Livslang læring skal faciliteres, struktureres og belønnes
Hvad diskuterer vi?
- Fysioterapeuter bruger tid og penge på at videreuddanne sig. Men ofte mangler den røde tråd, når der skal vælges faglig linje.
- Fysioterapeuter bør målrette deres efteruddannelse, så flere bliver specialiserede, til gavn for professionen.
Da jeg for 15 år siden startede på fysioterapeutuddannelsen i Odense, var det med ambitionen om at tilegne mig kompetencer for at kunne hjælpe mennesker og give dem en bedre livskvalitet. Mit fokus var fagligheden. Hvordan kunne jeg blive en dygtig fysioterapeut og bedst stille mine fagkundskaber til rådighed for et andet menneske? Mange fysioterapeuter er ligesom mig drevet af ønsket om at gøre en forskel for andre.
Kontinuerlig og livslang læring er en vigtig del af denne proces, dels for at bygge ovenpå grunduddannelsen, dels for at kunne begå sig i en kompleks klinisk hverdag i arbejdet med mennesker og en professionsudvikling, hvor fokus på evidens og videnskabelighed vinder frem.
Min opfattelse er dog, at det er tilfældigt, hvilken efteruddannelse vi bruger vores kræfter på. Men er det bedst for fagligheden? Det er en styrke, at vi udvikler os forskelligt inden for undersøgelse og behandling, men sker det på bekostning af manglende anerkendelse i samfundet, og er det årsagen til fysioterapiens indplacering i det danske sundhedsvæsen?
Specialistordningen blev etableret med formålet at løfte kvaliteten i professionen og blev for 3 år siden kraftigt justeret og kvalitetssikret ved hjælp af Dansk Selskab for Fysioterapi. Men en titel som certificeret kliniker eller specialist indenfor et af de 10 specialer har aktuelt primært en symbolsk værdi uden mærkbar anerkendelse eller systematisk lønændring.
Spørgsmålet er, om det ændrer sig, før ordningen kan tilgås af alle fysioterapeuter, uanset medlemskab af fagforeningen, og før ordningen giver en beskyttet titel gennem Sundhedsstyrelsen. Dette skal sikre, at kompetencerne kan formidles åbent til samarbejdspartnere, sikre en formaliseret lønstigning og skabe større autonomi som f.eks. retten til udskrivning af medicin, henvisning til scanning og at sygemelde og injicere.
Uanset, om målet er at blive specialist, er det vigtigt, at den enkelte fysioterapeut tager sin egen efteruddannelse alvorligt. Livslang læring skal faciliteres og struktureres, så dygtiggørelsen sker inden for et afgrænset område. Her vil jeg pege på værktøjerne PDP (Professional Develop Plan) og LNA (Learning Needs Analysis), som er gratis pædagogiske redskaber, der hjælper til at strukturere og tænke strategisk, når man skal tage uddannelsesvalg.
Tilgangen indbyder til en kritisk refleksion, hvor man spørger sig selv, inden man f.eks. tilmelder sig et kursus eller en konference: Hvad skal jeg bruge dette til i det lange løb? Hvordan understøtter det mit læringsmål? Denne selvrefleksion er vigtig for at udvikle sig fagligt. Jeg vil opfordre til, at man lader sig inspirere af disse værktøjer.
Dansk Selskab for Fysioterapi kan sammen med de faglige selskaber skabe rammerne for målrettet livslang læring. Men udviklingen bør gribes i et tæt samarbejde med Danske Fysioterapeuter for at facilitere en synergi af faglig udvikling og den fagpolitiske dagsorden. Bør foreningen f.eks. afsætte midler til økonomisk tilskud til kurser og konferencer for medlemmer?
Disse og mange andre spørgsmål håber jeg, vi kan drøfte, så specialiseringsordningen kan blive løftestang for de fagpolitiske indsatser, for foreningen og dermed de mange kompetente fysioterapeuter, der knokler for at styrke fagligheden.