Er jeg fagligt set klædt godt nok på?
Jeg blev færdig som fysioterapeut den 29. januar og glæder mig til at komme ud og gøre en forskel for patienterne. Men når jeg om lidt skal stå med min første rigtige patient, er det trekvart år siden, jeg sidst havde en patient mellem hænderne. Det var, da jeg afsluttede min sidste praktik i juni sidste år. Det er alt for længe siden.
På fysioterapeutuddannelsen har vi i alt cirka 27 ugers praktik, eller cirka seks måneder ud af 3,5 år. Vi lærer utrolig meget på kort tid og får en god og bred teoretisk viden. Bagefter kommer vi ud i et erhverv, som dækker et hav af specialer lige fra lungefysioterapi over pædiatri og geriatri til psykiatri.
For lidt praktik
Men fysioterapi er et håndværk, og jeg mener, at vi som studerende kommer alt for lidt ud i praktik. Jeg var selv uddannet elektriker, da jeg startede på fysioterapeutuddannelsen og har derfor erfaring med en uddannelse, som er skruet omvendt sammen. Som elektrikerlærling er du et år på skolebænken og tre år i lære. Dermed er man godt forberedt på det øjeblik, man skal begynde i sit første job, for reelt set fortsætter man bare sit arbejde.
Jeg er klar over, at fysioterapeuter har et højere akademisk niveau, men for mig er det stadig et håndværk. Som nyuddannet fysioterapeut har du fået en bred teoretisk grunduddannelse, men meget lidt praktisk erfaring. Derfor føles det nervepirrende at skulle starte i et job, hvor man måske har 12 patienter igennem på en dag, hvoraf nogle skal førstegangsundersøges. For er jeg fagligt set klædt godt nok på? Det ved jeg først, når jeg står midt i det. Mine kommende patienter har ret til at forvente en lige så kompetent behandling og udredning fra mig, som fra mine erfarne kolleger.
Turnusordning kan lette overgang til arbejdsmarkedet
Derfor vil jeg foreslå, at man forlænger fysioterapeutuddannelsen med et halvt år. I Norge og Holland varer uddannelsen fire år, og i Norge har man en turnusordning på et halvt år, som letter overgangen til arbejdsmarkedet. Denne tilgang synes jeg personligt kunne være en god løsning på at opkvalificere den nyuddannede fysioterapeut.
Lad os benytte os af, at vi har nogle sindssygt dygtige fysioterapeuter med 30 og 40 års erfaring, som måske er på vej på pension. Kunne man sætte os nyuddannede sammen med "de gamle"? Vi kan lære af deres erfaring, og de kan få indsigt i den nye viden, vi har fået på skolerne. Lad os udnytte de ressourcer, vi allerede har.
Vi kan bygge bro mellem de gamle og de nye erfaringer, og vi nye i faget vil blive klædt meget bedre på til at stå på egne ben. Det ville gøre os nyuddannede mere trygge, robuste og sikre, og det vil øge kvaliteten af faget og behandlingen til gavn for patienterne i sidste ende.