Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

”Det er fuldstændig tosset”

Fysioterapeut Torben Fihl har været tilknyttet Lægehuset Bøvlingbjerg i 7 år. Han forstår ikke, at ideen ikke har bredt sig mere.
"Det er jo ikke mere indviklet end at ansætte en sygeplejerske", mener fysioterapeut Torben Fihl, der har været tilknyttet lægehuset i syv år.

Spørger man fysioterapeut Torben Fihl, hvorfor der ikke er flere fysioterapeuter tilknyttet lægepraksis i områder med lægemangel, får man i første omgang det svar, at det er et godt spørgsmål.

Torben Fihl har nemlig i hele syv år været tilknyttet lægehuset i Bøvlingbjerg og er et omvandrende bevis på, at fysioterapeuter kan afhjælpe den lægemangel, der er i visse egne af landet.

I lægehuset i Bøvlingbjerg var der engang tre læger. Men det er længe siden, og de to læger, der er der nu, har så susende travlt, at ikke-akutte patienter må vente i op til fire uger.

Til gengæld kommer man til med det samme, hvis man henvender sig med gener fra bevægeapparatet. Vel at mærke hvis man ikke insisterer på at blive set af en læge.

Torben Fihl er i lægehuset i en time hver dag, og selvom en af lægerne er blevet skiftet ud, siden fysioterapeuten kom til i 2009, er der ingen, der har ønsket at lave om på en ordning, der fungerer til alles bedste.

Bor i samme hus

I 2013 flyttede FysioDanmark Bøvlingbjerg, der er ejet af Torben Fihl, sammen med Lægehuset Bøvlingbjerg i et nybygget sundhedshus. Hvor Torben Fihl før skulle gå et par hundrede meter mellem sine to arbejdspladser går han derfor i dag kun 20 meter, men ellers er der ikke meget, der har ændret sig på de syv år.

Ikke andet end at arbejdet i lægehuset et eller andet sted undervejs er blevet en del af Torben Fihls hverdag og en arbejdsopgave på linje med andre.

”Men jeg synes stadig, at det er en rigtig spændende arbejdsopgave”, understreger han.

Torben Fihl undersøger, diagnosticerer og vejleder patienterne, og skal de have fysioterapi, får de en henvisning – nøjagtig som hvis konsultationen havde foregået hos en læge.

”Jeg har indimellem hørt kommentarer fra andre fysioterapeuter om, at det er smart, at jeg sådan kan henvise til mig selv, men jeg gør faktisk meget ud af over for patienterne at understrege, at de kan gå, hvorhen de vil med henvisningen. Men der er 18 kilometer til den nærmeste anden fysioterapiklinik, så selvfølgelig er der mange patienter, der vælger den, der ligger tættest på. Det er logisk”.

Fuldstændig tosset

Torben Fihl har i årenes løb forsøgt at afsætte sig selv til andre lægehuse, men hidtil uden held. Og selv om han med egne ord synes, at det er ”fuldstændig tosset”, at ideen ikke har spredt sig, har han alligevel et bud på hvorfor.

”De praktiserende læger har simpelthen så travlt, at de ikke kan overskue tanken om at skulle sætte noget nyt i gang og tage tid ud til indkøring. Mange er enten på vej på pension, eller også har de lige overtaget deres praksis og er ved at drukne i patienter. De skal have en hel lavpraktisk model for, hvordan det kan foregå, så de kan se, at det jo ikke er mere indviklet end at ansætte en sygeplejerske”.



Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar