Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Lærebøgernes afsnit om tykke patienter skal skrives om

TEMA // Sundhedsvæsenet er for ensidigt fokuseret på, at et højt BMI kan være årsagen til dårligdomme hos overvægtige. Kulturforståelsen skal ændres, og fysioterapeuter kan hjælpe udviklingen på vej. Det mener Lars Henrik Larsen, initiativtager til organisationen Ligevægt.
Foto: Linda Johansen.

Hvorfor er det nødvendigt at gentænke opfattelsen af vægt?

I sundhedsvæsenet – og i samfundet generelt – er der et dominerende fokus på, at sygdomme relaterer sig til vægt. I Ligevægt mener vi, at diskursen er kørt af sporet. Vi er nødt til først at tænke sundhed, før vi begynder at snakke om vægt.

Hvordan ser du, at den øgede opmærksomhed på vægt kommer til udtryk?

I dag oplever jeg, at hvis man har mere end almindelig kropslig polstring, bliver man mødt med stigmatisering både i dagliglivet og i sundhedsvæsenet. Når en tyk patient kommer op til lægen, vil de fleste helbredsmæssige problemer blive henført til: “Det er fordi, du er for tyk.” Den konstatering passer simpelthen ikke. Der er selvfølgelig en risiko forbundet med at have levet ekstremt usundt, og svær overvægt kan medføre en række sygdomme, men der hersker i øjeblikket et alt for snævert paradigme om overvægt. I dag er det efterhånden sådan, at en tyk patient med en forstuvet finger får besked på at tabe sig, hvis fingeren skal hele. Vi skal have udfordret den kultur og de lærebøger, der ensidigt peger på, at hovedpine, rygsmerter, knæsmerter og alle mulige andre helbredsskavanker er følgesygdomme af at være for tyk. Det er der simpelthen ikke evidens for at konkludere.

Hvor går grænsen? Hvornår skal man tabe sig, fordi det er sundhedsskadeligt? Der er vel sygdomme, som er direkte relaterede til overvægt?

Først og fremmest skal vi erkende, at vægttabsindsatser generelt ikke har den store effekt. Evidensen peger ret entydigt på, at selv de bedste programmer kun fører til ubetydelige vægttab på få kilo. Dernæst skal vi se på bivirkningerne af den ensidige fokus på vægt og blandt andet inddrage den stigmatisering og det manglende selvværd, der følger med vægt og ikke mindst med de mange mislykkede forsøg på vægttab, som mange tykke mennesker oplever. Et negativt kropsbillede øger risikoen for spiseforstyrrelser.

Mennesker med svær overvægt skal selvfølgelig tabe sig. Men fysioterapeuters primære opgave er at styrke selvværdet og mestringsevnen og forsøge at støtte den enkelte til at være mere aktiv og leve et sundere liv, uanset vægt. Vores viden på dette område er meget sparsom, og vi skal have meget mere proaktiv forskning, hvor vi tværprofessionelt udvikler nye indsatser, der kan øge svært overvægtiges kompetencer og evner til at tage vare om egen sundhed, både fysisk og mentalt.

Hvordan skal fysioterapeuten så møde den tykke patient?

Vi skal være interesserede i det menneske, vi møder. Jeg tror, mange har en forventning om, at tykke mennesker har det dårligt med deres overvægt, men det behøver ikke være tilfældet. Jeg kender mange slanke mennesker, der er usunde og mange tykke, der er sunde. Vi skal derfor turde stille nogle af de åbne spørgsmål, som mange har svært ved at stille, og som jeg selv som gammel rotte i faget kan have svært ved at få formuleret, nemlig: Hvordan har du det med din krop? Hvis den tykke patient svarer, at hun gerne vil tabe sig, kunne man for eksempel spørge ind til, hvad formålet med at tabe sig er og forsøge at rådgive om en sundere livsstil frem for ensidigt at pege på vægttab som en løsning.

Hvilke tendenser ser du i fysioterapeuters syn på overvægt?

Jeg oplever, at en del unge fysioterapeuter er meget kropsorienterede ud fra nogle bestemte idealer. Min vurdering er, at det skyldes, at mange fysioterapeuter er meget sunde og lever et klassisk sundt liv – uden for meget alkohol, uden for mange kalorier og med en masse bevægelse. Det hænger sandsynligvis sammen med den indsigt, vi får gennem vores uddannelse, hvor vi lærer ligningen: Hvis du indtager for mange kalorier, bliver du for tyk og får en masse sygdomme. Det er her, lærebøgerne skal skrives om, så vi lærer at skelne mellem den form for overvægt, der er problematisk for ens sundhed og den form for overvægt, hvor man bare er godt polstret, og generelt arbejde med afsæt i en bredere forståelse af sundhed. Nogle kalder udviklingen for en folkesygdom, men jeg vil hellere kalde det en udvikling i vores kultur, som ikke nødvendigvis er sundhedsskadelig.

Hvis vi ser bort fra fysioterapeuterne, har du så set ændringer i det generelle syn på fedme?

I samfundet generelt oplever jeg en polarisering, hvor der er en trend blandt unge, der ønsker at gøre op med den kategoriske kropsopfattelse, som har eksisteret i mange år. De accepterer, at man har hår på kroppen og en delle på maven. I den anden ende har vi en gruppe oppumpede unge, der går højt op i at være veltrænede og trimmede, så de kan tage sig godt ud på stranden, og hvor sundhed ofte måles i evnen til at modstå fristelser og arbejde hårdt og målrettet med træning.

Hvilken rolle kan fysioterapeuter spille i retning af at ændre den traditionelle opfattelse af overvægt?

Vi kan spille en ekstremt stor rolle, fordi vores fokus er på kroppen. Hvis jeg skal give et bud på et fremtidsperspektiv, vil jeg pege på, at vi skal i dialog med skoleområdet. Fysioterapeuter skal ud på skolerne og være med til at intensivere arbejdet med accept, så vi kan være med til at bekæmpe den stigmatisering, der finder sted allerede i børneårene. Vi skal være med til at italesætte, at det er normalt at have et par ekstra kilo på kroppen, så børnene ikke går triste hjem fra skole og kaster sig ud i at gå på slankekur, og vi skal have meget stærkere fokus på bevægelse og fysisk aktivitet.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer