Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Min arbejdsplads: Chefterapeut Peter Seebach

Navn: Peter Seebach<br/>Alder: 61 år<br/>Arbejdsplads: Chefterapeut, Hospitalsenheden Vest

Hvorfor blev du leder?

Det skete bare, sådan langsomt. Jeg blev færdiguddannet i ’81 og fik mit første lederjob som afdelingsfysioterapeut tre år senere.

At blive leder var ikke min drøm, og i de første år efter uddannelsen havde jeg mere fokus på at skabe en identitet som fysioterapeut.

Den identitet havde mange af mine holdkammerater fra begyndelsen, fordi de havde forberedt sig i årevis på at komme ind på skolen, mens jeg kom ind på uddannelsen fra sidelinjen i kraft af en pludselig indskydelse.

Da jeg blev afdelingsfysioterapeut var det først og fremmest med et fagligt fokus, men man oplever jo, at det er spændende at være med til at skabe resultater, at være med til at få organisationen til at fungere og skabe sammenhæng.

Så jeg fortsatte ad ledervejen, videreuddannede mig og fik hæftet nogle teoretiske begreber på det at være leder, og så tog det fart for alvor.

I begyndelsen var jeg optaget af den pædagogiske side af ledelse. Det fik jeg afprøvet i et job som instruktionsfysioterapeut. Jobbet som instruktør var et godt grundlag for mig og for at blive den leder, jeg er i dag.

Har dit job ændret sig undervejs?

Ja meget. Jeg har været chefterapeut i 10 år. Det handler selvfølgelig stadig om at være afdelingsleder for ergoterapeuter og fysioterapeuter, men i de senere år er det kommet til at handle mere og mere om at lede sammen med andre og få en organisation - et hospital - til at fungere.

Desuden er samarbejdsfladerne mere omfattende, mere mangfoldige, og særligt samarbejdet med kommunerne er kommet til at fylde langt mere, ligesom specialiseringen har medført, at vi samarbejder langt mere på tværs af både afdelinger og hospitaler.

I dag er evnen og kompetencerne til at arbejde på tværs på alle niveauer afgørende.

Hvad er det bedste ved at være leder?

At få ting til at ske. At vi fortsat udvikler os i forhold til det paradigmeskift som kommunalreformen efterlod.

Det er afgørende vigtigt for patientforløbene i fremtiden, at terapeuter er gode til at udrede, dokumentere aktivitet og resultater, som andre kan handle på, og kan inddrage patienterne som partnere med fokus på deres ønsker og behov.

Denne faglige omstilling skal vi gøre til genstand for forskning og inkludere i udviklingen af fagene, og det er essentielt, at vi kan gennemføre det som en del af driften.

Det er en af vores udfordringer! Mere og mere behandling lægges ud i kommunerne, samtidigt med at terapeuterne uddannes til fx at tage blodprøver og agere på skæve væsketal. Det er godt at være part og have indflydelse på alt det nye.

Hvad er det værste?

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet at være ked af mit arbejde, men når man taler om, hvorvidt der fortsat skal være en central terapiafdeling, og om vi skal ind under de lægefaglige specialer, så kan jeg godt føle mig truet på mit jobliv.

Det er selvfølgelig ikke rart, men ikke værre for mig end for andre i lignende situationer.

Min tilgang til den diskussion har været – mit eget arbejdsliv uagtet – at måden at tænke ledelse på i hospitalet er mangfoldig. Det er ikke nok at møde patienterne med en tilgang, der alene er læge- eller sygeplejefaglig.

Vi har, efter at være blevet frigjort fra fx fysiurger/reumatologer, i høj grad udviklet fagene og er fulgt med hele den organisa- toriske udvikling, der er sket i sundhedsvæsnet. Vi er ofte dem, der skaber helhed og får forløbene til at hænge sammen.

Er der stadig terapeuter på sygehusene om 10 år?

Ja, det er jeg helt sikker på. I hospitalssektoren handler det i øjeblikket om, at patienternes behov skal være styrende for den sundhedsfaglige indsats, og lige præcis dér har terapeuterne nogle kompetencer, som sundhedsvæsnet har brug for.

Aktuelt er der et helt konkret fokus på akutafdelinger og akutmodtagelser, hvor både læger og sygeplejersker her i huset har haft rigtig gode oplevelser med det, terapeuterne kan bidrage med i den tværfaglige teamtilgang.

I gamle dage havde vi fx fysiurger og reumatologer; i dag er det særligt ergote- rapeuter og fysioterapeuter, der har spidskompetencer på kropsfunktion, aktivitet og deltagelse samt omgivelsesfaktorernes betydning for det individuelle menneskes muligheder for at leve et aktivt liv.

Beskriv en typisk arbejdsdag

Der er selvfølgelig kontorarbejde, som man forsøger at presse ind på mærkelige tidspunkter, men ellers består mit arbejde af en del møder.

Møder i bred forstand og på alle mulige niveauer, indadtil såvel som udadtil, hvor vi arbejder med projekter, skaber tilbud til patienterne, agerer i den tværfaglige kontekst eller skaber nye kontakter.

Det lyder måske kedeligt, men det er det ikke. Jeg føler, at jeg er lige præcis der, hvor det sker, og når vi er det, så har vi det godt.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar