Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Gæsteprofessorat skal løfte forskningen i fysioterapi og ergoterapi

Professor Maurits van Tulder vil arbejde på at implementere forskningen i fysioterapi i klinisk praksis. Et af værktøjerne er ansøgninger om flere forskningsmidler. For uden økonomi, ingen forskning.
Maurits van Tulder understreger, at han er taknemmelig for at få lov til at præge forskningen i Danmark. Han har allerede et netværk af danske forskere, herunder fysioterapeut, professor, Per Kjær, og kiropraktor, professor Jan Hartwigsen fra Syddansk Universitet. Det er også planen at samarbejde med forskere på Aalborg Universitet. Foto: Jesper Voldgaard

Den hollandske professor Maurits van Tulder elsker udfordringer. Han behøvede derfor ikke lang betænkningstid, da han fik tilbudt et gæsteprofessorat for en femårig periode på Aarhus Universitetshospital.

Han har siden september 2017 været tilknyttet Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen, med hovedopgaven at kvalificere den kliniske forskning og igangsætte bæredygtige forskningsprojekter, der kommer både patienter og terapeuter til gavn.

Maurits van Tulder er en travl mand, når han er i Danmark. ”Fysioterapeuten” var så heldig at møde ham i juni måned på det nybyggede hospital i Skejby. Her før sommeren var han i gang med at planlægge det kommende års samarbejde med blandt andet de kliniske afdelinger på hospitalet.

Fire gange om året forlader han sit professorat ved Vrjes Universiteit i Amsterdam med kurs mod Aarhus. Hans ophold varer typisk to uger, hvor han primært samarbejder med forskere på hospitalet, men også skaber kontakt til andre forskere inden for fysioterapi og ergoterapi i Danmark.

Samarbejde med forskerne

Forskningsenheden ligger dør om dør med de kliniske afdelinger, og på den måde er der rent fysisk kort vej fra praksis til forskning og viceversa. På hospitalet samarbejder han både med de to forskere Annemette Krintel Petersen og Lisa Gregersen Østergaard, de ph.d.-studerende i afdelingens forskningsenhed, udviklingsterapeuterne, afdelingsledelsen og de kliniske afdelinger.

”Arbejdet som professor på Vrjes Universiteit og her på Aarhus Universitetshospital er meget forskelligt, og det kan jeg lide. Her er jeg tættere på den kliniske praksis, og en del af min opgave er at få forskningen implementeret”, siger Maurits van Tulder.

Hans oplevelse er, at den praksisnære forskning har gode vilkår på de danske hospitaler, der er mindre hierarkiske og med en større grad af samarbejdsvillighed på tværs af professioner og afdelinger, end han er vant til.

Til gengæld kommer han med erfaringer med økonomiske evalueringer af fysioterapi og ergoterapi. Man er i Holland langt fremme med den type af forskning, og han håber, han kan være med til at udvikle dette forskningsfelt i Danmark med afsæt i fysio- og ergoterapiafdelingens forskningsprojekter.

Det lange seje træk

Maurits van Tulder er ikke fysioterapeut, men humanfysiolog, og har i mange år forsket i bevægeapparatet. Et af hans første forskningsprojekter omhandlede behandling af smerter i lænderyggen, hvor han undersøgte effekten af fysioterapi på smerter. Siden har han specialiseret sig i økonomiske evalueringer af forskellige interventioner.

I de senere år har han som professor ved universitetet i Amsterdam primært været forskningsleder og derfor været involveret i  mange forskellige typer af projekter indenfor sundhedsvæsenet. Selvom der næsten er gået et år, siden Maurits van Tulder tiltrådte gæsteprofessoratet, er der endnu ikke kommet konkrete forskningsresultater ud af det.

”Så hurtigt går det slet ikke. I første omgang har jeg dels arbejdet på at konsolidere forskergruppen og forbedre fondsansøgningerne, dels arbejdet med et projekt omkring afprøvning og udvikling af måleredskaber i ergo- og fysioterapi. Et projekt, der allerede var i gang, inden jeg tiltrådte. Det er et meget vigtigt projekt, da mange af de test, der bruges, ikke er forskningsmæssigt underbyggede. Og det skal der gøres noget ved. Vores mål er at udvikle bedre måleredskaber, der kan benyttes af terapeuterne på hospitalet”, fortæller Maurits van Tulder.

Forskerne kigger for eksempel på målinger med håndholdt dynamometer, der har vist sig at være brugbare, mens andre målemetoder, de har set på, enten ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt eller slet ikke kan anvendes. Deres håb er, at de også selv kan være med til at udvikle måleredskaber, der kan bruges på hospitalet.

Flere midler bedre projekter

En af forudsætningerne for at bedrive højkvalitetsforskning er at få del i de store fondsbevillinger. Derfor var fondsansøgninger noget af det første, Maurits van Tulder tog fat i, og han har sammen med forskningsenheden søgt midler til nogle af de større projekter, der er planlagt. Bedre fondsansøgninger kan sikre flere midler, og det er der brug for til de store projekter.

”Flere midler giver bedre forskning, og det bliver lettere at få midler til at forske, næste gang, man søger,” forklarer Maurits van Tulder.

Der er på nuværende tidspunkt to store projekter i støbeskeen: Man skal undersøge cost-effectiveness af hjerterehabilitering. Derudover er det planen at se nærmere på, hvilken type rehabilitering, der er den mest effektive og bedste efter en nakkeoperation. Her skal forskerne finde frem til øvelser, og hvordan man kan fastholde motivationen ved hjælp af blandt andet telerehabilitering.

Fysioterapi går en god fremtid i møde

Maurits van Tulder har igennem mange år fulgt fysioterapiprofessionen i sin forskning og i sit netværk med fysioterapeuter som forskere. Men han kan ikke genkende den dommedagsprofeti, som professor David Nicholls bogudgivelse, ”The end of physiotherapy (omtalt i Fysioterapeuten nr. 3), lægger op til.

”Tværtimod, fysioterapi har haft en hård periode de sidste 20 år, men nu er professionen blevet stærkere. Der er kommet meget evidens for, at fysioterapi blandt andet kan hjælpe patienter med kroniske smerter. Man er også ved at forstå, at det kan være fornuftigt at investere i en behandling, der både er effektiv og relativt billig i forhold til mange andre. Og så er der en helt anden forståelse af betydningen af genoptræning hos beslutningstagerne i dag. Så jeg er ret optimistisk i forhold til fysioterapiens fremtid”, siger Maurits van Tulder.

Han er heller ikke enig i kritikken af, at forskningen inden for fysioterapi skulle være for ensidigt fokuseret på den naturvidenskabelige tilgang.

”Det er rigtigt, at i de første år, jeg forskede, fokuserede vi primært på den biomedicinske model og valgte for eksempel udelukkende at se isoleret på muskler. Senere fandt man frem til, at patienten også var vigtig – ikke kun patientens adfærd og holdninger, men også patientens omgivelser og sociale netværk. Og hvis vi skal brede det yderligere ud, så har arbejdet også betydning, og mange af fysioterapeutens patienter er jo i arbejde. De fleste studier i dag inddrager således flere forskningsdesign, der ser på forskellige aspekter af patienternes problemer”.

Del eller udskriv artiklen
8 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Jens Olesen

    Tak Jeanette.

    Kunne du så ikke starte med at invitere mig over og holde et 2 - 3 timers oplæg for de fys studerende på Absalon. 6 IPA og en flybillet er venneprisen. Primo december ville være fint.

    Titel: Hvad gør vi ved fysioterapiens grundlagsproblemer?

    dbh
    Jens
  • Jeanette Præstegaard

    Kære Jens m.fl.

    Jeg er altid interesseret i en god kop kaffe og en drøftelse af fysioterapiens fremtid, retning og videngrundlag, - gerne sammen med dig og alle andre fysioterapeuter.

    Jeg har tidligere anbefalet, at Danske Fysioterapeuter initierer en medlemsinddragende diskussion - gerne både regionalt, kommunalt og på større arbejdspladser og klinikker, så konteksten for diskussionerne kan stå lidt klarere. Ser frem til dette.

    Bedste hilsener
    Jeanette
  • Jens Olesen

    Jamen det har vi sandelig også tænkt os at tage den diskussion Vibeke.

    Hvis ikke Maurits har læst David Nicholls, hvorfor er han så tæt på citeret/interviewet for udtalelser herom? Jeg citerer dig, Vibeke: "Maurits van Tulder har igennem mange år fulgt fysioterapiprofessionen i sin forskning og i sit netværk med fysioterapeuter som forskere. Men han kan ikke genkende den dommedagsprofeti, som professor David Nicholls bogudgivelse, ”The end of physiotherapy (omtalt i Fysioterapeuten nr. 3), lægger op til" Citat slut.

    Nå - skidt pyt, uanset er der allerede landsdækkende planer på vej, flere er involveret, herunder Danske Fysioterapeuter, hvor fysioterapiens paradigmatiske grundlagsproblemer vil blive adresseret. Maurits skal være velkommen - jeg giver kaffe.
    dbh
    Jens
  • Vibeke Pilmark

    Kære Jens og Martin

    Tak for jeres kommentarer til interviewet med Maurits Van Tulder i Fysioterapeuten nr. 6. Formålet med interviewet var at fortælle om Van Tulders opgaver her i Danmark som forsker, og hvad han kan bidrage med. Som han forklarer i interviewet, begyndte hans forskerkarriere med forskning på rygområdet, en indsats, som mange fysioterapeuter kender ham for. I dag han professor ved Vrjes Universiteit i Amsterdam og er leder af det tværfaglige forskningsafsmit her. Derfor står han i spidsen for tværfaglig forskning og samarbejder med båder læger, sygeplejersker, terapeuter mv.

    Ang. Dave Nicholls teorier, så har Tulder ikke forholdt sig til dem. Han har ikke læst The end of physiotherapy og har ikke - af gode grunde - fulgt med i debatten i Danmark på området - en debat han heller ikke har hørt om i Holland. Men det, han har forholdt sig til i interviewet, var, hvordan han, som en ”udefrakommende” faggruppe, der kender fysioterapien godt, ser professionens og fysioterapiens udvikling i fremtiden. Og han ser både internationalt og i Holland, at fysioterapeuter og fysioterapi i stigende grad anerkendes, og at der kommer mere forskning på området.

    Det er derfor misvisende, at tilskrive Maurits Van Tulder, at han er ”imod” Dave Nicholls teorier og de synspunkter, han præsenterer i sin bog. Maurits Van Tulder som forsker skulle være blind for andet end det målbare er ikke korrekt. Denne diskussion var bare ikke målet med interviewet, og derfor af gode grunde ikke noget, han forholdt sig til.

    Kære Jens – personligt tænker jeg, at debatten skal tages i egne rækker. Efter at have talt med Maurits Van Tulder mener jeg, det er det helt skudt forbi målet at opfordre ham til at tage diskussionen om forskningsparadigmer i fysioterapi mv. Det må vi selv klare som fysioterapeuter og gerne både blandt klinikere og i det danske forskermiljø.

    Med venlig hilsen
    Vibeke Pilmark, faglig redaktør, Danske Fysioterapeuter

  • Jens Olesen

    Eller problemet skitseret helt kort - via mit bud på en definition af fysioterapi. Publiceret i Fysioterapeuten i Norge 2/2018:

    Fysioterapi = (Kommunikation & relation) plus (teknik & metode) i et krops- og bevægelsesvidenskabeligt biopsykosocialt helhedsperspektiv.

    Imodsætning til forskernes drøm og tæt på altdominerende kontekstløse forskningspraksis:

    Evidensbaseret fysioterapi = (teknik & metode) minus (kommunikation & relation) omkring den natur- og sundhedsvidenskabelige krop.

  • Jens Olesen

    Kære Martin.
    Det har du sikkert ret i - men jeg skriver her ligeså meget til Danske Fysioterapeuter og alle vores kolleger ude i landet - såvel som selvfølgelig til Maurits. Mon ikke nogle af Mauritis´danske kolleger ser dette og kan videreformidle ønsket om en bredre dialog om forskning i fysioterapi. Det tror jeg. Nedenfor indklipper jeg indledningen til noget jeg skriver på - som rammesætter, hvad jeg i et sådant forskningsseminar ville sætte fokus på og stå på mål for.

    I et kritisk teoriperspektiv kan man undres over, hvorvidt evidensbaseret fysioterapi mere er en politisk neoliberal samfundsstrategi om ensretning af fysioterapiproduktionen end den helt ”rigtige” forskningsstrategi for kreativt og innovativt samt fagligt, at udvikle klinisk praksis viden, om fysioterapi. Betydningen af de allestedsnærværende bevægelser og berøringer i fysioterapeutisk praksis er tæt på fraværende indenfor evidensbaseret forskning. Den fænomenologiske betydning af bevægelse og berøring har ofte stor betydning for den fysioterapeutiske relation, ligesom det ofte kræver specifik oplæring, i forhold til effektfuldt, at katalysere ”relevant” bevægelse og berøring. Det udgør da også en stor del af, hvad klinisk undervisning, i fysioterapi, nødvendigvis handler om.

    Det er måske fristende, at tro, at forskning er apolitisk. Sundhedsvidenskab og politik er imidlertid tæt interagerende fordi videnskab er udøvelse af viden, og viden er magt samt næsten al magt er politisk styret. De frie forskningsmidler i Danmark er nu, ifølge pressen, under 40 procent, hvilket betyder, at 60 procent af bevillingerne, i forskellig grad, afspejler politiske bundne opgaver. Herved bliver diskursen om den fysioterapeutiske krop, også, en politiseret krop. Videnskabelig viden om fysioterapi er dog vokset de seneste årtier. Denne forskning foregår primært med sundhedsvidenskabelig tilgang, hvor teoribaggrunden er det positivistiske paradigme. Her er biologiske/fysiske test og interventioner altdominerende. Således udforskes de fysioterapeutiske kernebegreber, som kropsbegrebet, berøringsbegrebet og bevægelsesbegrebet tæt på ikke. Derfor har fysioterapi ikke sit eget selvstændige teorifundament, ifølge Wikström-Grotell et al. (1).

    Krop, bevægelse og berøring har altså tæt på ikke et teorifunderet fysioterapeutisk ”sprog”, hvorved faget videnskabeligt afkobles fra sin egen kultur og historie samt den unikke kliniske praksis kontekst. Her arbejder rigtig mange fysioterapikulturer samt efteruddannelseskurser i fysioterapi, på baggrund af ”rigtige” og ”forkerte” kroppe, bevægelser og berøringer, som videnskabsmanden altså ikke udforsker. Her er vi direkte inde ved kernen af den dualistiske opdeling og fraspaltning af klinisk praksis fra videnskabsmandens evidens- og talbaserede udforskning. Forskning fra fysioterapeuterne Maxi Miciak et al. påviser dog, at den terapeutiske relation mellem fysioterapeut og patient er indlejret i, og ikke forskningsmæssigt kan fraspaltes og adskilles fra, klinisk praksis.

