Hip fractures, Functional assessments and factors influencing in-hospital outcome, a physiotherapeutic perspective

I afhandlingen undersøges reliabiliteten og validiteten af måleredskaberne New Mobility Score, Cumulated Ambulation Score og Timed Up & Go i forhold til hoftepatienter samt betydningen af bl.a. tidligere funktionsniveau, alder og kognition for patientpræstationer under indlæggelse.

Download afhandlingen gratis via ResearchGate

Kontakt Morten Tange Kristensen

Morten Tange Kristensen på Fag og Forsknings ph.d.-liste

Resumé af Morten Tange Kristensen

Et hoftebrud er en af de væsentligste frakturer for ældre personer og som følges af høj afhængighed og dødelighed, og estimeret til cirka 5 millioner årlig tilfælde i år 2050, på verdensplan. Det synes således indlysende at hoftebrud så vidt muligt bør forebygges, samtidigt med at optimal behandling bør tilbydes dem der pådrager sig et sådant.

Formålet med denne afhandling, var at undersøge reliabiliteten og validiteten af tre scoringssystemer: New Mobility Score (NMS, 0-9 point) der belyser funktionsniveauet umiddelbart før hoftebruddet, Cumulated Ambulation Score (CAS, 0-6 point) der evaluerer niveauet for basis mobilitet, samt Timed Up & Go testen der kvantificerer den funktionelle mobilitet i sekunder. Dertil, betydningen af især det tidligere funktionsniveau og frakturtype, men også alder, køn, kognitivt niveau og helbredsstatus, i forhold til patient præstationer under indlæggelse i den primære ortopædkirurgiske afdeling. Afhandlingen omfatter syv publicerede eller antagne delarbejder med i alt 656 patienter der alle fulgte et multidisciplinært behandlingsforløb.

Den relative intertester reliabilitet for NMS- og CASscoren, optaget af to forskellige fysioterapeuter var meget høj, mens data for den absolutte reliabilitet viste at en ændring på et point i en af de to scorer er udtryk for en reel ændring for en enkelt person.
Det tidligere funktionsniveau vurderet ved NMS viste sig sammen med alder og frakturtype selvstændigt at kunne forudsige hvorvidt selvstændighed i basismobilitet blev generhvervet, udskrivningsstatus, samt niveauet for TUG-scoren. Således var sandsynligheden for at en patient med et lavt NMS niveau (NMS ≤ 6) og/eller en per/subtrokantær fraktur respektivt, 18 og 4 gange større for ikke at genvinde denne basismobilitet sammenlignet med en patient der havde et højt NMS niveau og et cervikalt brud. Dertil, steg sandsynligheden for dette med 5% for hvert år en patient blev ældre. Samstemmende med dette, anvendte patienter med et lavt NMS niveau og/eller en inter/subtrokantær fraktur gennemsnitligt henholdsvist 9 og 6 sekunder mere for at gennemføre TUG-testen.

Anvendelse af forskellige gangredskaber ved testning havde stor indflydelse på TUG-scoren. Således brugte den samme gruppe patienter gennemsnitligt 13.6 sekunder mere når de anvendte det gangredskab de blev udskrevet med: en gangbuk/stativ, i forhold til test med en rollator. Yderligere, så viste det sig at patienter der gennemførte seks på hinanden følgende TUG-test med en rollator, forbedrede sig signifikant til og med den tredje tur.
Endelig, havde patienter med et pertrokantært brud signifikant mere ødem i det opererede lår (11% stigning ifht. ”rask” ben) sammenlignet med cervikale brud (4%). Samlet set korrelerede omfanget af ødem med scorer for basis mobilitet (r = -0.61), postural kontrol (svaj, r = 0.67), og knæ-ekstensions styrke i frakturbenet (% ikke-fraktureret, r = -0.77) hvorved fra 32% til 59% af variationerne (r2) i præstationer kunne forklares.

Resultaterne tyder på at den original TUG-manual bør modificeres, idet den bedste af tre ture med standardiseret gangredskab (rollator) anbefales ved testning. Tidligere NMS-niveau, alder og fraktur-type giver klinikeren et godt bud på hvilke forventninger og krav der kan stilles til den enkelte patient, samt hvem der potentielt vil profitere mest af et mere intensivt behandlingsforløb.

Såvel klinikere som forskere bør inddrage disse tre faktorer i deres videre arbejde.

Del eller udskriv artiklen