Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Der skal være nogen, der spørger dig: “Hvordan har du det?”

TEMA // I Christian Karlsens job på et rehabiliteringscenter for flygtninge er det en præmis, at der er fortællinger fra patienter, som han har svært ved at rumme. Derfor benytter han sig af forskellige redskaber, som støtter ham i at håndtere oplevelserne.
“Patienten fortalte mig, at han havde set sin far blive dræbt, likvideret, lige for øjnene af ham. Måden han fortalte det på, mængden af detaljer, var så levende, at jeg blev suget fuldstændigt ind i situationen, og lige pludselig var det som om, at hans smerte blev min. Alt han følte, følte jeg også,” forklarer Christian Karlsen. Foto: Linda Johansen.

Christian Karlsen kunne mærke angsten i det sekund, den unge mand trådte ind ad døren. Hans krop var urolig, blikket flakkede. Christian Karlsen fik patienten, en ung mand på 18-19 år, flygtning fra Iran, til at sætte sig. Den unge mands uro forplantede sig til stolen, der begyndte at bevæge sig fra side til side. Så begyndte den unge mand at tale om en oplevelse i sit hjemland, der havde sat sig som et dybt traume i hans krop.

Det var Christian Karlsens første møde med patienten. Et møde, der skulle afklare, hvilken fysioterapeutisk behandling der skulle sættes i gang. Der stod ikke meget i journalen. Han var derfor ikke forberedt på den fortælling, han blev vidne til.

“Den oplevelse jeg lyttede til havde en voldsomhed, jeg aldrig nogensinde havde mødt før,” fortæller Christian Karlsen.

Suget ind i fortællingen

Christian Karlsen havde kun været ansat ved Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Aalborg i to uger. Alle stedets patienter er traumatiserede flygtninge med diagnosen PTSD, så det var ikke hans første traumepatient.

Oveni det kom Christian Karlsen fra psykiatrien, hvor han i over fem år var vidne til mange voldsomme skæbner, mange tunge, personlige fortællinger. I årevis har han altså dagligt både lyttet til og mærket, hvordan angst, depressioner og traumer manifesterede sig kropsligt hos sine patienter. Men mødet med den unge mand ramte ham på en ny måde. En måde han ikke havde prøvet før. Mere kropslig, som Christian Karlsen forklarer:

“Patienten fortalte mig, at han havde set sin far blive dræbt, likvideret, lige for øjnene af ham. Måden han fortalte det på, mængden af detaljer, var så levende, at jeg blev suget fuldstændigt ind i situationen, og lige pludselig var det som om, at hans smerte blev min. Alt han følte, følte jeg også,” forklarer Christian Karlsen.

Var uforberedt på grusomheden

Sessionen med den unge mand varede godt en time, hvor Christian Karlsen både nåede omkring et sanserum, for at forsøge at nedregulere den unge mand, og ud i en fælles gårdhave, da patienten gerne ville ryge.

“Jeg rykkede rundt. Både fordi jeg forsøgte at få hans krop i ro og fordi, jeg mærkede, at patientens fortælling var gået ufiltreret igennem mig,” forklarer Christian Karlsen.

Fortællingen mødte ikke, som det normalt ville gøre, et professionelt panser undervejs. Det røg igennem og satte sig fast. “Helt ind i hjertekulen,” som Christian Karlsen formulerer det.

Han forklarer, at i arbejdet med den type af patienter, som han både har haft i psykiatrien, og som han i dag har på rehabiliteringscentret, ligger en risikofaktor, nemlig den kropslige spejling i patienten.

“Den resonans, der er fra patienten, kan indvirke i større eller mindre grad på dit nervesystem. Du kan forsøge at opretholde et professionelt nærvær, og det gør vi alle. Men du skal konstant være opmærksom på ikke at blive kompromitteret som menneske,” understreger Christian Karlsen, der bedst forklarer det skete med, at han var uforberedt på, hvor grusom historien var.

“Jeg blev ramt af ondskaben i fortællingen. Samtidig virkede han yngre, end han var. Han lignede et barn. Så jeg tror også, at det var derfor, jeg instinktivt fik større omsorg for ham. Lysten til at lindre hans smerte kom hurtigt og var ret intens,” forklarer Christian Karlsen.

Gik rundt med det alene

Måske så Christian Karlsen lidt underlig ud i ansigtet, da han efter en time sagde farvel til den unge mand. En kollega spurgte i hvert fald, om han var ok. Kort efter kom hans leder også forbi, og allerede dagen efter fik Christian Karlsen ekstraordinær supervision.

“Jeg har arbejdet i kulturer, der ikke tillod et rum, hvor jeg kunne tale om, at jeg havde det skidt med nogle af de sygdomshistorier, jeg også tidligere har lyttet på. Jeg har for ofte fået lov til at gå med ting alene,” fortæller Christian Karlsen, der fremhæver, hvor betydningsfuldt det er for ham, at han i dag arbejder på en arbejdsplads, der organisatorisk og kulturelt passer på ham.

Graenser-Christian-2-main.jpgChristian Karlsen er inspireret af en række åndedrætsøvelser, som han gør fast efter en endt arbejdsdag for at nulstille sig selv og rummet, han er i.

“I mit job er det en præmis, at der er oplevelser med patienter og traumehistorier, du har svært ved at rumme. Pointen er, at jeg ikke får lov til at bære fortællingerne alene,” siger Christian Karlsen, der også siden episoden med den unge mand har været vidne til stærke fysiske og psykiske reaktioner på voldsomme traumefortællinger. Dog sjældent i den kaliber.

“Men det gør hele forskellen, at der for eksempel er nogen, der spørger mig: Hvordan har du det?”, pointerer Christian Karlsen.

Klar rollefordeling

I dag er han også væsentligt mere tryg i den klare rollefordeling, der er stukket ud fra ledelsens side, hvor han i højere grad ser sit job som den, der komplementerer den tværfaglige behandling, herunder psykologernes traumebehandling.

“Psykologerne taler traumerne igennem. Jeg kan så enten arbejde nedregulerende, hvis der er behov for det eller gå videre med traumebehandlingen, f.eks. på en mere aktiverende måde via grænseøvelser eller bevægelser, der sigter mod en formidling af den kropslige energi, patienterne oplever,” fortæller Christian Karlsen, der i dag afgrænser sine patienter, hvis de går alt for dybt ind i at fortælle om deres traumer.

“Det er ikke fordi, de ikke må fortælle. Det skal de, for at jeg kan hjælpe. Men der er situationer, hvor jeg stopper dem og siger: Det er vigtigt, det du fortæller mig, men lad os lige holde fokus i forhold til de konkrete strategier, vi arbejder med lige nu og her, og hvad jeg som fysioterapeut kan hjælpe dig med,” fortæller Christian Karlsen.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer