Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi griber ind i mørket og viser dem et spirende håb

Arbejdet med psykisk syge dømte på Slagelse Psykiatrisygehus er meningsfuldt for fysioterapeuterne, men også fysisk og psykisk krævende.
Patienterne på Rasmus Birkeholm Lassens afsnit er indlagt minimum fem år, og hvis en patient ikke kender til fysioterapi og afviser hans tilbud, har han derfor god tid til at lære dem at kende og opbygge en relation. Foto: Carsten Bundgaard

En yngre kvinde går ind ad døren, flankeret af to politibetjente. Få minutter efter går betjentene igen, og kvinden bliver efterladt ved skranken. Hun skal indlægges, og det hele foregår stille og roligt. Hun gør ikke modstand, da hun bliver ført ind.

Det er i det hele taget ro og stilhed, som kendetegner stemningen på Psykiatrisygehuset i Slagelse. De lave et-etages længer fremstår lyse og venlige med ovenlysvinduer og store glaspartier med udsigt til et kuperet anlæg med vilde planter.

Men man skal ikke tage fejl. Bygningerne huser fire lukkede retspsykiatriske afsnit, og trods de lyse og venlige rammer er sikkerheden høj. Der er lås på alle døre, og patienterne bliver visiteret, før de bliver indlagt.

De retspsykiatriske afsnit i Psykiatrisygehuset i Slagelse huser 50 patienter, som har fået en dom på grund af personligfarlig kriminalitet, og som er så psykisk syge, at de er vurderet uegnede til at være i et fængsel. Patienterne har f.eks. begået mord, voldtægter, brandstiftelse og vansiring. De har derfor enten fået en dom til behandling eller anbringelse på ubestemt tid. Nogle skal være her i kort tid, andre i mange år.

De anbragte patienter lider af blandt andet af paranoid skizofreni, mani, depression og andre psykiske sygdomme. Nogle er stærkt psykotiske, alle er medicinerede. Mange har også somatiske sygdomme, der ikke er blevet taget hånd om før. Det er blandt andet her, de to fysioterapeuter kommer ind i billedet.

Fysioterapien gør en forskel

Christopher Mingo og Rasmus Birkeholm Lassen har arbejdet på psykiatrisygehuset i henholdsvis fire og ét år. Christopher Mingo er 37 år og arbejder med 12 patienter på et afsnit med patienter, som er indlagt i kortere tid, fra få dage til et par måneder. Rasmus Birkeholm Lassen er 29 og var nyuddannet, da han kom hertil for et år siden. På hans afsnit er der 14 patienter. Fælles for dem er, at de har udsigt til en langvarig anbringelse – for nogles vedkommende på ubestemt tid.

”Mange ankommer i en håbløs tilstand, især på mit afsnit, hvor de skal være i minimum fem år. Så jeg ser mange triste miner, fordi de føler, at det hele er håbløst, og de ikke kan se sig selv blive raske eller bare bedre. Så er det vores opgave at gå ind og løfte dem,” forklarer han.

Fysioterapeuterne tilbyder fysioterapi i alle udgaver og forsøger at motivere patienterne til så meget fysisk aktivitet, som muligt. Her er terapibassin, indendørs boldbane, fitnessrum og en aflukket gård med græs og løbebane og udsigt til himlen. Her kan man løbe og gå ture, spille bold eller kongespil eller bare trække vejret. Fysioterapeuterne kan også tage patienterne med ud på mountainbike, til tennis eller på fodboldbanen. Formålet er at gøre patienterne i stand til at klare sig selv, når de skal tilbage til deres hverdag.


Billedtekst: Rasmus Birkeholm Lassen og Christopher Mingo arbejder på at gøre patienterne så ressourcestærke, som muligt. Foto: Carsten Bundgaard

Mange er svingdørspatienter og lever på kanten af samfundet og har måske aldrig gået til sport før. Så er det fysioterapeuternes opgave, i samarbejde med patienten, at finde frem til en aktivitet, som patienten vil synes om. Det foregår blandt andet med et retspsykiatrisk screeningsværktøj, der består af en række spørgsmål.

”Vi forsøger at finde noget, som patienterne kan brænde for. Det handler om at lytte og få alle detaljerne med, når patienten fortæller sin historie, også selvom historien kan være hård og trist at høre på. Så må man gribe fat i en detalje, hvor man kan hjælpe,” fortæller Christopher Mingo.

Svært at bede om hjælp

Mange har livstilssygdomme. Nogle misbruger alkohol eller stoffer, ryger og er inaktive, og en del er overvægtige. Her kan fysioterapeuterne også gøre en indsats. Nogle tager voldsomt på i vægt på kort tid, måske fordi de har fået ny medicin, som gør, at de har uhæmmet appetit og ikke kan føle mæthed.

Så må fysioterapeuterne tænke ud af boksen. Måske fortæller de lægen om symptomerne, og kan medicinen ikke ændres, kan de i samarbejde med patienterne aftale, at personalet ikke serverer kage på stuen. På den måde er patienterne nødt til at gå et stykke vej for at hente den. De kan også beslutte at gemme chokoladen væk.

”Det er nogle gange det, der skal til for, at de ikke spiser sig 30 kg til. For det irriterer dem virkelig, hvis de bare bliver tungere og tungere. Så skal de slås med det oveni alle de andre problemer, de har,” forklarer Rasmus Birkeholm Lassen.

Nogle patienter har aldrig mødt en fysioterapeut før og har gået med smerter i årevis, uden at søge behandling. Det kan derfor kræve overvindelse at bede om hjælp, selvom den er tæt på, og arbejdet med at skabe en tillidsfuld relation ligger højt på prioriteringslisten hos fysioterapeuterne.

Rasmus Birkeholm Lassen fortæller, hvordan en patient for nylig kom til ham med smerter i knæet. Patienten havde slidgigt i knæet og havde bidt smerten i sig i årevis. Rasmus Birkeholm Lassen satte en genoptræning i gang, som patienten gennemførte. Bagefter fik fysioterapeuten at vide, at behandlingen havde virket, og at patienten aldrig havde gået mere smertefrit end nu.

”Da tænkte jeg bare, yes! Det er derfor, jeg går ind ad den dør hver dag. Patienten har ikke haft ressourcerne til at søge hjælp, men turde komme til mig, fordi jeg har skabt en relation.”

Selvom de har mod på fysisk træning, kan det ind imellem være op ad bakke at få patienterne aktiveret. Christopher Mingo forsøger at få sine patienter udenfor i dagslyset, gerne en eller to gange om dagen.

”Det er godt for patienterne at få et miljøskifte, for de er jo isolerede indenfor, og det bliver man jo bare mere dårlig af. Så de skal ud så meget som muligt. Men det er ikke altid, de gider. Så forsøger vi at forklare, at man producerer 800 gange mere serotonin bare ved at være udenfor. Lyset i sig selv er jo terapi, så de får et skud lykkehormon bare ved at gå ud,” forklarer han.

Tværfaglig videndeling

Fysioterapeuternes opgave er også at observere og vurdere patienterne. Hver uge mødes alle faggrupper til tværfaglig behandlerkonference, hvor en patient bliver diskuteret, og fysioterapeuter, læger, sygeplejersker, pædagoger, sosu-assistenter og ergoterapeuter giver deres besyv med. Samtidig får fysioterapeuterne brugbar viden fra de andre faggrupper, blandt andet omkring medicinpræparater. Her får de nys om, at en patient er startet på et nyt antipsykotisk eller antidepressivt præparat.

”Det er en uvurderlig viden, for det kan betyde, at de for eksempel ikke kan præstere det samme i fitnessrummet. Vi kan ikke samarbejde med patienterne, hvis vi ikke kender til deres medicin og dens bivirkninger,” understreger Christopher Mingo.

Nogle få patienter har problemer med personlig hygiejne. De kan savle, andre har måske tisset i bukserne, før de kommer til behandling.

”Personhygiejne er ofte ikke deres stærkeste side, og jeg har behandlet mennesker, som havde afføring op af tøjet, mens jeg behandlede. Men det er jeg ikke sart omkring. Skal jeg behandle nakken, så gør jeg det. Jeg kan selvfølgelig godt lugte det, men jeg afbryder ikke behandlingen, for det kan ramme en patient meget hårdt at få sådan en besked. I stedet lægger jeg lige en hånd på skulderen og siger: ”Hør, prøv lige at gå ned og skift dine bukser”. Så de bevarer deres værdighed,” fortæller Ramus Birkeholm Lassen.

Patienterne kan også være meget kontaktsøgende, både mentalt og fysisk, og det kan også stille krav til fysioterapeuternes rummelighed.

”De har ikke været i fysisk kontakt med andre mennesker i lang tid og har ofte heller ikke udsigt til det, så de er i underskud af fysisk berøring. De har hudsult. Men det kan jeg godt være i. Jeg kan godt holde dem i hånden, hvis de søger det.” 

Du må godt ryge

Begge fysioterapeuter mener, at de gør en stor forskel for patienterne. Men det er samtidig en tung patientgruppe, som kræver en robust psyke hos personalet. Terapeuterne har en overfaldsalarm på sig, og bipper den, betyder det, at en situation er eskaleret.

Så skal personalet smide alt, de har i hænderne og løbe hen for at hjælpe. Selvom de to fysioterapeuter er unge og stærke, er fysisk styrke ikke nok til at overmande patienterne. For psykisk syge personer i affekt får superkræfter, forklarer Rasmus Birkeholm Lassen.


Billedtekst: Mange patienter har somatiske sygdomme, som de ikke har søgt hjælp til før. Nogle har dårlige erfaringer med systemet og har ikke haft modet, andre manglede økonomien. Derfor arbejder fysioterapeuterne hele tiden på at opbygge stærke relationer til de indlagte, så patienterne får tillid til dem. Foto: Carsten Bundgaard

Personalet gør, hvad de kan for at minimere risikoen for alarmer. Tasker bliver gennemlyst for at undgå narkotika og spidse genstande, og afdelingerne er indrettet, så patienterne ikke kan få fat i ting, der kan volde skade. Her er ingen keramik, hård plast eller metal. Alligevel kan det gå galt indimellem.

For at undgå fysisk konfrontation, kommer plejepersonalet jævnligt på kurser i forebyggende teknikker. Det handler om at lære at kommunikere med patienterne, så en konfrontation bliver taget i opløbet. Fysioterapeuterne skal også deltage i psykofysisk træning otte gange om året. Her lærer de teknikker til blandt andet at få lagt personer ned på gulvet på den mest skånsomme måde for patienten og personalet.

Personalet arbejder efter mottoet: ‘ingen afvisning uden anledning’. Det går ud på at deskalere situationer, f.eks. ved at forklare patienterne, hvorfor de får et nej, hvis de gerne vil ud og ryge en cigaret, forklarer Rasmus Birkeholm Lassen.

”Det er vigtigt, at vi lægger mærke til, hvordan patienterne reagerer på det, vi siger. Ser vi, at de reagerer negativt, så taler vi med dem og siger f.eks., at det ikke er fordi, vi ikke vil have, at de ryger, men at det skyldes, at der f.eks. er håndværkere i rygegården. Så kan vi tilbyde et alternativ, f.eks. en fysisk aktivitet, nikotintyggegummi, ballstick eller en gåtur. Fordi mange patienter har en paranoid tankegang og tror, at det er fordi, vi har noget magt, som skal udleves.”

Men på trods af sikkerhedsforanstaltningerne sker det, at personalet kommer til skade. Når det sker, samles de involverede til en ‘defusion’, hvor man samler op: Kunne noget være gjort anderledes, og skal der laves en indberetning? Skal der anmeldes for vold? Man kan også komme til en psykolog og få supervision, hvis man har brug for det.

Det er ikke onde mennesker

Rasmus Birkeholm Lassen er efter de første 12 måneder faldet helt på plads i de procedurer, man skal kende, når man begynder at arbejde et nyt sted. Han føler sig ikke utryg, men godt klædt på til at takle de situationer, der måtte opstå.

”Jeg elsker mit job. Jeg kan rigtig godt lide at gå ud ad døren om morgenen og vide, at jeg skal op til patienterne og lave fysioterapi og relationsarbejde. Jeg har jo den kæmpe sidegevinst, at patienterne på mit afsnit er her i lang tid, så jeg har god tid til at opbygge en relation, så de stoler på mig og det, jeg gør med dem, og så de tør komme til mig næste gang, de får en skade," siger han og fortsætter:

"Det er jo mennesker, der har fået nogle rigtig lortekort i livet. Men uanset hvad de har gjort, så ved du, at de er her, fordi de ikke var sig selv. Det er ikke onde mennesker, det er stakkels mennesker, der har gjort noget forkert og taget nogle forkerte beslutninger i en situation, hvor de ikke var sig selv. Det er vores opgave at gribe ind i mørket og vise dem et lille spirende håb. Vise, at der er noget her, som trods alt ikke er kulsort. Det er utroligt meningsfuldt at arbejde med.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar