Cross-continuum rehabilitation following surgery for hip fracture

Formålet med afhandlingen var b.la. at undersøge kort- og langtidseffekter af træningsterapi på fysisk funktion, selvstændighed og livskvalitet hos ældre patienter med et hoftenært brud.

Læs afhandligen (pdf)

Kontakt Signe Hulsbæk

Signe Hulsbæk på fag og forsknings ph.d.-liste

Dansk resumé

Et hoftenært brud resulterer i et betragteligt tab af muskelstyrke, mobilitet og funktion. Selv et år efter bruddet har ca. 50% af patienter med et hoftenært brud ikke genvundet deres præ-fraktur funktionsniveau. Dette medvirker til en øget risiko for yderligere fald, frakturer og dødelighed.

Den eksisterende viden indikerer, at træning kan reducere tab af funktion efter et hoftenært brud, men yderligere viden er nødvendig for at fastslå effekten af træning og betydningen af træningsmodalitet, intensitet og varighed. På trods af at træning formentlig kan reducere tab af funktion, så indikerer forskning, at træning alene ikke kan modvirke de store kort og langsigtede konsekvenser af et hoftenært brud. En multimodal tilgang kan være nødvendig for at optimere genvindelse af funktion og i den forbindelse er muskelopbyggende medicin er foreslået som en del af en sådan intervention.

Et Cochrane review har undersøgt effekten af anabolsk steroid i rehabilitering af ældre med hoftenært bud, men forfatterne kunne ikke konkludere for eller imod, og anbefalede yderligere forskning for at afklare effekt, mulige bivirkninger og patienternes accept af en sådan behandling.

Formålene med denne afhandling var 1) at undersøge kort- og langtidseffekter af træningsterapi på fysisk funktion, selvstændighed og livskvalitet hos ældre patienter med et hoftenært brud, og om effekten kan være modificeret af studie-karakteristika som træningsmodalitet, varighed og træningssted; 2) at undersøge feasibility and præliminær effekt af en 12-ugers intervention bestående af anabolsk steroid i tillæg til fysioterapi og ernærings tilskud i genoptræning efter et hoftenært brud målt på knæekstensionsstyrke og funktion; 3) at undersøge patienternes perspektiv på en sådan multimodal intervention indeholdende anabolsk steroid.

Studie 1: Den systematiske litteraturgennemgang resulterede i 49 RCT-undersøgelser med 3904 deltagere og viste en lille til moderat effekt af træningsterapi på kort sigt (afslutning af intervention) på mobilitet (SMD 0,49, 95%CI 0,22-0,76); ADL (SMD 0,31, 95%CI 0,16-0,46); muskelstyrke i under ekstremiteterne (SMD 0,36, 95%CI 0,13-0,60) og balance (SMD 0,34, 95%CI 0,14-0,54). På lang sigt (tættest på 1 år) blev der fundet små til moderate effekter for mobilitet (SMD 0,74, 95%CI 0,15-1,34); ADL (SMD 0,42, 95%CI 0,23-0,61); balance (SMD 0,50, 95%CI 0,07-0,94) og HRQoL (SMD 0,31, 95%CI 0,03-0,59). GRADE-metoden blev brugt til at evaluere den samlede kvalitet af evidensen for hvert effektmål og varierede fra moderat til meget lav på grund af studie-begrænsninger og inkonsistens. Subgruppeanalyser indikerede at styrketræning forbedrer styrke, ADL-træning forbedrer ADL og både funktionel træning og styrketræning forbedrer mobilitet og balance. Pga. af stor uforklarlig heterogenitet på tværs af effektmålene bør resultaterne tolkes med forsigtighed.

Studie 2: I det randomiserede kontrollerede pilot-studie blev 717 patienter screenet og 23 randomiseret til enten anabolsk steroid eller placebo i tillæg til fysioterapi (med styrketræning) og et proteinrigt ernæringstilskud i en 12-ugers intervention. Den forudbestemte stikprøvestørrelse på 48 patienter blev ikke nået. De største begrænsninger for inklusion var "ikke hjemmeboende" (18%) og "kognitiv dysfunktion" (16%). Blandt de mulige patienter for inklusion var hovedårsagen til at takke nej "Overvældet og stresset af situationen" (37%). Compliance var høj for både anabolske steroider (87%) og træningsintervention (91%), men mindre for ernæring (61%). Supplementet med anabolsk steroid resulterede i en ikke-signifikant forskel mellem grupperne i knæekstensionsstyrke på fraktur benet på 0,11 (95%CI -0,25; 0,48) Nm/kg til fordel for interventionsgruppen. Den tilsvarende procentuelle ændring i knæekstensionsstyrke for fraktur benet fra baseline til opfølgning var median 178% (41-263) for interventionsgruppen og 50% (20-173) for kontrolgruppen (p=0,28). For det ikke-frakturerede ben sås en ikke-signifikant forskel mellem grupperne på 0,16 (95 %CI -0,05; 0,36) Nm/Kg til fordel for interventionsgruppen, og her var den procentuelle ændring i knæekstensionsstyrke median 31% (12-53) for interventionsgruppen og 8% (0-33) for kontrolgruppen (p=0,04). Der blev ikke identificeret signifikante forskelle mellem grupper for de sekundære effektmål. 18 potentielle uønskede reaktioner blev identificeret, men de var ligeligt fordelt mellem grupper.

Studie 3: Semistrukturerede telefoninterviews med 19 deltagere blev udført ved baseline og efter interventionen. Kvalitativ indholdsanalyse viste at deltagernes motivation for at indgå i studiet var baseret på altruisme og en tillid til, at interventionen ville 'gøre mere gavn end skade'. De fandt randomisering og muligheden for at modtage anabolske steroider spændende. De værdsatte især deltagelse i studiet på grund af hvad de opfattede som ekstra omsorg og ’luksus’ genoptræning og fremhævede den tætte kontakt og støtte fra projektkoordinatoren og fysioterapeuterne. Den progressive styrketræning blev opfattet som udfordrende af deltagerne, men også som en afgørende ingrediens i deres genvindelse af funktionsevne. Opsummerende viste resultaterne af denne afhandling lav evidens for en lille til moderat effekt af træningsterapi til ældre patienter efter et hoftenært brud på mobilitet, ADL, muskelstyrke i underekstremisterne og balance på kort sigt. Tilsvarende blev der fundet lav evidens for en lille til moderat langsigtet effekt på mobilitet, ADL, balance og livskvalitet. Derudover viste resultaterne fra pilotstudiet, at det var svært at inkluderer patienter de første dage efter operationen for et hoftebrud til en kompleks tværsektoriel intervention. Dog var compliance høj for både anabolsk steroid og træningsinterventionen, og der blev ikke vist forskelle i bivirkninger mellem grupperne. Selvom præliminær effekt ikke kan fastslås, sås positive tendenser for virkningen af anabolsk steroid på knæekstensionsstyrke. Den integrerede kvalitative undersøgelse viste stor accept af interventionen fra deltagernes side. Især den tætte kontakt og støtte fra det involverede sundhedspersonale og den progressive styrketræning var værdsat og blev opfattet som motiverende, hvilket kan have medvirket til at fremme ”self-efficacy” blandt deltagerne.

Del eller udskriv siden