
Jeg er stolt af den forskel, jeg kan gøre for børn og forældre

Hvad laver du?
Jeg har en spændende, blandet stilling med opgaver på både småbørns- og skoleområdet i et tæt tværfagligt samarbejde. Jeg har træningsopgaver med babyer, børn og unge, der kommer ind via en genoptræningsplan eller skal have vedligeholdelsestræning. Gennem henvisninger fra sundhedsplejen hjælper jeg præmature og 0-1-årige med alt fra skæve kranier til forsinket motorisk udvikling. Jeg er også tilknyttet Valhøj Skole, som har en idrætsprofil, hvor jeg sammen med en anden fysioterapeut laver motorisk screening af børn i fire 0. klasser. Derudover er jeg kommunal CPOP-koordinator og samarbejder med hospitaler om de kommunale børn med CP. Og så er jeg tilknyttet tre klasser i udskolingen på Skovmoseskolen for børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Her yder jeg undervisningsrelateret fysioterapi og vedligeholdelsestræning.
Kan du give et eksempel?
Ja, jeg arbejder f.eks. med 12-årige Selma, der har den medfødte neurologiske udviklingsforstyrrelse Rett syndrom. Hun går til vedligeholdelsestræning, og vi træner hendes balance ved f.eks. at puste sæbebobler, mens hun står på en balancepude, ligesom hun kaster ærteposer mod farvede dåser, mens hun sidder på el-hest. Til sidst slutter vi af med afspænding, hvor Selmas arousal kan falde til ro efter aktiviteterne, og hun får en tiltrængt pause, inden hun skal med taxa til skole.
Fysioterapeut Kamilla Friis sammen med 12-årige Selma. Foto: Linda Johansen.
Hvordan foregår undervisningsrelateret fysioterapi?
Jeg planlægger for eksempel engelsk og bevægelse i 9. klasse sammen med lærer, pædagog og ergoterapeut, hvor vi kombinerer sanser og motorik med engelskundervisning. Det kan være en bevægelsessang eller en stafet, hvor vi på engelsk beder eleverne om forskellige objekter. Ved at kombinere bevægelse, fag og sang aktiveres en større del af hjernen, hvilket er vigtigt i forhold til læring og hukommelse.
Hvad er vigtigt, når man undersøger og træner med børn?
Jeg inkorporerer undersøgelse og træning i sansemotoriske aktiviteter, hvor for eksempel balance, styrke og ledbevægelighed indgår. Motivation og meningsfulde opgaver er nøglen. Det skal være sjovt. Børn lærer i fællesskaber, så når det er muligt og giver mening for barnet, træner vi sammen med andre og giver barnet mulighed for at være med til at vælge mellem aktiviteter. Rullebræt eller maveliggende bowling? Balancebane eller sæbebobler på balancepude?
Hvordan foregår den motoriske screening af børnene i 0. klasse?
Efter et formøde med lærer og pædagog er vi på observation en formiddag i hver af de fire 0. klasser. Hvordan går det med at få sko på og komme til gymnastiksalen, omklædning og samling? Bagefter udvælger vi, ud fra bevægeaktiviteter og fælleslege og i samarbejde med skolens psykomotoriske terapeut, i alt 10-12 børn til et bevægelseshold i fire måneder.
Hvorfor er du glad for at arbejde med børn?
I arbejdet med børn skal jeg kunne hele den fysioterapeutiske pallette og tillige det specialpædagogiske. Jeg er stolt af den forskel, jeg som fysioterapeut kan gøre for børn og forældre, og af det tværfaglige samarbejde. Det giver både mig et bredere billede af barnet og understøtter barnets læring, trivsel og udvikling. Jeg er også rigtig glad for at have været med til at udvikle det tilbud, vi har til babyer og præmature i Rødovre, hvor vi har opbygget et tæt samarbejde med sundhedsplejen.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.