Early initiated physical exercise in newly diagnosed patients with multiple myeloma

Afhandlingens formål var at undersøge en fysisk træningsintervention til nydiagnosticerede patienter med myelomatose, og derudover at afdække det fysiske funktionsniveau på diagnosetidspunktet.

Afhandlingen: Early initiated physical exercise in newly diagnosed patients with multiple myeloma

Kontakt Rikke Faebo Larsen

Se Rikke Faebo Larsen på Fag og forsknings ph.d.-liste

Danske resumé 

Nydiagnosticerede patienter med myelomatose oplever ofte knoglesmerter og udtalt træthed. De har ofte haft frakturer eller oplevet hyppige infektioner. I Danmark er der cirka 440 mennesker om året, der får konstateret myelomatose. På diagnosetidspunktet har 79% af patienterne knoglesygdom med knogledestruktive forandringer. Andre hyppige symptomer er anæmi og angst. Medicinsk cancerbehandling vil typisk blive igangsat få dage efter diagnosen er stillet. Usikkerhed omkring forholdsregler betinget af knoglesygdommen og knoglesmerterne i sig selv, kan begrænse patientens mobilitet og daglige aktiviteter.

En sådan begrænsning kombineret med den medicinske behandling, medførende mulige bivirkninger, kan medvirke til, at patientens fysik forringes. Den gavnlige effekt af træning i forhold til fysisk funktion er velkendt, også i et forebyggelsesperspektiv. Forskning i træning til patienter med myelomatose er dog sparsom.

Afhandlingens overordnede formål var at undersøge en fysisk træningsintervention til nydiagnosticerede patienter med myelomatose, og derudover undersøge det fysiske funktionsniveau på diagnosetidspunktet, for derved at opnå viden omkring behovet for og effekten af træning på dette tidlige tidspunkt i patientens behandlingsforløb.

Afhandlingen var baseret på en antagelse om, at patienternes fysiske funktionsniveau er ringere end, hvad der kan forventes i forhold til alder, samt at funktionsniveauet kan være anderledes end blandt patienter med andre cancerdiagnoser. Hvis antagelsen er rigtig, vil det tale for et behov for fysisk rehabilitering/genoptræning. Derudover var afhandlingen også baseret på en antagelse om, at tidlig iværksat træning vil være gavnlig for patienten.

For at undersøge dette blev et randomiseret kontrolleret studie iværksat med inklusion af flest mulige nydiagnosticerede patienter uafhængig af alder, og valg af medicinsk cancerbehandling.

I studiets første del blev gennemførbarheden og sikkerheden af træningsinterventionen og testprocedurerne undersøgt. I studiet foretoges en systematisk vurdering af knoglesygdommen for derved at kunne individualisere træningsprogrammet ud fra de individuelle restriktioner, der måtte være.

Der blev i alt inkluderet 100 patienter til det randomiserede kontrollerede forsøg. Interventionen bestod af aerob træning, styrkende træning, udspænding og generel fysisk aktivitet. Interventionen indeholdt otte superviserede træningssessioner kombineret med hjemmebaseret træning og varede i alt ti uger. Kontrolgruppen modtog en folder med generel information om blandt andet fysisk aktivitet.

Deltagerne blev målt ved diagnosetidspunktet samt efter endt interventionsperiode, dvs. efter 11 uger. Effekten blev målt ved hjælp af muskelstyrketest (knæekstensionsstyrke og gribestyrke målt med dynamometer, samt 30 sekunder rejse-sætte-sig-test), aerob kapacitet (seks-minutters-gang-test), fysisk aktivitet (accellerometer), livskvalitet (EORTC-QLQ-C30) og smerte (Brief Pain Inventory).

I forhold til gennemførbarheden og sikkerheden blev der målt på, hvor mange der reelt kunne indgå, hvor mange der takkede ja, og hvor mange der faldt fra. I forhold til interventionen blev der målt på fremmøde samt om deltagerne udførte interventionen og tolererede den, og ikke mindst om der opstod nogle bivirkninger. Ydermere blev gennemførelsesraten af de forskellige tests undersøgt, samt om der opstod nogle bivirkninger i forbindelse med test procedurerne.

Resultaterne viste, at det er muligt at rekruttere patienter ved diagnosetidspunktet, uanset alder og uanset hvilken type medicinsk cancerbehandling patienten skulle modtage.

Der var 75%, som takkede ja til at deltage, og der var 20% frafald. Fremmødet til de superviserede træningssessioner var 92%, og 99% af træningssessionerne blev gennemført. I forhold til den hjemmebaserede træning blev 92% af træningssessionerne gennemført, og 94% af de ønskede antal dage med fysisk aktivitet blev gennemført. Gennemførelsesraten for de forskellige tests var 82-100%. Ingen alvorlige bivirkninger opstod. To ikke alvorlige bivirkninger opstod, men de var ikke relaterede til træning.

Deltagerne havde ved diagnosetidspunktet et lavere funktionsniveau i forhold til muskelstyrke i underekstremiteterne og i aerob kapacitet sammenlignet med publicerede data for normalbefolkningen.

Generelt var funktionsniveauet for deltagerne ikke forskelligt fra patienter med andre cancerdiagnoser (lymfom, prostata cancer og bryst cancer). Den individualiserede træningsintervention, som var tilrettelagt ud fra den enkeltes knoglesygdom viste ingen effekt sammenlignet med vanlig behandling. Dog var der et fald i knæekstensionsstyrken (p=0.014) i kontrolgruppen, hvorimod der var et ikke-signifikant fald i interventionsgruppen (p=0.092).

Begge grupper havde en fremgang i 30 sekunder rejse-sætte-sig-test (interventionsgruppe, p=0.004; kontrolgruppe, p=0.022), samt i seks minutters-gang-test (interventionsgruppe, p=0.001; kontrolgruppe, p<0.001). Den globale livskvalitet blev også bedre i begge grupper efter endt intervention (interventionsgruppe, p=0.024; kontrolgruppe, p=0.002). Smerter blev mindre i kontrolgruppen, både i forhold til sværhedsgrad (p<0.001) og smertepåvirkning (p<0.001), hvilket var mindre tydeligt i interventionsgruppen, hvor der kun var signifikant reduktion i svær smerte (worst pain).

Konklusion og implikation

Patienter med nydiagnosticeret myelomatose har et lavere funktionsniveau sammenlignet med normalbefolkningen, og på den baggrund kan det være relevant at igangsætte fysisk rehabilitering/genoptræning. En ti ugers træningsintervention planlagt ud fra den enkeltes knoglesygdom var gennemførbar og sikker, men der var ingen effekt på fysisk funktion, fysisk aktivitet, livskvalitet eller smerte sammenlignet med en kontrolgruppe.

Årsager til manglende observeret effekt kan dels være, at deltagerne ikke gennemførte den planlagte hjemmetræning, at intensiteten ikke var den rette, at kontrolgruppen følte sig tilskyndet til øget fysisk aktivitet (kontamination af kontrolgruppen) eller det simple faktum, at nydiagnosticerede patienter, som modtager anti-myelom behandling, ikke profiterer af træning. Dog var der ændringer i henholdsvis interventionsgruppe og kontrolgruppe fra diagnosetidspunkt til efter endt interventionsperiode. Der var et fald i knæekstensionsstyrken i kontrolgruppen, mens begge grupper præsterede bedre i de funktionelle tests; 30 sekunders rejse-sætte-sig-test og seks-minutters-gang-test.

Derudover blev den generelle livskvalitet bedre i begge grupper. Hos patienter med myelomatose kan struktureret screening for påvirket fysisk funktion være relevant og medføre overvejelse af individuel rehabilitering.

Vores studie tyder dog ikke på en gevinst af fysisk træning til nydiagnosticerede patienter med myelomatose. Hvorvidt en træningsintervention på et senere tidspunkt, f.eks. efter endt primær behandling, vil være gavnlig, bør undersøges. Desuden er der et behov for inklusion af ældre patienter med myelomatose.

Del eller udskriv siden