Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"En god fysioterapeut er omstillingsparat"

KLINISK UNDERVISNING // Man må kigge på mennesket, før man kigger på diagnosen, lærte Kasper Runge Andersen i sin kliniske undervisning på Næstved Sundhedscenter.
Foto: Henrik Frydkjær

"Jeg glæder mig til at blive kastet ud på dybt vand" tænkte Kasper Runge Andersen, da han startede i klinisk undervisning på Næstved Sundhedscenter på sjette semester.

Efter at have siddet stille på en skolebænk, så han frem til at behandle patienter igen og forsøge at omsætte den teori, han havde lært, til praktik. Det fik han rig mulighed for på Næstved Sundhedscenter, der varetager den kommunale genoptræning i Næstved Kommune.

I løbet af praktikken arbejdede han med borgere med alt fra sklerose til fodskader og amputationer. Den kliniske undervisning på stedet er tilrettelagt sådan, at de studerende gennem en onlineportal skriver sig på et skema ud for de patienter eller hold, de ønsker at arbejde med. På den måde er de i høj grad selv med til at bestemme, hvad de vil specialisere sig i.

En overraskende patient

Kasper Runge Andersen ville gerne have mere erfaring med en bestemt kropsdel. ”Jeg har altid syntes, at skulderen er et omfattende led, så jeg besluttede at arbejde meget med den. Jeg ville gerne udfordre mig selv,” siger han.

Han aftalte med sin kliniske underviser at stå for et længere træningsforløb for en ældre mand med en fraktur på højre skulder. Kasper Runge Andersen læste grundigt op på borgerens journal, inden de mødtes.

På trods af forberedelsen kom borgerens tilstand bag på ham. Det viste sig, at han på grund af sin alder fejlede mange andre ting end skulderskaden. Både smerter i leddene og en hævelse i håndleddet hæmmede hans bevægelsesfrihed i så høj grad, at han havde svært ved at udføre de øvelser, den fysioterapeutstuderende havde planlagt.

I en øvelse skulle den ældre mand f.eks. bruge den raske arm til at løfte og sænke den anden arm med et reb. Men håndleddet på den gode arm var så ømt, at borgeren ikke kunne holde om rebet. Derudover kunne Kasper Runge Andersen ikke undgå at bemærke, at patienten virkede nervøs.

Mindre samlebåndsstemning

Selvom han havde tilrettelagt træningen præcis, som han havde lært på uddannelsen, var det ikke nok.

”Planen kunne jeg lige så godt skrotte,” siger han. ”Situationen krævede, at jeg først og fremmest så på mennesket og mindre på diagnosen, og jeg måtte vurdere fra gang til gang, hvor hurtigt vi kunne gå frem,” siger han.

”Det var lidt frustrerende. Når man kommer lige fra skolebænken, vil man gerne kunne følge den tjekliste, man har lært i undervisningen. Men sådan fungerer virkeligheden ikke altid,” siger Kasper Runge Andersen.

For at få den ældre mand til at føle sig tryg, valgte han at træne i et mindre lokale, hvor de ikke skulle forholde sig til andre mennesker, i stedet for i centrets store holdsal.

Den studerende forsøgte også at sludre om hverdagsting og fortælle et par vittigheder. ”Det gjaldt om at løfte stemningen, så borgeren ikke følte, at behandlingen var endnu et stop på sundhedssystemets samlebånd,” siger han.

Kreativ klinisk ræsonnering

Efter nogle uger kunne han mærke, at borgeren slappede mere af i hans selskab. De ti uger, de endte med at træne sammen, husker Kasper Runge Andersen som et lærerigt forløb med god kemi mellemham og borgeren.

”Jeg ville ikke have været oplevelsen foruden. Det har styrket min kreativitet og kliniske ræsonnering, og det er jo dét, der gør én dygtig. En god fysioterapeut er omstillingsparat.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar