmerland Kommune. Her har man valgt at tage det bedste fra TTA-projektet og implementere det permanent.

TTA-koordinatorernes rolle ændrer sig, så de komplicerede TTA-forløb bliver fordelt på flere af jobcenterets sagsbehandlere, men både klinisk enhed og TTA-teamet fortsætter ligesom de tværfaglige ugentlige møder, fortæller leder i Sygedagpengeteamet, Bettina Mathiasen.

”Det tværfaglige team er nyt og banebrydende i jobcenteregi, men hele den terapeutiske tilgang til borgerne giver rigtig meget mening. Sagsbehandlerne tager udgangspunkt i nogle rammer, lovgrundlag, vejledninger og jura, som man så prøver at få borgerne til at passe ind i, mens terapeuterne har en anden tilgang. De tager et anderledes udgangspunkt i borgerens situation og har en anden forståelse for, hvor borgeren er i sit liv. Jeg vil ikke sige, at indsatsen bliver løftet op på et andet niveau, men den bliver løftet over på et andet niveau; der er kommet en anden form for sammenhæng i indsatsen”.

Det kræver en forståelse for en anden kultur

Morten Alberg er fysioterapeuten i Vesthimmerland Kommunes TTA-team, hvor han har været siden juni 2012, men også før det arbejdede han med arbejdsmarkedsrettet rehabilitering og har gjort det, siden han blev færdiguddannet for fem år siden.

Selv har han ikke haft vanskeligt ved at finde ind i sin rolle i det tværfaglige team i Jobcenteret, men han kan godt forstå, at nogle kan have vanskeligt ved at omstille sig.

”Hvis man som fysioterapeut udelukkende møder borgeren med sin sundhedsfaglige baggrund og eventuelt et ”hvor er det synd, at du er syg” uden forståelse for den kontekst, borgeren indgår i arbejdsmarkedssystemet, er det eneste, man får ud af det, frustrerede borgere. Jeg kan godt huske, hvilken omvæltning det var at komme fra fysioterapeutuddannelsen med en sundhedsfaglig baggrund og så skulle arbejde inden for arbejdsmarkedslovgivningens rammer, men jeg mener egentlig ikke, at det er noget, man kan uddanne sig til. Det kræver en forståelse for den anden kultur, som man først får, når man er i den. Dermed ikke sagt at både nuværende og kommende fysioterapeuter ikke kan lære noget af de erfaringer der allerede er gjort på området, men det kræver en lyst og en vilje til at gå ind i et mere utraditionelt arbejdsområde”, mener Morten Alberg.

Og så handler det om, hvordan man ser sig selv som fysioterapeut, tilføjer han.

”Hvis man vil være en dygtig manuel terapeut, er det ikke her, man skal være. Men til gengæld har man muligheden for at fokusere på en række andre centrale aspekter af vores fag. Hvis vi taler i ICF-termer ser man som fysioterapeut ofte borgeren på kropsniveau og til dels på aktivitet, men her kommer særligt deltagelse i fokus, fordi jeg ser borgeren flytte sig på arbejdsmarkedet. Jeg bruger min fysioterapi til at se hele borgeren, og jeg kan gøre min viden som fysioterapeut gældende i nogle helt andre rammer, så jeg synes, at det er her, jeg gør den største forskel”.

Morten Alberg er ikke i tvivl om, at fysioterapeuters rolle i arbejdmarkedssrettet rehabilitering er voksende.

”Det er et område, der er i udvikling, og hvor vi har en stor berettigelse, men det kræver også noget af os selv. Vi er nødt til at have respekt og forståelse for de rammer, vi skal indgå i, og arbejde med vores egen opfattelse af, hvad faglighed er, og være parat til at være mindst lige så meget på deltagelse som på krop”.

Hvis fysioterapeuterne formår at favne den rolle, går resten af sig selv, for politisk er der så meget fokus på værdien af tværfaglighed i den arbejdsmarkedsrettede rehabilitering, at der ikke er nogen vej udenom for kommunerne, mener han.

”Tværfagligheden er simpelthen et politisk krav, men det er vigtigt, at der bliver stillet nogle standarder op for, hvordan den fungerer bedst. Tværfaglighed er rigtig godt, hvis det virker; ellers er det bare dyrt og tidskrævende. Og at få succes med et tværfagligt team handler ikke kun om, at man sikrer, at de rigtige kompetencer er til stede – det handler også rigtig meget om personer. I et tværfagligt team kan man ikke findes fællesskabet i en fælles faglighed, den skal i stedet findes i det fælles mål at få borgeren tilbage på arbejdsmarkedet”.

Læs også lederen "Sygemeldte hurtigere tilbage i arbejde"

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar