Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Nu er jeg bevidst om mine grænser

TEMA // Jannie Pedersen har altid betragtet sig selv som rummelig. Men da hun en dag – modvilligt og uden for arbejdstiden – kørte en patient til dyrlægen med patientens syge hund, overskred hun sin egen grænse. Episoden startede et halvt år med symptomer som træthed, kvalme og svigtende hukommelse.
“Omsorgen, empatien og medfølelsen er hele omdrejningspunktet i vores fag. Det ligger i kontrakten: De kommer for at få hjælp. Vi hjælper. Jeg har altid tænkt, at dér, hvor jeg giver den bedste behandling, det er også dér, hvor jeg er allermest nærværende,” siger Jannie Pedersen. Modelfoto Linda Johansen

"Kan du køre mig til dyrlægen? Jeg er bange for, at jeg ikke selv kan styre bilen. Hvad, hvis jeg kører galt? Du er nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvad der er galt med min hund. Hvem skal jeg ellers spørge?” spurgte en desperat patient fysioterapeut Jannie Pedersen, en vinterdag i 2018.

Jannie Pedersen havde været på arbejde hele dagen i klinikken, hvor hun arbejder som selvstændig fysioterapeut. Klokken var 15, og hun havde netop taget imod dagens trettende og sidste patient; en kvinde midt i 60erne, som hun gennem de sidste ti år havde behandlet periodevis, men hvor hun også havde lyttet til personlige fortællinger om misbrug, parforholdsproblemer og ensomhed.

Kvinden fortsatte med at græde, mens alt i Jannie Pedersen strittede.

“Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Men det kan jeg jo ikke,” prøvede hun at sige. Kort tid efter sad Jannie Pedersen, patienten og hunden i patientens bil på vej til dyrlægen. Da fysioterapeuten kom hjem senere, smårystede hun. Rystelserne fortsatte i en uge.

“Der overskred jeg klart mine grænser,” fortæller Jannie Pedersen i dag.

Irriteret på børnene

Ikke lang tid efter, Jannie Pedersen valgte at køre sin patient til dyrlægen, begyndte der at vise sig flere fysiske og psykiske tegn på, at noget ikke var, som det skulle være: Pludselig skulle hun tisse hele tiden. Hun fik småkvalme. Hun havde svært ved at huske, og om aftenen blev hun ramt af en for hende unormal træthed.

Faresignalerne blev rigtigt tydelige, da hun ikke kun mistede overblikket på arbejdet, men så sig selv reagere uhensigtsmæssigt overfor sine to piger på 4 og 6 år.

“Jeg kunne få tanken: ‘Hvornår er du færdig med at snakke til mig, så jeg kan få noget ro?’ hvilket jo er enormt strengt overfor pigerne, og jeg fik også dårlig samvittighed. Men mit overskud var simpelthen væk. Jeg havde ikke mere omsorg tilbage, for det var alt sammen slugt på arbejdet,” fortæller Jannie Pedersen.

Overrasket, da grænsen blev overtrådt

Som fysioterapeut har det altid været essentielt for Jannie Pedersen at yde omsorg. En ting er de faktiske behandlinger, noget andet er det terapeutiske rum. Hun fortæller, at hun altid har opfattet sig selv som ‘hende, der kunne rumme rigtig meget’. Hende, der satte en ære i, og også virkelig godt kunne lide, at lytte til sine patienter.

“Omsorgen, empatien og medfølelsen er hele omdrejningspunktet i vores fag. Det ligger i kontrakten: De kommer for at få hjælp. Vi hjælper. Jeg har altid tænkt, at dér, hvor jeg giver den bedste behandling, det er også dér, hvor jeg er allermest nærværende,” siger Jannie Pedersen.

Med lige præcis den kvindelige patient, som hun havde haft i årevis og som var brudt sammen op til flere gange under deres sessioner, var hun dog særligt opmærksom på sine professionelle grænser. Netop fordi de konstant blev udfordret. Derfor var hun også selv overrasket, da hun pludselig gjorde noget, hun ikke havde gjort før.

“Jeg fik ondt af hende, for jeg kunne ikke sige til hende, at hun måtte bede et familiemedlem om at køre for sig. Jeg vidste jo, at hun intet netværk havde. Samtidig insisterede hun virkelig. Det var meget intenst.

