Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Nyuddannede føler sig stressede

TEMA om stress og praksischok // Seks procent af de nyuddannede fysioterapeuter har været sygemeldt på grund af arbejdspres og stress, og hver fjerde oplever større arbejdsbelastning end forventet. Det store arbejdspres har negative konsekvenser for både dem selv og patienterne. De peger på manglende oplæring, for lidt tid og for mange patienter som årsag til problemerne.

Lige som både nyuddannede lærere og sygeplejersker, får mange nyuddannede fysioterapeuter et såkaldt praksischok, når de kommer ud fra studiet og begynder i deres første job.

Manglende oplæring, for få hænder og for lidt tid til arbejdsopgaverne er blandt de hyppigste grunde til, at de nyuddannede fysioterapeuter føler sig pressede. Det viser en ny undersøgelse, Danske Fysioterapeuter har foretaget blandt de medlemmer, der blev uddannet sidste år.

Arbejdsbelastningen har ofte haft fysiske eller psykiske konsekvenser for dem selv eller kvalitetsmæssige konsekvenser for deres behandling af patienterne. Seks procent af de nyuddannede fysioterapeuter har været sygemeldt på grund af arbejdspres.

Hos rådgivningen i Danske Fysioterapeuter overrasker undersøgelsen ikke. Konsulent i Danske Fysioterapeuter, Sannie Jørgensen, er selv uddannet fysioterapeut og har været medlemsrådgiver i Danske Fysioterapeuter i over ti år.

”I dag føles arbejdspresset for mange uoverskueligt. Man skal være effektiv, og man skal levere fagligt her og nu,” siger hun.

Overvejer at skifte branche

Til daglig rådgiver Sannie Jørgensen både nyuddannede og erfarne fysioterapeuter, der føler sig pressede på deres arbejdsplads grundet manglende tid til journalføring og patienter samt effektivitetsmålinger på arbejdspladsen.

”Vores medlemmer er ude i en praksis med forventninger fra patienterne, krav fra arbejdspladsen, manglende tid til den enkelte patient og manglende oplæring. Desuden er de offentligt ansatte udsat for omstruktureringer og forandringer. Jeg har lige haft en grædende fysioterapeut i røret, som sidder i en kommune, hvor hun behandler syge børn. Hun fortalte, at der konstant er krav om at være effektiv over for nogle patienter, som ofte har meget komplekse problemstillinger og kræver mere tid, hvis man skal behandle dem forsvarligt,” siger hun.

At det ikke kun er nyuddannede, der føler sig stressede, vidner en undersøgelse fra tidligere i år om. Den viste nemlig, at hver sjette fysioterapeut ofte eller hele tiden har følt sig stressede inden for de seneste to uger. Men Sannie Jørgensen oplever, at tendensen er blevet mere udtalt blandt de nyuddannede. Nogle overvejer oven i købet at skifte branche efter kort tid i deres første job.

”For ti år siden havde vi ikke mange nyuddannede i røret. Men inden for de seneste fem år er de begyndt at ringe mere og mere. De har svært ved at magte de mange opgaver, de bliver stillet overfor,” beretter hun.

”Det er jo forfærdeligt at høre en nyuddannet, der i sit første job er så presset, at vedkommende ikke vil være fysioterapeut mere,” siger Sannie Jørgensen og afviser, at de nyuddannede er for sarte til et arbejdsmarked, hvor der stilles krav.

“Jeg har selv arbejdet som fysioterapeut før jeg blev rådgiver, og her var arbejdspresset og kravene om effektivitet ikke til stede i samme omfang som i dag. Min fornemmelse er ikke, at de nyuddannede er for sarte, men at arbejdsmarkedet er blevet hårdere,“ siger hun.

Skolerne kan ruste de studerende bedre

Når rådgivningen i Danske Fysioterapeuter får flere opkald fra nyuddannede end førhen, og når hver fjerde nyuddannede fysioterapeut ifølge undersøgelsen er blevet overrasket over arbejdspresset, kan man nemt komme til at tænke, at skolerne rundt omkring i landet ikke forbereder de studerende godt nok til virkeligheden. Det kan Lene Augusta Jørgensen, rektor på UCN, Aalborg, også være i tvivl om. Hun er overrasket over antallet.

”På skolerne ruster vi de studerende fagligt til at blive dygtige fysioterapeuter, men der er ingen tvivl om, at vi kan blive bedre til at klæde dem på til arbejdslivet. For der er rigtig travlt derude,” siger hun. Men hvordan skolerne konkret skal gribe problemet an, er hun i tvivl om."

”Vi skal passe meget på, at vi ikke skræmmer de studerende og får dem til at tro, at arbejdslivet blot er et hamsterhjul. Så mister de modet. Vi skal finde en balancegang,” siger hun og påpeger, at studerende i dag kan have travlt og føle sig presset på flere fronter end bare på jobbet."

”Det er jo i årene fra 25 til 40, at man har allermest travlt. Her får man typisk sit første job, men man stifter også familie og køber hus. Så man bliver presset fra flere sider,” siger hun. Men at de studerende ikke bliver klædt godt nok på fra skolernes side, er ikke hele sandheden."

For Sannie Jørgensen oplever endnu en tendens på arbejdsmarkedet, som rammer fysioterapeuter, der allerede er sygemeldt med stress. Når man som medarbejder bliver sygemeldt, bliver der som oftest lagt en plan for tilbagevenden efter sygemeldingen i samarbejde med arbejdsgiveren.

”Men vi oplever i stigende grad, at de sygemeldte bliver sagt op, hvis planen ikke holder,” siger Sannie Jørgensen og påpeger, at problemet er dilemmafyldt. For ofte føler lederen sig også presset – både oppefra men også fra de øvrige ansatte.

”Lederne vil gerne give mere rummelighed til den sygemeldte, men de ansatte, der er tilbage, er også pressede og har brug for vikarer, men det er der ikke råd til.”

Det er helt urimeligt

I undersøgelsen angiver en stor del af dimittenderne, at arbejdspresset har haft negative konsekvenser for deres arbejde. De nyuddannede fysioterapeuter siger, at de har mindre tid til patienterne, og at det går ud over kvaliteten i behandlingerne.

Som årsag til arbejdspresset peges blandt andet på manglende oplæring og introduktion til arbejdsopgaverne. Resultaterne bekymrer Brian Errebo-Jensen, der er formand i Danske Fysioterapeuters Region Syd, næstformand i Danske Fysioterapeuter og formand for foreningens arbejdsmiljøråd.

”Det er bekymrende, at nyuddannede kolleger ikke får en god start på arbejdslivet, og at seks procent har været sygemeldt, er helt urimeligt,” siger han og påpeger, at man som arbejdsgiver – uanset om det er i offentligt eller privat regi – skal have en plan for, hvordan man tager imod nyuddannede kolleger."

”Man skal sørge for, at en nyuddannet bliver introduceret, oplært og får en periode til at blive kørt ind til arbejdsopgaverne. Det må være et minimumskrav for en professionelt indstillet arbejdsgiver,” siger han.

Et komplekst problem i en barsk virkelighed

Ifølge Sannie Jørgensen er løsningen dog ikke ligetil. For oplæring og introduktion tager tid fra arbejdsopgaverne. Og tid er ofte en mangelvare.

”Det er meget komplekst. Der er nedskæringer i det offentlige, og privatklinikkerne har ofte ikke råd til at give deres ansatte mere tid,” siger hun.

Brian Errebo-Jensen mener dog ikke, at man som arbejdsgiver skal bruge travlhed og indtjening som en undskyldning for ikke at give de nyuddannede en ordentlig opstart.

”Ingen har gavn af, at medarbejderne får en dårlig opstart, og moralsk er det også et problem, at man ikke skærmer sine medarbejdere over for problemer, som man er udmærket er klar over eksisterer. Det må og skal vi som profession tage hånd om,” siger han.

Kontraktmæssig oplæring og dialog

Brian Errebo-Jensen fortæller, at Danske Fysioterapeuter er i gang med at implementere en ny arbejdsmarkedsmodel for det private arbejdsmarked.

”Og her kunne man sagtens tænke ind, at en indkøringsperiode blev en del af kontrakten,” siger han og påpeger, at der fra Danske Fysioterapeuters side skal stilles krav til både private og offentlige arbejdsgivere. ”Udover en ordentlig oplæring skal de sørge for, at arbejdsopgaver og ressourcer hænger sammen,” siger han.

Som en løsning på problemet forsøger rådgivningen hos Danske Fysioterapeuter at opfordre både lederne og medarbejderne til at gå i dialog, for på den måde at dæmme op for problemet her og nu.

”Vi opfordrer lederne til at se deres medarbejdere i øjnene, spise morgenmad med dem en gang imellem og give dem plads til at fortælle, hvordan medarbejderne har det,” siger Sannie Jørgensen og understreger, at medarbejderne på den anden side skal blive bedre til at være åbne om, hvordan de har det.

”Så man får trukket vejret og får overblik over, hvor skoen trykker. Så kan man gå i dialog omkring muligheden for supervision og få mere tid til at skrive journaler,” siger hun. Desværre hører de ofte fra medarbejderne, at arbejdspladsens kultur ikke tillader, at man taler åbent om, hvordan man har det."

Sannie Jørgensen peger også på det problem, at de i rådgivningen ofte først hører fra medlemmerne, når de allerede er sygemeldte.”Så kan det være svært at hjælpe. Derfor er et generelt råd at ringe ind, allerede når man mærker de første tegn,” siger hun.

Brian Errebo-Jensen mener, at Danske Fysioterapeuter som fagforening såvel som grunduddannelser og arbejdsgivere skal tage undersøgelsen meget alvorligt. ”Undersøgelsen tegner et tydeligt problem. Det kan ingen sidde overhørigt,” siger han og lover hermed, at han vil gå forrest.

”Jeg vil sætte emnet på dagsordenen i Danske Fysioterapeuters arbejdsmiljøråd. Her må vi drøfte problemstillingen og indstille en handlingsplan til hovedbestyrelsen.”

Del eller udskriv artiklen
1 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Jens Olesen

    Solidaritet versus tingsliggørelse i fysioterapi?

    Sociologen Zygmunt Baumann (27) beskriver netop tidens flydende højhastigheds samfund, som i konstant forandring, hvor intet længere står fast. Det gælder også i fysioterapi, hvilket overfladisk betragtet kræver, at den enkelte fysioterapeut fleksibelt tilpasser sig tidens forandringer, som de dygtige og pæne ”tjenestepiger” vi alle, et eller andet sted, også er. Kigger vi lidt mere nuanceret, i krystalkuglen, må vi dog i en fysioterapiverden med tiltagende foranderlighed og stigende kompleksitet samt accelererende tidskrav, eksempelvis som i hospitalssektoren, kritisk og solidarisk agere mere nedefra og op, via en moral og nærhedsetik samt fagpersonlig ansvarlighed. Måske på linje med Hartmut Rosas resonansbegreb og Løgstrups livsytringer. Disse ville Baumann måske anse, som de eneste varige bestanddele, der resterer i tidens ”moderne” højhastigheds samfund. Rosa (6) synes på linje og siger, at ”hvis acceleration er problemet er resonans (blikkets solidariske medfølelse med den anden) måske løsningen”.

    Rosa sondrer imellem tre accelerations- og fremmedgørelsesformer: en individorienteret, en teknologisk og en samfundsmæssig. De kendetegnes alle ved en indsnævring af nuet, hvorved en biopsykosocial fysioterapiproces, får trange kår, hvilket er bekymrende. Yderligere fysioterapeutisk acceleration og fremmedgørelse synes derfor absolut kontraindiceret, fordi flere og flere fysioterapeuter går ned med stress, ligesom nyuddannede i stigende grad rammes heraf. Når ”gode” mennesker handler ondt drejer sig, ifølge Birkmose (28), også om de ledere, der ikke passer godt nok på deres fysioterapeuter. Fysioterapi skal have mere tid og rum til, at sikre patienten en biopsykosocial bevægende og udvidende praksistilgang. Det skyldes, at fysioterapi langt fra blot er en reproducerbar biomedicinsk standardvare, eller en ting, som mange Djøffere og administratorer tror og gerne vil gøre det til. Fysioterapi er en krops og bevægelsesmæssig biopsykosocial resonansproces, som af og til kan være særdeles kompliceret, selv ved såkaldte helt almindelige standard patientforløb. Eller sagt med psykologen Løvlie Schibbyes ord (29): ”Hvis vi i lighed med ting eller objekter lader tiden, vi lever i, styre os og undlader at tage stilling til, hvad denne tid gør med os, bliver vi tingsliggjorte. Tingsliggørelse kan netop muliggøre det destruktive, som det totalitære indebærer………..”.
Indsend kommentar