Skræddersyet musik hjælper parkinsonramte
Det er onsdag morgen, og en gruppe mænd og kvinder tramper taktfast rundt i salen i Buddingevej Fysioterapi. Armene svinger, og deres kondisko rammer rytmisk det grå linoleumsgulv, mens lyden fra musikken strømmer ud af højtalerne. Vi er til holdtræning for mennesker med Parkinsons sygdom. Normalt vil de fleste med sygdommen bevæge sig stift og tage korte skridt uden fodafvikling. Men ikke nu, hvor fysioterapeut Birgitte Brabrand har sat musik på, som har en umiddelbar effekt på gangen.
”Man kan se, at de tager længere skridt, og at de får en sikrere, lettere og mere rytmisk gang med fodafvikling og medsving af armene, når musikken spiller. Og så kalder musikken smilet og bevægeglæden frem hos deltagerne. Det betyder meget,” siger Birgitte Brabrand, som har specialiseret sig i træning af patienter med parkinson gennem mange år.
Frustration kickstartede udvikling af musik
Birgitte Brabrand har sammen med komponist og musiker Martin Jantzen udviklet et musikalbum, som er skræddersyet til træning af mennesker med Parkinsons sygdom. Projektet opstod ud af en frustration. For alle, der har prøvet at sætte musik til bevægelse, ved, at det er tidskrævende at finde musik i det rigtige tempo. Når der så ovenikøbet er brug for gangmusik i forskellige tempi – kræver det endnu mere.
”Det er mit indtryk, at det er for tidskrævende for fysioterapeuterne, og det er for svært for patienterne selv at gå hjem og finde musik i et tempo, der passer til dem. Resultatet bliver let, at man vælger musikken fra, selvom der i dag er stærk evidens for, at rytmisk musik kan forbedre gangen hos mennesker med parkinson,” siger Birgitte Brabrand.
Hun har i flere år sunget i kor, og da hun fortalte sin korleder Martin Jantzen om sine frustrationer, blev han fyr og flamme. ”Han foreslog, at vi selv gik i gang med at udvikle noget musik til formålet”, fortæller hun.
Det blev til syv forskellige musikstykker, som Martin Jantzen har komponeret i samarbejde med musikeren Søren Bundgaard. Og der er lidt for enhver smag: marchmusik, iørefaldende popnumre og en enkelt Kim Larsen-inspireret melodi.
Alle numre er indspillet i fire forskellige hastigheder med enten 102, 107, 114 eller 120 taktslag i minuttet (BPM), som Birgitte Brabrand har erfaring for passer til gangen hos de fleste patienter med sygdommen. Hvert taktslag markerer et skridt, for det har været vigtigt for hende, at musikken fik en tydelig rytme hele vejen igennem musikstykket, og at komponist Martin Jantzen sørgede for en indtælling, så alle kan falde rigtigt ind i musikken og gå i takt.
Redskab til både fysioterapeut og patient
Musikken bliver brugt som cueing, der skal fremme en rytmisk, koordineret og sikker gang. De fire forskellige hastigheder i de syv nyudviklede musikstykker gør det muligt at finde det tempo, der giver den mest naturlige gang. Hvilken hastighed, der passer til den enkelte patient, skal undersøges grundigt hver gang.
”I forbindelse med den individuelle undersøgelse tester jeg altid gangfunktionen, herunder også ganghastigheden og antal skridt per minut. App’en “Tap that tempo” er utrolig let at bruge til at teste patienternes normale selvvalgte antal skridt pr. minut. Bagefter vælger jeg et musikstykke, der er cirka ti procent hurtigere end patienternes selvvalgte tempo, da det erfaringsmæssigt giver den bedste effekt, ” siger Birgitte Brabrand.
De fleste har nemlig brug for hurtigere musik for at øge skridtlængde og ganghastighed, men ifølge fysioterapeuten er der også enkelte patienter, der skal have langsommere musik for at få en bedre gangkvalitet. Enkelte kan have svært ved at høre musikkens rytme, og de skal selvfølgelig ikke bruge musik til gang, understreger hun.
Det primære formål med den nyudviklede musik er at give patienterne mulighed for at træne gang, når de går udendørs ture på egen hånd. Alle klinikkens parkinsonpatienter får derfor demonstreret, hvordan de kan bruge musikken under gåturen. Det kræver blot, at de har hentet musikken ned på deres smartphone og har et sæt høretelefoner. Har man ikke en smartphone, kan man købe en MP4 -afspiller med musikken, der kan bruges på samme måde.
”De enkelte musikstykker varer mellem fire til fem minutter, og hvis man afspiller alle syv musikstykker i et tempo, der passer, kan man gå en tur på cirka 30 minutter ”, fortæller Birgitte Brabrand.
Og med 30 minutters gåtur tre gange om ugen med rytme i ørerne opfylder man netop de internationale anbefalinger, som blev publiceret i en metaanalyse i 2018. Men det er også oplagt, at fysioterapeuter bruger musikken, når der skal trænes gang i forbindelse med den øvrige holdtræning.
”Når jeg underviser på holdene, bruger jeg altid musik og derfor også gangmusikken. Men her går vi ikke med høretelefoner, og alle går i samme tempo. Jeg begynder med en ganghastighed på 102 og sætter hastigheden gradvist op i løbet af den time, der trænes”, forklarer Birgitte Brabrand.
Holddeltagerne træner ved at gå ind og ud mellem hinanden. De opfordres til at skifte retning, gå forlæns og baglæns og stoppe op og sætte i gang igen. Det er aktiviteter, som de fleste af dem har svært ved. Flere af dem er tilbøjelige til at ”fryse” i bevægelsen og blive usikre. Men også her gør musikken en tydelig forskel og støtter dem til hurtigere at finde ind i gangrytmen igen, forklarer Birgitte Brabrand.
Effekten holder
Musikken har ikke kun en her-og-nu-effekt på gangen. Forskning har dokumenteret - og det har ifølge Birgitte Brabrand også vist sig i praksis - at virkningen af at gå regelmæssigt til musik holder i mere end et døgn efter træningen. Og det er ikke kun gangkvaliteten, der bliver bedre. De fleste kan også gå længere strækninger uden at blive trætte. En deltager fortæller, at hun igen kan danse, som dengang før hun fik parkinson.
Musikalbummet med de syv musikstykker har Birgitte Brabrand og Martin Jantzen kaldt Parkinson-pod, og den kan man som abonnent hente på flere streamingtjenester, f.eks. Spotify, Apple Music og Yousee Music. Det er også muligt at hente musikken gratis på YouTube.
”Vi ønsker, at musikken bliver brugt af så mange som muligt, og et mål for os har været at gøre den let tilgængelig for både patienter og fysioterapeuter”, siger Birgitte Brabrand. Birgitte Brabrand vil ikke afvise, at andre patientgrupper kan have glæde af musikken. ”I princippet kan alle, der har brug for at gå hurtigere, træne fodafvikling, eller træne længere og mere sikker og rytmisk gang, have glæde af Parkinson-podden”, siger Birgitte Brabrand.
Find musikken
Parkinson-pod består af syv musikstykker, komponeret af Martin Jantzen. De kan hentes på Spotify, Apple Music, Yousee Music og YouTube. Udviklingen og produktionen af albummet er støttet af Koda og DJBFA, der er en brancheorganisation for komponister og sangskrivere.
I foråret publicerer Parkinsonforeningen de syv musikstykker i fire forskellige udgaver med forskellig hastighed og en pjece om betydningen af musik til bevægelse.
Birgitte Brabrand
Fysioterapeut Birgitte Brabrand ejer Buddingevej Fysioterapi sammen med Arendse Saxberg.
Klinikken behandler cirka 150 patienter med Parkinsons Sygdom.