Lifestyle advice and pelvic floor muscle training for women with pelvic organ prolapse

Bækkenbundstræning sammen med livsstilsrådgivning tyder ikke på at have bedre langtidseffekt på prolapssymptomer eller livskvalitet end struktureret livsstilsrådgivning alene. Ulla Dues ph.d.-afhandling er fra 2015.

Afhandlingen: Lifestyle advice and pelvic floor muscle training for women with pelvic organ prolapse

Kontakt Ulla Due

Ulla Due på Danske Fysioterapeuters ph.d.-liste

Resumé af Ulla Due

Denne ph.d-afhandling er baseret på 3 studier som er gennemført på Herlev Hospital.
Afhandlingen omhandler 3 originale artikler.

Op imod hver tiende kvinde har symptomer på grund af genital prolaps (pelvic organ
prolapse= POP). Tidligere modtog disse kvinder typisk et støttepessar eller en operation. Det er vist bækkenbundstræning reducerer POP symptomer bedre end livsstilsrådgivning i form af en pjece eller en kort instruktion. Ingen studier har undersøgt om bækkenbundstræning har bedre effekt, hvis det sammenlignes med et struktureret livstilsrådgivningsprogram uden bækkenbundstræning.

Formålet med afhandlingen var:

1. At oversætte og validere sygdomsspecifikke spørgeskemaer til kvinder med POP mhp. anvendelse af disse i studie 2 og 3

2. At undersøge effekten af et livstilsrådgivningsprogram med eller uden bækkenbundstræning til kvinder med symptomatisk POP ved en 3 og en 6 måneders opfølgning

3. At undersøge langtidseffekten af et livstilsrådgivningsprogram med eller uden bækkenbundstræning til kvinder med symptomatisk POP ved en 12 måneders opfølgning

Ad 1. I studiet oversatte og validerede vi symptomscoren: the Pelvic Floor Distress Inventory-20 (PFDI-20)og livskvalitetsscoren the Pelvic Floor Impact Questionnaire-7 (PFIQ-7) fra amerikansk til dansk. Spørgeskemaerne blev oversat af et panel og derefter afprøvet på danske kvinder med POP. Desuden blev de statistisk analyseret mhp. at vurdere deres gyldighed, reproducerbarhed og følsomhed for ændringer. Vi fandt at PFDI-20 var gyldigt og indeholdte relevante spørgsmål, mens PFIQ-7 havde loft-effekt (bedste score ved baseline), og manglede spørgsmål om livskvalitet. Begge spørgeskemaer var følsomme for ændringer, mens en mindste kliniske relevant forskel kunne ikke fastslås.

Ad 2: 109 kvinder med moderat symptomatisk POP blev ved lodtrækning allokeret til én af to grupper: En livsstilsrådgivningsgruppe (LG) og en gruppe som modtog både
livsstilsrådgivning og bækkenbundstræning (TLG). Begge grupper modtog et identisk
livsstilsrådgivningsprogram tilbudt som gruppeundervisning 6 gange indenfor 12 uger, men på separate dage, så grupperne aldrig mødte hinanden. Den ene af grupperne modtog desuden bækkenbundstræning i forbindelse med deres livsstilsrådgivningsundervisning efter en individuel undersøgelse af deres knibefunktion.

89 (82%) kvinder gennemførte 3 måneders opfølgningen og 85 (78%) 6 måneders
opfølgningen. Ved både 3 og 6 måneders opfølgningen angav signifikant flere kvinder i TLG forbedring på en overordnet forbedringsskala (global score). Ved 3 måneders opfølgningen opnåede begge gruppe signifikant forbedring af deres totale symptoscore, men kun TLG opnåede signifikant forbedring af den underskala som vedrørte POP symptomer, mens LG alene opnåede signifikant forbedring af deres livskvalitet. Ingen af grupperne opnåede signifikant forbedring af deres objektive POP eller af deres seksualitetsscore. Effekten i begge grupper var knap nok klinisk relevant og der var ingen forskel grupperne imellem.

Ingen baseline data dvs. alder, paritet, henvisningsstatus (henvist/selvhenvist), kropsvægt, jobstatus, grad symptomer, påvirkning af livskvalitet eller størrelse af genital prolaps kunne anvendes til at forudsige hvilke kvinder der ville have angive bedring af symptomer på global scoren ved 3 måneders opfølgningen.

Ved seks måneders opfølgningen var der ingen signifikant forskel på symptomer eller
livskvalitet mellem grupperne, men 68% af LG overfor 28% i TLG havde søgt yderligere behandling.

Ad 3: 83 kvinder (76%) gennemførte 12-måneders opfølgningen. 30% (13/43) i LG overfor 52% af (21/40) i TLG havde ikke søgt yderligere behandling. Langtidseffekten i begge grupper var minimal og der var ingen signifikant forskel på symptomer eller livskvalitet i de to grupper.

I alt 49 ud af de 83 kvinder havde søgt yderligere behandling før 12 måneders opfølgningen: 70% (30 /43) i LG, overfor 48% (19/ 40) i TLG. Otte kvinder, fire i hver gruppe, havde søgt kirurgisk behandling, mens de resterende 41 havde søgt konservativ behandling. I LG havde 25 kvinder søgt bækkenbundstræning overfor 5 i TLG. Baseline data og 3 måneders opfølgnings scorer blev anvendt til at undersøge om der var faktorer, som kunne forudsige hvilke kvinder der ville have søgt yderligere behandling inden 12 måneders opfølgningen. En større grad af POP i forreste skedevæg var den stærkeste faktor i forhold til at have søgt yderligere behandling, uanset hvilken intervention kvinderne havde modtaget.

Det konkluderes at:

  • at PFDI-20 er et anvendeligt spørgeskema til kvinder med POP, mens PFIQ-7 mangler relevante spørgsmål om livskvalitet og har lofteffekt.
  • at bækkenbundstræning sammen med livsstilsrådgivning på kort sigt giver en lille yderligere bedring af oplevet effekt på en global score, men at det ikke giver færre symptomer eller bedre livskvalitet end et livsstilsrådgivningsprogram alene
  • at bækkenbundstræning er forbundet med få gener
  • at selvoplevet forbedring efter bækkenbundstræning ikke kan forudsiges ud fra baseline data inklusiv størrelse af objektiv genital prolaps
  • at bækkenbundstræning sammen med livsstilsrådgivning ikke har bedre langtidseffekt på prolapssymptomer eller livskvalitet end et struktureret livsstilsrådgivning alene, men dog at færre kvinder som har modtaget PFMT vil have søgt yderligere behandling, ved en 12 måneders opfølgning
  • at en større nedsynkning af forreste skedevæg er den stærkeste faktor associeret med at søge yderligere behandling efter deltagelse i et livsstilsrådgivningsprogram med eller uden bækkenbundstræning
Del eller udskriv artiklen