Noget i mig tænkte også, at jeg ville være et dårligt menneske, hvis jeg ikke hjalp hende,” forklarer Jannie Pedersen.

Kollegaer hjalp

Hun talte den konkrete episode igennem med sin mand og ikke mindst kollegerne på klinikken. Alle havde forståelse for, hvorfor Jannie Pedersen havde hjulpet patienten, og hvorfor hun fik det dårligt bagefter.

Kollegerne var dog også enige i, at hun klart havde overskredet en grænse.

“Det hjalp at tale det igennem. Jeg følte mig knap så forvirret, og jeg slap også af med noget af den skam, jeg havde, ved at have overskredet min professionelle grænse,” fortæller Jannie Pedersen.

Episoden faldt til ro i hende efter et par uger. Men så startede et lille halvt år med alt for lidt overskud. Indtil hun en dag stoppede op og sagde: Nu bliver jeg nødt til at gøre noget for at passe på mig selv.

Insisterer på pauser

I dag, tre år senere, behandler hun jævnligt den kvindelige patient. Dog med en langt større bevidsthed om, hvor hendes personlige grænser går. Hun prioriterer også sin alenetid. Det er svært, fordi der næsten altid er nogen i huset, når hun kommer hjem. Men i dag fortæller hun sig selv, at det er ok at sige det højt: “Nu går jeg i drivhuset. Jeg har brug for ro.”

Graenser-Jannie-2-main.jpg

“Så sidder jeg der. Måske lytter jeg til en podcast, måske læser jeg, måske hækler jeg. Pointen er, at jeg lige får en stund for mig selv, hvor jeg kan lade op,” fortæller Jannie Pedersen, der gør det samme på arbejdet.

“Jeg har mange patienter på en dag. 12-15 er ikke usædvanligt, så jeg render tit fra den ene til den anden. Men jeg øver mig i at insistere på pauserne mellem dem. I dag ved jeg, hvor væsentligt det er at trække vejret, uden at skulle noget,” siger Jannie Pedersen.

Grænser er individuelle

Hun tænker ind i mellem på, hvorfor episoden med den kvindelige patient og turen til dyrlægen adskiller sig fra andre episoder. For hun har haft mange patienter, hvor hun har skullet lytte og rumme voldsomme, personlige fortællinger. Køreturen til dyrlægen er heller ikke den eneste gang, hun har ‘gjort noget’ for en patient. Der har været andre episoder; som dengang hun forærede en patient en spand spirende kartofler til udplantning.

“Det betød meget for patienten, og hun fik meget glæde af at gå og passe kartoffelplanterne i ugerne efter,” forklarer Jannie Pedersen, der på intet tidspunkt har tænkt, at dén episode overskred hendes professionelle grænse.

“Tværtimod gav den mig energi. Jeg tror, det er fordi, jeg selv havde styringen. Jeg bestemte, og der var intet pres. Jeg blev kun glad. Det fortæller mig også, at det er meget individuelt, hvor ens grænser er,” siger Jannie Pedersen.

En maske ad gangen

Men hvad gør Jannie Pedersen, hvis hun mærker, at hendes grænser bliver udfordret igen? For hun understreger, at det halve år, symptomerne var på sit højeste, på ingen måde er en situation, hun ønsker at stå i igen.

“I dag kender jeg til den fysiske konsekvens af at overskride mine grænser, og det er ikke prisen værd. Så jeg øver mig i at rumme mine patienters livsfortællinger, men jeg øver mig også i at hjælpe dem til selv at rumme det.”

Og så er hun bevidst om de bittesmå faresignaler, der melder sig, når det er tid til, at hun skal trække i bremsen.

“Halsbrand plejer at være en indikator. Og nem-id-finten: Hvis jeg kan huske alle seks cifre uden at kigge på kortet mere end én gang, så ved jeg, at jeg er ok,” griner Jannie Pedersen.

“Og hvis ikke, så sætter jeg mig i drivhuset. Med høretelefoner. Og så er det ellers bare en maske ad gangen.”

Del eller udskriv siden
0 kommentarer