Neuromuscular function in patients with Subacromial Impingement Syndrome

Denne afhandlings overordnede formål er at opnå viden om den neuromuskulære funktion i de skapula stabiliserende muskler hos en general population af patienter med SIS med henblik på at forstå potentielle mekanismer bag en dysfunktion. Camilla Marie Larsens ph.d.-afhandling fra 2013 (afhandlingen er på engelsk).



Læs afhandlingen
Kontakt Camilla Marie Larsen
Camilla Marie Larsen på Fag og Forsknings ph.d.-liste

Der er siden afhandlingens udarbejdelse sket en opdatering af artikel 3 ” Measurement properties of existing clinical assessment methods of scapular positioning and function. A systematic review ” (se nedenstående reference), hvilket betyder at der er fremtræder et par talmæssige forskelle bl.a. i antal fundne artikler, hvilket dog ikke ændrer ved studiets overordnede fund og studiets konklusion.

Measurement properties of existing clinical assessment methods of  scapular positioning and function. A systematic review Larsen CM, Juul-Kristensen B, Lund H, Søgaard K. Physiother Theory Pract. 2014 Mar 28. [Epub ahead of print]

Resumé af Camilla Marie Larsen

Subacromial Impingement Syndrom (SIS), som er karakteriseret ved både skuldersmerte og funktionsnedsættelse, er en af de hyppigst rapporterede skulderlidelser i primærsektoren. SIS relateres ofte til en ubalance mellem de skapula-stabiliserende muskler. Indenfor udvalgte specielle populationer med SIS har man under standardiserede bevægelsestests fundet en uhensigtsmæssig neuromuskulær aktivering, der giver en ubalance i aktiviteten mellem de skapula-stabiliserende muskler.

En sådan ubalance i aktiveringen af de stabiliserende muskler omkring skapula kan også skyldes en nedsat evne til selektivt at kunne aktivere indenfor specifikke dele af musklerne, f.eks. i trapezius musklen, og dette vil påvirke den motoriske kontrol.

Neuromuskulær kontrol og koordination af musklerne omkring skapula anses derfor for at være primære faktorer for skapulas kinematik, når skulderleddet belastes ved armbevægelser. Med udgangspunkt i denne teoretiske ramme, vil det være relevant at undersøge evidensen for muskulær ubalance og reduceret motorisk kontrol hos SIS patienter sammenlignet med kontroller. Begge faktorer kan være medvirkende faktorer til klinisk identificerbare ændringer i skapulas kinematik hos f.eks. SIS patienter.

Litteraturen omhandlende skapulas kinematik og SIS patienter afslører, at der anvendes mange forskellige kliniske målemetoder til vurdering af skapulas position og bevægelse, og der er ikke enighed om relationen mellem muskulær ubalance, skapulas position og bevægelse og skulder smerte. Dette kan skyldes manglende viden om og utilstrækkelige klinimetriske egenskaber ved målemetoderne samt manglende standardiserede kriterier til klinisk at vurdere dysfunktion af skapulas kinematik for disse målemetoder. Der har imidlertid manglet et overblik, dels over alle de forskellige kliniske målemetoder, der er tilgængelige for at evaluere skapulas position og bevægelse, dels at vurdere de klinimetriske egenskaber af metoderne og kvaliteten af de studier, der har undersøgt de klinimetriske egenskaber for sådanne målemetoder.

Denne afhandlings overordnede formål er derfor at opnå viden om den neuromuskulære funktion i de skapula stabiliserende muskler hos en general population af patienter med SIS med henblik på at forstå potentielle mekanismer bag en dysfunktion. Endvidere at vurdere mulighederne for en klinisk evaluering af skapulas kinematik ved systematisk at kortlægge mulige metoder og metodernes klinimetriske egenskaber. Disse aspekter anses for at være vigtige i forhold til optimering af behandling og forbedring af de kliniske retningslinjer indenfor skulderområdet.

I det første studie blev den skapulære muskelaktivitet målt under en voluntær armbevægelsestest i en generel population bestående af 16 patienter med SIS og 15 raske kontrolpersoner. Der var en generel tendens til højere muskelaktivitet hos SIS patienterne, men der blev ikke fundet signifikante forskelle mellem de to grupper, hverken for aktiverings niveau, aktiverings ratio eller det relative aktiveringstidspunkt for de forskellige muskler og muskeldele.

I det andet studie blev evnen til selektiv aktivering af de individuelle skapulære muskeldele undersøgt hos 15 patienter med SIS under en session med og uden visuel biofeedback, sammenlignet med denne evne hos 15 raske kontroller. Med udgangspunkt i præ-definerede kriterier for selektiv aktivering, hvor en given muskel aktivering skulle være over 12% af den maksimale aktivering, og i øvrige muskeldele under 1.5%, eller at muskelaktiviteten for de enkelte muskeldele udgjorde 95% eller derover af den totale muskelaktivering, viste resultaterne at signifikant færre patienter med SIS i forhold til kontrolpersonerne opnåede selektiv aktivering af individuelle skapulære muskeldele, når de ikke modtog visuel biofeedback af muskelaktiviteten af de enkelte muskeldele.

I det tredje studie blev der udarbejdet et systematisk review af alle tilgængelige kliniske målemetoder til vurdering af skapulas position og bevægelse samt tilhørende klinimetriske resultater. Den standardiserde “COnsensus-based Standards for the selection of health Measurement Instruments” (COSMIN) tjekliste, blev anvendt til kritisk at vurdere kvaliteten af de inkluderende studiers klinimetriske domæner. På baggrund af 46 inkluderede artikler blev der i alt identificeret navne på 55 kliniske målemetoder. Af disse blev 31 studier inkluderet i kvalitetsvurderingsprocessen og den metodiske kvalitet i domænerne reliabilitet og validitet blev scoret til at være ‘rimelig’ (55%) og ‘dårlig’(45%), og kun et enkelt studie opnåede scoren ‘god’. Ganske få af de målemetoder som var inkluderet i studier med en ‘rimelig’ eller ‘god’ score, demonstrerede acceptable resultater, både for reliabilitet og validitet. Ingen af metoderne var undersøgt for evne til at respondere på ændringer af skapulas kinematik.

I denne ph.d. afhandling blev de forventede forskelle i den neuromuskulære aktivitet blandt SIS patienter og raske kontrolpersoner ikke fundet. Derimod viste undersøgelsen af den neuromuskulære funktion med og uden brug af visuel biofeedback, at uden brug af biofeedback havde kontrolgruppen en bedre kontrol af de skapulære muskler. Dog præsterede SIS-gruppen og kontrolgruppen ens, når de modtog visuel EMG biofeedback. Ved systematisk at evaluere muligheden for at kunne måle skapulas kinematik ud fra kliniske målemetoder, fandtes der i nærværende afhandling et betydeligt større antal kliniske målemetoder af skapulas postion og bevægelse end tidligere rapporteret. Ingen af de inkluderede kliniske målemetoder havde været undersøgt i alle 3 domæner, herunder reliabilitet, validitet (diagnostisk nøjagtighed) og responsivitet.

Baseret på afhandlingens resultater, stilles der spørgsmålstegn ved, om nuværende kliniske guidelines for rehabilitering af denne patientgruppe kan generaliseres til en mere general gruppe af SIS patienter. Dog antyder resultaterne, at SIS patienter kan profitere af biofeedback træning. Endelig, viser litteratur oversigten, at trods et stort antal kliniske målemetoder til vurdering af skapulas position og bevægelse har kun få tilstrækkeligt gode klinimetriske egenskaber til at man kan anbefale dem i klinisk praksis.

Del eller udskriv siden