Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vægttabsmedicin kan ikke stå alene

INTERVIEW // Mennesker, der er svært overvægtige, kan få hjælp til at tabe sig med vægttabsmedicin. Men mange tager det hele på igen, når behandlingen stopper.
Patienten, som gerne ville stille op til fotos, men som ønsker at være anonym, har været med i forløbet i et år. Han har tabt sig 90 kilo. Foto: Linda Johansen.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i, hvordan vi kan støtte patienter med svær overvægt og multisygdom til et sundere og mere fysisk aktivt liv.

Det er en gruppe mennesker, der har det svært i alle aspekter af livet. Når de begynder hos os, har de i gennemsnit et BMI på 46, så vi taler om virkelig store mennesker, som også er hamrende syge. De har ofte fire-fem kroniske sygdomme. Mange har også psykiatriske diagnoser, og de har ofte dårlig eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.

Normalt kan man tilbydes overvægtskirurgi, hvis man har en BMI på over 35 samtidig med en kronisk følgesygdom. Men der er nogle, der ikke egner sig til operation. Det kan f.eks. være på grund af nyre- eller hjertesvigt, autoimmune tarmsygdomme eller en svær psykiatrisk diagnose. De bliver så afsluttet og henvist tilbage til egen læge. Med andre ord bliver de sendt hjem.

Derfor har vi oprettet et behandlingstilbud, hvor vi tilbyder et toårigt vægttabsforløb. Håbet er, at vi kan hjælpe dem til at få et vægttab, der er stort nok til, at de samtidig kan begynde at blive fysisk aktive og dermed få helbredsgevinster ud af det.

Hvordan gør I?

Vi tilbyder hvert år 75 af disse mennesker et forløb i afsnittet Overvægt og Ernæring på Hvidovre Hospital. Her får de vægttabsmedicinen Wegovy, og så bliver de fulgt tæt af kliniske diætister og speciallæger, som vejleder dem i at ændre deres spisemønstre. I perioder får de også måltidserstatning. Min opgave er at følge en subgruppe af dem – i alt 33 patienter – hele vejen og undersøge dem undervejs for at se, hvordan det går dem, og om de taber sig. Jeg undersøger også, om de reelt bliver sundere, når de taber sig. Bliver deres fysiske funktionsevne og aktivitetsniveau bedre? Bliver de gladere og mere fysisk kapable? Det er det, der er interessant for mig som fysioterapeut. Og så interviewer jeg dem om deres oplevelser med forløbet og med fysisk aktivitet og træning.

Overvaegt-main4.png
Fysioterapeut Rasmus Brødsgaard måler patientens livvidde. Foto: Linda Johanson.

Hvad skal der komme ud af det?

Ambitionen er, at vi sammen med patienterne får udviklet et redskab, som vi kan bruge i klinisk praksis til at støtte dem i at blive mere fysisk aktive. Vi ved endnu ikke præcist, hvilket format det bliver, men det er oplagt, at fysioterapeuter og andre faggrupper kan bruge det til at tale om øget bevægelse.

Hvad kan I se allerede nu?

Vægttabsmedicinen er helt vildt effektiv. Nogle gange, når jeg ser patienterne efter noget tid, kan jeg ikke genkende dem, fordi de har tabt sig så meget. Det varierer selvfølgelig, men med Wegovy taber folk sig i gennemsnit 15 procent. Det største vægttab sker inden for det første halve år, og så gælder det om at vedligeholde det derfra. Det er dog ikke for alle, da en del får for mange bivirkninger.

Hvorfor er medicinen ikke nok?

Vægttabsmedicin kan være en central ingrediens på vejen til at gøre ting bedre, men den løser ikke noget i sig selv. Hvis du f.eks. vejer 160 kilo, så er problemet ikke løst, hvis du kommer ned på 136 kilo. Det er stadig rigtig meget overvægt, og du vil stadig se anderledes ud end dem, du møder i det lokale fitnesscenter.

Derfor vil vi finde ud af, hvordan patienterne kan være fysisk aktive på en måde, der passer godt ind i deres liv, og hvor de ikke føler sig forkerte. Vi laver ikke badenymfer, og de er stadig syge, når vi er færdige med dem. Men de er forhåbentlig mindre besværede af deres sygdom.

Kan du give et eksempel?

Vi havde en kvinde med nyresvigt, som skulle have en ny nyre. Men hun vejede for meget til operationen. Så tabte hun sig 40 kilo og kan nu få en ny nyre. Det er jo en fantastisk historie, som vi har flere eksempler på.

Det lyder, som om vægttabsmedicin er rigtig godt for mange?

Vægttabsmedicin har forandret overvægtsproblematikken for evigt. Og det er rigtig godt, men det kan også være en katastrofe. Der bliver udskrevet dobbelt så mange recepter i Gentofte Kommune som i Jammerbugt, hvor der er mange flere, som faktisk har brug for det. Det kan virkelig føre til social ulighed, fordi det stadig er dyrt. Vi skal ikke bare lade det løbe løbsk. Vi er nødt til at dirigere det hen til de rigtige og sørge for, at de, der får det, også får den støtte, de har brug for. Blandt andet til at være fysisk aktive. Der er flere produkter på vej, som er endnu mere effektive, og om ti år taler vi måske om et 30-procents vægttab på medicin, og det er meget. Men at man taber sig er stadig ikke nok.

Hvad er du bekymret for?

Der er data, der viser, at når du holder op med at tage medicinen, vender du tilbage til de gamle mønstre. Og når du taber dig meget, mister du ikke bare fedtmasse, men også muskelmasse. Og når du så tager vægten på igen, kommer fedtet retur, men det gør muskelmassen ikke i samme grad. Så den mand eller kvinde, der har tabt 20 kilo for så at tage det på igen, står et dårligere sted, end før vægttabet. Det tyder på, at der kan være den samme tendens med knogledensitet. Derfor frygter vi, at når vi får en medicin, som er endnu mere effektiv, vil skaderne blive desto større.

Derfor er fysisk aktivitet, mens man tager vægttabsmedicin, meget vigtigt. Et dansk studie indikerer, at der er en synergieffekt mellem træning og medicinen. Hvis man kombinerer de to, så får patienterne ikke bare vægttab, de bliver også i højere grad sundere. Og hvis de en dag stopper med at tage medicinen, er der større chance for, at de bevarer deres vægttab.

Derfor taler jeg med patienterne om, hvilke barrierer de ser for at blive mere fysisk aktive. For vi har alle sammen svært ved at komme op af sofaen. Men her er barrierer, der er direkte relateret til overvægt. Det er lige fra, at du føler, at du ser forkert ud i den tætsiddende lycra, og at du derfor ikke passer ind i fitnesscenteret, til at det gør ondt i knæene, når du går.

Overvaegt-main3.png
"For fysioterapeuter håber jeg, at der kommer mere opmærksomhed på, at vægttabsmedicin ikke er vores fjende. Der er klart ulemper ved det, men det er kommet for at blive. Så vores opgave er at sige, at når du er overvægtig, så får du ikke kun en recept på Wegovy, men også en recept på en fysioterapeut," siger Rasmus Brødsgaard. Foto: Linda Johansen.

Kan de ikke bare blive på medicinen resten af livet?

Novo Nordisk, som står bag Wegovy, har selv udtrykt, at medicinen skal tages livslangt – ligesom med blodtryksmedicin. Men det er ganske enkelt for dyrt og med for mange bivirkninger til, at folk vil det. Data viser, at kun ganske få tager den fulde dosis, som er benyttet i studierne, og at rigtig mange holder op igen.

Størstedelen af de patienter, vi ser hos os, har ikke mange penge. Så vi regner med, at langt de fleste vil stoppe med at bruge medicinen umiddelbart efter, at de afslutter forløbet hos os. Vi er derfor i høj grad nødt til at forholde os til, hvordan vores patienters situation ser ud efter medicinstop.

Hvad synes patienterne om forløbet?

De er glade, for de har forsøgt at tabe sig tidligere uden held. Så når de taber sig hos os, får mange af dem en forsigtig optimisme. De bliver motiverede, fordi de oplever fremgang. Og de er glade for, at der er diætister, der ser dem og forstår kompleksiteten ved at have overvægt. Det er ikke bare, fordi man er doven og spiser for mange chips. Her føler de sig set, hørt og forstået, så de er rigtig glade for at komme her. Jeg interviewer dem ofte sidst i forløbet, og folk er virkelig kede af at skulle slutte hos os. De er bekymrede for at tage på igen.

Folk føler sig typisk meget stigmatiserede i sundhedsvæsenet, fordi vi har det her blik på sundhed og livsstilsfaktorer som noget, folk selv er skyld i. At vi selv kan styre vores adfærd. Det er en fuldstændig forkert idé, som også folk med overvægt tror på. At du er dum og doven og ikke har nogen rygrad. Og det har de mødt igennem et helt liv.

Hvad håber du kommer ud af forskningen?

Jeg håber, at vi får udviklet et rigtig godt redskab, så patienterne får bedring i hele deres liv, og at det kan udbredes, så flere svært overvægtige og syge kan få hjælp.

For fysioterapeuter håber jeg, at der kommer mere opmærksomhed på, at vægttabsmedicin ikke er vores fjende. Der er klart ulemper ved det, men det er kommet for at blive. Så vores opgave er at sige, at når du er overvægtig, så får du ikke kun en recept på Wegovy, men også en recept på en fysioterapeut. Det er vores ansvar, at vægttabsbehandlingen i fremtiden bliver på den rigtige måde. For fysioterapeuter er de rigtige til den opgave. Det vigtige er, at folk kan lege med deres børn på gulvet, og at deres risiko for at få en hjertesygdom er mindsket. Det er det, der batter, og det er det, vi skal i sundhedsvæsenet. Vi skal ikke få folk til at passe en bikini.