Early orthostatic exercise in patients with severe traumatic or acquired brain injury

Formålet med ph.d.-projektet var at se på gavnlige og skadelige virkninger ved at starte mobilisering tidligt efter svær erhvervet hjerneskade.

Afhandlingen: Early orthostatic exercise in patients with severe traumatic or acquired brain injury

Kontakt Christian Gunge Riberholt

Se Christian Gunge Riberholt på Fag og forsknings ph.d.-liste

Dansk resumé

Patienter med erhvervet hjerneskade gennemgår omfattende rehabilitering, der afhængigt af sværhedsgraden og den generelle kliniske tilstand, kan starte tidligt. Studier har fundet en positiv effekt af at starte rehabilitering så tidligt som muligt hos patienter med svær traumatisk hjerneskade, mens det hos patienter med stroke generelt er blevet anbefalet at være forsigtige i
den tidlige fase på grund af resultaterne fra AVERT III-studiet.

Ikke desto mindre er patienter med svær erhvervet hjerneskade ofte i undertal i studierne i forhold til de hyppigere lettere erhvervede hjerneskader. Som udgangspunkt undersøgte vi gavnlige og skadelige virkninger ved tidlig mobilisering hos patienter med svær erhvervet hjerneskade gennem en systematisk litteratur gennemgang. I alt blev fire forsøg identificeret, vurderet for risiko for bias og analyseret gennem metaanalyse og sekventiel analyse af forsøg (Trial Sequential Analysis).

Vi fandt ingen videnskabelig dokumentation for en forskel mellem tidlig mobilisering, sammenlignet med standard behandling, på effekt mål såsom død eller lavt funktionsniveau, alvorlige bivirkninger, ikke alvorlige bivirkninger eller bevidsthedsniveau målt efter intervention eller ved den længste opfølgning. Vi fandt bevis for, at der ikke var nogen effekt på livskvaliteten ved den længste opfølgning, omend disse forsøg kun havde inkluderet patienter med stroke.

Da forudgående forsøg primært havde fokus på stroke, inkluderede vi 38 patienter med alvorlig traumatisk hjerneskade i et randomiseret forsøg af graden af gennemførlighed af at sammenligne tidlig mobilisering i et ERIGO® vippeleje med standard behandling.

Forsøget viste, at et tidligt mobiliseringsstudie er muligt at gennemføre med hensyn til at inkludere patienter og gennemføre, træningsseancerne. Der var ingen forskel mellem de to interventioner på en række effektmål, men forsøget er uden en tilstrækkelig statistisk styrke.

Et af argumenterne for at undgå tidlig mobilisering er den potentielt skadelige effekt der kan opstå, hvis den cerebrale blodgennemstrømning reduceres når autoregulationen ikke fungerer. For at undersøge dynamisk cerebral autoregulering hos patienter før og under vippeleje træning i forsøget, udførte vi først et reliabilitetsforsøg, der undersøgte den relative og absolutte
pålidelighed af mean flow index (nMxa) i en rask population.

Vi analyserede målingerne ved hjælp af tre forskellige variationer af blokstørrelser til beregning af nMxa. Her fandt vi, at 3- sekunders blokstørrelser gav rimelig pålidelighed med mindre konfidensintervaller og grænser for overensstemmelse end 5- og 10-sekunders blokstørrelse. Alle indikerede vanskeligheder med at bestemme ændringer hos en individuel patient.

Fireogtredive af de 38 patienter med traumatisk hjerneskade fra gennemførlighedsforsøget blev målt med ikke-invasivt blodtryk og blodgennemstrømningen af den midterste cerebrale arterie ved baseline, efter to uger og efter fire uger.

Selvom mange patienter ikke medvirkede til opfølgning og vi medregner begrænsningerne fra resultaterne af reproducerbarhedsundersøgelsen, indikerede vores analyse, at tidlig mobilisering ikke påvirker systemisk eller cerebral haemodynamik. Dog beskytter træningen heller ikke mod forekomsten af ortostatiske reaktioner.

Del eller udskriv siden