Temporal and Spatial Manifestations of Exercise-induced Hypoalgesia and Conditioned Pain Modulation

Afhandlingen søger at vise trænings effekt på smerter i bevægeapparatet og at sammenligne træningsinduceret smertelindring (EIH) med betinget smertemodulations (CPM) tids- og rummæssige manifestationer af smerter. Henrik Bjarke Vægters afhandling er fra 2014.

Afhandlingen: "Temporal and Spatial Manifestations of Exercise-induced Hypoalgesia and Conditioned Pain Modulation"

Kontakt Henrik Bjarke Vægter

Henrik Bjarke Vægter på Fag og Forsknings ph.d.-liste

Resumé af Henrik Bjarke Vægter

Indledning: Nedsat smertehæmning menes at være involveret i flere kroniske smertetilstande. Effektiviteten af de smertehæmmende systemer vurderes typisk via den betingede smerte modulation (CPM) eller træningsinduceret smertelindring (EIH). De tids- og rummæssige manifestationer af CPM og EIH er aldrig tidligere blevet direkte sammenlignet, og det er fortsat uvist, om paradigmerne giver ækvivalent information om smertehæmning. Træning er desuden en vigtig komponent i behandlingen af patienter med kroniske smerter i bevægeapparatet, og en større forståelse af, hvordan træning påvirker smertesystemet og smertehæmning, er nødvendigt for at optimere den kliniske anvendelighed af træning.

Formålene med dette ph.d.-projekt var 1) at sammenligne de tids- og rummæssige manifestationer af EIH og CPM, 2) at undersøge betydningen af alder, køn og graden af habituel fysisk aktivitet på EIH og CPM, 3) at undersøge betydningen at træningstype, -intensitet og -varighed på graden af EIH, 4) at undersøge effekten af træning på de centrale smertemekanismer, og 5) at undersøge hvilken indflydelse smertesensitivitet og kliniske smerte karakteristika har på CPM og EIH responsen hos patienter med
kroniske smerter i bevægeapparatet.

Metoder: Tre eksperimenter blev udført. Eksperiment 1: 80 raske forsøgspersoner (40 kvinder og 40 mænd) udførte isvandstest på hånd og fod samt aerobe og isometriske træningsøvelser for arm og ben ved forskellige intensiteter og varigheder. Eksperiment 2: 56 raske forsøgspersoner (30 aktive og 26 inaktive) udførte isvandstest, aerob træning og en kontrolkondition. Eksperiment 3: 61 patienter med kroniske smerter i bevægeapparatet (31 med høj smertesensitivitet og 30 med lav smertesensitivitet) udførte isvandstest, aerob og isometrisk træning og en kontrolkondition. I alle tre eksperimenter blev tryksmertetærsklen, tryksmertetolerancen og tidsmæssig summation af smerte ved gentagne trykstimuli vurderet med håndholdt trykalgometri og computerstyret cuffalgometri på lokale og perifere steder på kroppen før og efter de forskellige konditioner.

Resultater: Håndholdt trykalgometri og computerstyret cuffalgometri viste god test-retest pålidelighed. Eksperiment 1 viste robuste, multisegmentalt øgede tryksmertetærskler hos mænd og kvinder under isvandstest samt efter højintensitets aerob og lav- og højintensitets isometrisk træning. CPM responsen og EIH responsen efter isometrisk træning var ikke påvirket af forsøgspersonernes alder eller køn. EIH responsen efter aerob træning var større hos kvinder, men aftagende med stigende alder. Forskelle i tids- og rummæssige manifestationer mellem EIH responsen og CPM responsen blev fundet, og der var ingen konsistent korrelation mellem den maksimale EIH respons og den maksimale CPM respons, hvilket indikerer forskellige mekanismer. Ændringen i tryksmertetærskel var størst på den kropsdel, hvor træningen blev udført sammenlignet med kropsdele, der ikke udførte træningen. Højintensitets træning resulterede i en større ændring i tryksmertetærsklen end lavintensitets træning. Isometrisk træning øgede også smertetolerancen og reducerede den tidsmæssige summation af smerte, hvilket illustrerer potentialet for at isometrisk træning kan reducere de centrale smertemekanismer.

Eksperiment 2 viste sammenlignelige ændringer i tryksmertetærsklen hos aktive og inaktive mænd og kvinder under isvandstest og efter aerob træning, hvilket indikerer, at inaktivitet ikke reducerer smertehæmningen sammenlignet med regelmæssig fysisk aktivitet. Aerob træning øgede smertetolerancen, men påvirkede ikke den tidsmæssige summation af smerten.

Eksperiment 3 viste delvist reduceret EIH og CPM i patienter med kroniske bevægeapparatssmerter og høj smertesensitivitet i forhold til patienter med lav smertesensitivitet. Aerob træning øgede den tidsmæssige summation af smerte hos patienter med høj smertesensitivitet. CPM responsen var prædikteret af den kliniske smerteintensitet, og EIH responsen efter aerob træning var prædikteret af CPM responsen.

Disse fund har implikationer for fremtidig undersøgelse af de smertehæmmende systemer og for klinisk praksis. Fremtidig undersøgelse af de smertehæmmende systemer med multiple paradigmer (ex. CPM og EIH) kan give yderligere information om det enkelte individs smertehæmmende fænotype. For eksempel kan en patient fremstå med en intakt CPM respons, men med en reduceret EIH respons eller omvendt. I klinisk praksis bør klinikere fremadrettet vurdere den generelle smertesensitivitet og CPM og EIH-responsen i tillæg til vurdering af den kliniske smerteintensitet når ehandlingsmuligheder, der påvirker de smertehæmmende systemer, overvejes. De indeværende studier om EIH og CPM har givet nye informationer om undersøgelse af de smertehæmmende systemer samt om effekten af forskellige træningstyper på smertesystemet. Resultaterne kan bidrage til at optimere fremtidig undersøgelse og behandling af patienter med kroniske smerter i bevægeapparatet.

Del eller udskriv artiklen