Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Det er simpelthen godt købmandskab"

Hanne Søe er 53 år og arbejder ved 'Træning og Visitation' i Holstebro Kommune.<br/>
Foto: Claus Sjödin

Hvad laver du?

Jeg er sagsbehandler for ansøgninger om arm og benproteser fra borgere, der er blevet amputeret, og jeg har både ansvaret for bevilling af proteser og for genoptræning af de amputerede. Det er ret unikt i Danmark, at det er den samme person, der både bevilger proteser og genoptræner amputerede i brugen af dem. Jeg følger patienten hele vejen fra sygehuset til en tilværelse, hvor protesen bliver en fast del af patientens daglige tilværelse.

Hvorfor er det unikt, at det er den samme person?

Det er nok fordi, der i de fleste andre kommuner er en skarp adskillelse mellem dem, der bevilger og dem, der træner. Her er vi en og samme afdeling, og det er en stor fordel. Fordi jeg også står for træningen, får jeg en masse praktiske erfaringer, der kan give mig et bedre grundlag at visitere på og diskutere med bandagisterne ud fra. Det er simpelthen godt købmandskab at det er den samme person, der visiterer og træner. Sidste år havde jeg to patienter, der var amputeret gennem hofteleddet. Den ene havde ikke brugt protese i 20 år, fordi han syntes, det var for besværligt. Men proteserne er jo blevet meget bedre, og nu ønskede han at prøve igen. En protese med tre led koster op imod 400.000 kroner, så min besked til ham lød, at hvis jeg skulle sige ja til dét, skulle han også sige ja til at indgå i et forløb med træning sammen med mig. Der er desværre proteser, der ender i skabet, men i de syv år, jeg har arbejdet med området, har jeg kun oplevet det 2-3 gange, og så har det været på grund af hudproblemer og vaskulære smerter.

Er det ikke almindeligt, at fysioterapeuter sidder med sagsbehandlingen ifm. kropsbårne hjælpemidler?

Overhovedet ikke. Ofte er det HK-uddannede. De kan kun sammenligne på prisniveau, hvor jeg kan sammenligne på funktionsniveau. Som fysioterapeut er jeg fagligt godt rustet til at lave en grundig undersøgelse, der både inddrager kropsfunktion: kraft, bevægelighed og postural kontrol, samt en redegørelse for patientens livssituation, mål, behov og ressourcer.

Hvordan kom du selv til at arbejde med sagsbehandling?

Det var et tilfælde. Jeg var ansat i kommunen som klinisk underviser, da kommunen overtog amputationsområdet fra amtet, og fordi jeg havde et hul i kalenderen mellem to hold studerende, blev jeg bedt om at lave oplæg til en stillingsbeskrivelse. Og så syntes jeg simpelthen, at stillingen lød så spændende, at jeg søgte den selv. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg synes, at det er rart at have nogle arbejdsopgaver, hvor jeg kun skal bruge hovedet, og jeg ville ønske, at mine kolleger fik øjnene op for, hvor spændende den her del af faget er. Jeg har tit hørt folk sige, at de hellere vil ”ud i praksis”, men det her er jo praksis!

Hvordan er det at sidde på pengekassen?

Udfordrende. Du kan ikke bare vælge den billigste protese, for det ville svare til, at hele Holstebro skulle køre rundt på cykler uden gear. Men der er også grænser. Selvom alle gerne vil have en Ferrari kan nogle fungere godt med en Berlingo, fordi brugeren skal kunne udnytte de muligheder, en dyr protese giver. En borger, for hvem det gælder om at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, vil selvfølgelig have behov for en mere avanceret protese end en mindre aktiv, ældre borger, hvor det handler om at mestre almindelige daglige færdigheder. Det er ikke sjovt at give et afslag, men den løsning, der følger efter et afslag, kan være meget dyrere. For eksempel kan det ende med, at borgeren får bevilget en bil og en transportabel lift, hvis jeg kan se, at det aldrig kan komme til at lykkes med en protese. Jeg kan også have en cancerpatient, der ikke har lang tid igen, hvor vi bliver enige om, at hendes sidste tid ikke skal bruges til at træne med en protese.

Hvad er det bedste ved dit job?

At jeg er så god til det, fordi jeg som fysioterapeut har de relevante, faglige kompetencer. Jeg føler mig i den grad klædt på til det, jeg laver, samtidig med, at jeg hele tiden bliver endnu bedre, fordi jeg dygtiggør mig og får mere erfaringer med proteserne via træningen.

Hvad er det værste?

Hvis en protese er 150.000 kroner dyrere end en anden protese, er den så også nødvendigvis 150.000 kroner bedre? Jeg synes ikke, jeg kan sige, at noget er ”det værste”, men det er en udfordring at skulle tage stilling til den slags spørgsmål. Men der et enormt spændende, og jeg kan ikke forestille mig nogen, der vil være bedre til det end fysioterapeuter. Egentlig er det det, jeg gerne vil sige til mine kolleger: I skulle tage at prøve det!

Del eller udskriv siden
0 kommentarer