    Derfor kæmper mange fysioterapeuter dagligt i klinisk praksis med videnskabsmandens manglende anerkendelse af og blindhed overfor andet end målbare biologiske/fysiske test og interventioner. Uanset, at fysioterapi er tæt på udefineret, Olesen (2). Alligevel fortsætter fysioterapilitteraturen med langt overvejende, at akkumulere viden om biologiske/fysiske test og interventioner uden, at forholde sig til, at alle krops- og bevægelses- samt berøringsmæssige interventioner, i klinisk praksis, uanset er biopsykosociale helhedsbegreber og situationer. Det er fagets fundamentale grundlagsproblem - hvorfor det er enden på fysioterapi, apropos David Nicholls hvis vi ikke snart skaber et selvstændigt fysioterapiparadigme der anerkender, indbefatter og udforsker dette.

    God weekend til alle


  • Martin Bruun Josefsen

    Kære Jens Olesen og co,

    Først og fremmest tror jeg ikke du, jeg eller Maurits kommer med den gyldne løsning - især ikke når spørgsmået er på "hvad" (til "hvad"). Sidstnævnte tænker jeg er omdrejningspunktet.
    Er det muskuloskeletale problematikker, lænderygbesvær eller noget helt andet?
    Der er en del forvirring her; over fokusområdet. Og det tror jeg vi er enige i ud fra artiklen/nyheden. Hvad er formået med tiltrædelsen? "Implementering" (af hvad) - fokus områder?

    Måske bæres de overordnede skrifter i præsentationen af generelle betragtninger "ergo- og fysioterapi" i tiltrædelsen; ja - det er "dælme" noget bredt (sagt på jævnt jysk). Så hvem ved om vi snakker om de samme ting her.

    Maurits har en del forskningserfaring på rygområdet; så gad vide om det er omdrejningspunktet for virket - reelt set. Jeg tænker nuanceringerne i artiklen her kunne være skarpere. "Fokusområder" versus "professioner" for professoratet (professioner betyder i sidste ende ikke meget med mindre de gør en forskel for patienter)... Oplægget her handler åbenbart meget om økonomi (til hvad)?

    På rygområdet er Maurits generelt anerkendt som kollegial international kollega / forsker og sparringspartner.
    Men jeg tænker som du Jens Olesen selvfølgelig på de bredere perspektiver.
    Hvad er meningen / formålet; når en kapacitet som Maurits van Tulder træder til i DK.
    Faglig udvikling (af hvad) - vs "professioner" (som ergo- og fysioterapi)... - med hvilket formål set fra patienters synspunkt - og faglige synspunkter.

    PS: Jens Olesen; du kan ikke skrive direkte til Maurits van Tulder her på fysio.dk siden (som din overskrift hentyder til) ;-)

    // BH Martin Josefsen
  • Jens Olesen

    Kære Maurits,
    Vi er er nogle, som ikke helt forstår, hvilket videnskabeligt belæg du har for dine synspunkter om at fysioterapi går en lys fremtid i møde og, at Dave Nicholls, som jeg kender godt, og hans bog er galt afmarcheret, eller måske helt uden belæg? Davids bog er ikke en dommedagsprofeti men et opråb om vi har brug for en ny og selvstændig start med vores helt eget paradigme, som befrier os for de massive grundlagsproblemer vi i dag bærer rundt på - eller rettere har nedarvet og er blevet påtvunget af netop den biomedicinske og naturvidenskabelige diskurs set i et kritisk teori perspektiv.

    Jeanette Præstegaard Dr. Med og fysioterapeut fra Sjælland, hvad siger du til dette?

    Kommer vi to ikke gerne til Aarhus og diskuterer dette med Maurits på universitetet eller på fys skolen eller hospitalet i en panel diskussion med dig Maurits foran alle de der har lyst til at komme, at lytte. Hvad siger du til det? Kunne det ikke være spændende? Så kunne vi sammen undersøge evidensen og teorierne. Måske giver du kaffe?

    De bedste hilsener
    Jens Olesen MEd
    Fysioterapeut
Indsend kommentar