Load magnitude in exercise-based treatment of Patellar tendinopathy

Formålet med ph.d.-afhandlingen var at undersøge den kliniske effekt (smertesymptomer), senestruktur og funktion ved forskellige belastningsstørrelser under træningsbaseret behandling af patellar tendinopati.

Læs afhandligen

Kontakt Anne-Sofie Agergaard

Dansk resumé

Under bevægelse er kroppens sener bindeleddet i kraftoverførslen fra muskel til knogle. Senerne er derfor designet til at kunne modstår stor kraftpåvirkning. Alligevel kan gentagne belastninger føre til overbelastningsskader af senerne, såsom tendinopati. Disse skader udgør 30-50% af alle sports relaterede skader.

Tendinopati er karakteriseret ved; smerte under aktivitet, lokal ømhed ved palpation, hævelse og nedsat ydeevne. Skaderne udgør et alvorligt klinisk problem, idet det kan begrænse deltagelse i fysisk aktivitet i måneder, endda år for den berørte person.

Listen over aktuelle tilgængelige behandlingsmetoder til tendinopati er omfattende, men den optimale behandling er fortsat ukendt. Behandling med forskellige træningsformer er blevet den typiske behandlingsstrategi. Dog er den optimale træningsdosis ift. sæt og repetitioner, træningshyppighed og belastningsstørrelse fortsat ukendt, specielt i relation til det langsigtede resultat. En øget forståelse af hvordan senens strukturelle forhold, mekaniske egenskaber og den kliniske effekt adaptere til forskellige grader af belastning kan på sigt medvirke til at optimere behandlingen af tendinopati.

Formålet med denne afhandling var derfor at undersøge den kliniske effekt (smertesymptomer), senestruktur og funktion ved forskellige belastningsstørrelser under træningsbaseret behandling af patellar tendinopati.

For at undersøge dette gennemførte vi et randomiseret klinisk studie på en population af idrætsaktive mænd med kronisk patellar tendinopati. Gennem studiet testede vi hypotesen at 12 ugers genoptræning med højbelastning (90% af 1RM) ville være mere effektiv end genoptræning  med moderat belastning (55% af 1RM), når træningsvolumen var den samme over interventionsperioden. Både den kortsigtede (12 uger) og den langsigtede (52 ugers) effekt af de forskellige belastningsgrader blev undersøgt. Yderligere, undersøgte vi reproducerbarheden af MRI ultra-kort tid til ekko (UTE) -billeddannelse med T2* analyse anvendt på tendinopatiske sener. Vores antagelse var at metoden kunne bruges som en ikke invasiv markør til at måle tidligere forandringer i senen på materiale niveau.

I modsætning til vores oprindelige hypotese, viste det overordnede resultat, at træning med tung belastning (90% af 1RM) ikke var bedre end træning med moderat belastning (55% af 1RM) i forhold til kliniske effekt, senestruktur og funktion. Der var en klinisk effekt for begge behandlingstilgange (moderat og høj belastningsgrad) på kort sigt (12 ugers opfølgning). Forbedringen fortsatte helt op til et års opfølgning, men nåede ikke et niveau svarende til symptomfrie sener.

Derimod var der ingen effekt på senens mekaniske, materielle eller morfologiske egenskaber efter træning med hverken moderat eller høj belastning. Endelig blev det vist at MR UTE-billeddannelse med T2* analyse er en reproducerbar metode til undersøgelse af kroniske tendinopatiske patellar sener.

Vi kan konkludere at den kliniske effekt (smertesymptomer), senestruktur og funktion ikke var bedre efter træning med tung belastning end med moderat belastning, når det samlede træningsvolumen var ens. Dette indikerer at belastningsregimet kan vælges frit. Begge programmer medførte kliniske forbedringer helt op til et år, men uden at nå et niveau svarende til symptomfrie sener. Derimod var der ingen effekt af træning på kort sigt for de mekaniske, morfologiske eller materielle senegenskaber uafhængigt af belastningsgraden.

Endelig blev MR UTE-T2* metoden vist at være en reproducerbar metode til undersøgelse af patellar sener med kronisk tendinopati. I hvilken grad metoden kan anvendes til at detektere materiale forandring i senen og ændringer deraf kræver yderligere undersøgelse.

Fremtidig forskning er nødvendig for at klarlægge årsagen til at deltagerne ikke bliver raske efter et år og at de mekaniske, morfologiske og materielle sene egenskaber ikke påvirkes af træning. Derudover er det stadig uklart, i hvilket omfang andre faktorer, såsom restitutionstid mellem sessioner, påvirker det kliniske, strukturelle og funktionelle resultat.

Del eller udskriv siden