Diagnosis of acute groin injuries in athletes

Afhandlingen søger at optimere viden omkring elementer relateret til diagnosticering af akutte lyskeskader ved hjælp af standardiserede kliniske og billeddiagnostiske undersøgelsesmetoder.

Afhandlingen: Diagnosis of acute groin injuries in athletes

Kontakt Andreas Serner

Andreas Serner på Fag og Forsknings ph.d.-liste

Resumé af Andreas Serner

Baggrund

Akutte lyskeskader er en af de mest hyppigste skadestyper i sportsgrene med hurtige retningsskift. Forskning af akutte lyskeskader er tilgengæld næsten ikke-eksisterende. Anatomien i lyskeregionen er generelt betragtet som kompleks, men nyere antomiske studier har givet større indsigt i muskelsene strukturers forløb og forbindelser i regionen. Undersøgelse af akutte lyskeskaders anatomiske lokalisationer kan gøre klinikere bedre til at diagnosticere disse skader. En større forståelse af variationen af typer af lyskeskader kan desuden være med til at forbedre forebyggelse og behandling af disse skader.

Formål

Formålet med denne afhandling er af optimere viden omkring elementer relateret til diagnosticering af akutte lyskeskader ved hjælp af standardiserede kliniske og billeddiagnostiske undersøgelsesmetoder.

Metode

Afhandlingen består af fem studier. Disse studier har sammenlignelige inklusionskriterier, men forskellige fokusområder. I alle studier inkluderede vi kun idrætsudøvere med akutte lyskeskader, der blev undersøgt inden en uge efter skadestidspunktet. I det første studie standardiserede vi registreringen af de kliniske diagnoser samt skanningsresultater fra ultralyds- og MR-undersøgelser, der blev udført af henholdsvis idrætsmedicinske læger og radiologer på et idrætmedicinsk hospital. I det andet studie udarbejdede vi en standardiseret MR scoringsprotokol, som blev testet for både intra- og inter-rater reproducerbarhed mellem to radiologer, der ikke havde kendskab til klinisk information. I det tredje studie tilføjede vi en standardiseret klinisk undersøgelse udført af en fysioterapeut. Vi sammenlignede derefter de specifikke undersøgelsestests med de standardiserede MR scoringsresultater. Vi analyserede de individuelle undersøgelsestests’ evne til at forudsige, om MR scoringen var negativ eller posititv, dvs. om radiologen rapporterede en skade i den muskelgruppe undersøgelsetesten testede. Derudover blev nøjagtigheden af undersøgelsestestene analyseret i forhold til den skadeslokalisation, som blev rapporteret fra MR undersøgelsen. I det fjerde studie brugte vi den standardiserede MR scoring til at give et mere detaljeret indblik i forskellige skadesvariationer i hofteadduktorerne, og i det femte studie gjorde vi det samme for skaderne i hoftefleksorerne.

Resultater

De hyppigste skadesituationer var spark, retningsskift, strækbevægelser, og løb eller sprint. Størstedelen af skaderne i de forskellige typer fodbold skete under spark, og i andre sportsgrene hyppigst ved retninsgskift. I mere end 20% af spillere med en akut lyskeskade kunne der ikke ses nogen akut skade på de billeddiagnostiske undersøgelser. Den standardiserede MR scoringsprotokol viste god intra- og inter-rater reproducerbarhed, med både kappa og ICC værdier generelt over 0.8. Af de rapporterede skader var der ingen signifikant forskel i distributionen af skadelokalisationer imellem de forskellige undersøgelsesmetoder.

Skader i hofteadduktorerne var hyppigste og udgjorde omkring to tredjedele af alle de akutte lyskeskader. Adduktor longus var den oftest skadede muskel og vi kunne se tre karakteristiske skadeslokalisationer i musklen: den proximale tilhæftning, den anteriore muskelseneovergang af den intramuskulære proximal sene, og den proximale del af den distale senes muskelseneovergang. Akutte skader i hoftefleksormusklerne udgjorde omkring en tredjedel af de akutte lyskeskader. Proximale rectus femoris skader var de hyppigste hofteflexorskader. Disse skader involverede ofte skade af selve senen, primært af den indirekte sene, både ved tilhæftningen og af dens intramuskulære forløb. Iliopsoas-skader kan inddeles i iliacus og psoas major skader. Heraf var iliacusskader de hyppigste. Disse skader skete oftest ved muskelseneovergangen. Skader af abdominalmusklerne var sjældent set på MR scanningerne.

Klinisk diagnosticerede skader i adduktorerne blev ofte bekræftet i de billeddiagnostiske scanninger. Specifikke undersøgelsestests for adduktorerne kunne med omkring 80% sandsynlighed forudsige en akut adduktorskade på MR scanningen. Disse tests kunne også give over 90% sandsynlighed for en korrekt lokalisation. Når iliopsoas, rectus femoris, og sartoriusskader blev klinisk diagnosticeret, blev der ofte fundet en skade i en anden muskel på billeddiagnostikken end den der blev diagnosticeret klinisk. De kliniske hoftefleksortests var dårlige til at forudsige en akut skade i hofteflekxorene på MR-scanningen, og var ikke nøjagtige i forhold til de individuelle muskelskader på MR, da de kun havde PPV-værdier omkring 50%.

Konklusion

Denne afhandling giver et detaljeret overblik over akutte lyskeskader i idrætsudøvere. Vi har præsenteret oversigter over de hyppigste skadessituationer overordnet, i forhold til type af sportsgren og for individuelle muskelskader. Vi har introduceret en standardiseret MR scoringsprotokol for akutte lyskeskader, som viste god reproducerbarhed. Radiologer kan derfor bruge denne protokol til at give en mere detaljeret rapportering, som klinikere kan have tillid til. Vi har præsenteret oversigter over muskelskadeslokalisationer, hvor vi viser, at adduktorskader udgør omkring to tredjedele af alle lyskeskader og hoftefleksorskader omkring en tredjedel. Vi har også kategoriseret karakteristiske skader i disse muskler, som potentielt er relateret til forskelle i prognose. Vi sammnelignede desuden de standardiserede kliniske undersøgelstests med MR-resultaterne. Dette kan hjælpe klinikere med at vurdere sandsynligheden for et positivt eller negativt MR-resultat samt vurdere sandsynligheden for en nøjagtig diagnose.

Del eller udskriv artiklen