Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fra maskintræning til fællesskab

Center for Kræft og Sundhed har byttet maskinerne ud med funktionelle øvelser og fælles træning. Det motiverer nemlig patienterne og har givet en række positive sideeffekter.
Det er evidens for, at fysisk aktivitet giver patienter i kræftbehandling øget styrke og velvære og mindsker bivirkningerne fra behandlingen. En stærk fysik gør også patienterne bedre rustede til de krævende behandlinger, som operation eller kemoterapi. Foto: Sisse Stroyer

"Jesus Christ. Det her er jo det hårdeste i hele timen”. Ordene udløser smil og latter på Ungeholdet, som er i gang med udstrækningen på gulvet efter en times funktionel træning. Vi befinder os på Center for Kræft og Sundhed i De Gamles By på Nørrebro i København, hvor en gruppe kvinder og mænd mellem 18 og 40 år er samlet til holdtræning.

I løbet af den sidste times tid har de lavet benhårde styrkeøvelser til et bagtæppe af høj musik. Sveden har trukket striber hen over bluserne, for de undervisende fysioterapeuter skåner ikke deres klienter, med mindre der er en god grund til det, fortæller fysioterapeut Sarah Leggett.

Hun har igennem et år stået for funktionel holdtræning til patienter med cancer, som før i tiden fik tilbudt genoptræning i maskiner.

”Vi kan se, at folk interagerer meget mere med hinanden, der er mere energi, og de synes, det er sjovere,” siger hun.

Maskintræning er kedeligt

Det er evidens for, at fysisk aktivitet giver patienter i kræftbehandling øget styrke og velvære og mindsker bivirkningerne fra behandlingen. En stærk fysik gør også patienterne bedre rustede til de krævende behandlinger, som operation eller kemoterapi.

Derfor tilbyder mange kommuner træning til patienter med cancer, som er henvist fra hospitalet eller egen læge. Der har, ifølge Center for Kræft og Sundhed, været tradition for, at kommunerne tilbyder individuel træning i maskiner, da forskningen på området har været udført på maskiner, og træningen er let at supervisere. Men i Center for Kræft og Sundhed, som drives i samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse, lød der ønsker fra patienterne om træning i en anden form, fortæller Sarah Leggett.

Fysioterapeut Sarah Leggett
Det stiller højere krav til os som fysioterapeuter, men det er meget sjovere at undervise på den her måde, siger Sarah Leggett.

”Vi gik i gang med en omlægning, fordi vi hørte fra brugerne, at maskintræning var kedeligt, og mange trænede af ren pligt. Samtidig kunne vi se, at vores seancer med fællestræning gav meget mere og var meget sjovere, end når de gik rundt individuelt i maskinerne,” fortæller Sarah Leggett.

I dag er fire af centerets hold lagt om til funktionel fællestræning. Og det har givet en række positive effekter, fortæller fysioterapeuten.

”Vi kan se, at deltagerne får mere sved på panden, både fordi de presser hinanden, og fordi de bruger hele kroppen i den funktionelle træning. Vi fysioterapeuter er måske også i stand til at presse dem lidt mere,” siger hun ved nærmere eftertanke, og fortsætter:

”Den funktionelle måde at træne på er mere helhedsorienteret, og man kan arrangere træningen som parøvelser eller i små hold, der fremmer fællesskabsfølelsen. Man kan også inkorporere konkurrenceelementer, f.eks. stafetter og udendørs træning, alt sammen ting, som gør det mere varieret end at træne individuelt i maskiner.”

Mere social interaktion - brugerne taler med hinanden på en anden måde

Selvom holdtræningen kun har kørt i 12 måneder, har personalet allerede foretaget en miniundersøgelse af brugernes tilfredshed med den funktionelle træning. I første omgang er tre mænd og tre kvinder fra holdet med deltagere over 40 år blevet spurgt, og evalueringen har givet fysioterapeuterne ret i formodningen om de gode effekter af holdtræning.

Patienterne har rapporteret om fysisk fremgang, øget styrke, bedre kondition og stabilitet. Flere sagde, at de var tilbage i samme fysiske form – eller havde bedre kondi – end før deres kræftdiagnose. Men ud over de rent fysiske fordele, har holdtræningen også haft en effekt på de mere bløde og svært målbare faktorer, som netværksdannelse og social interaktion.

”Vi har fået meget positive reaktioner. Vores oplevelse er, at folk interagerer meget mere med hinanden, der er mere energi undervejs i træningen, og der er større erfaringsudveksling borgerne imellem. Når de træner sammen to og to eller i små grupper, kommer de automatisk tættere på hinanden, og de kan tale om ting, der fylder lige nu og her. Folk er jo i forskellige faser af deres behandlingsforløb, og de kan støtte hinanden i de problematikker, der opstår med kræftbehandlingen,” siger Sarah Leggett.

Betydningen af fællesskabet bliver ekstra tydelig, når en deltager mangler overskud. For her er alle i samme båd, og man ved, hvad hinanden kæmper med.

”Her er plads til off-dage. For de borgere der er i kemoterapi, kan det være en sejr bare at komme herind. Det kan godt være, at de ikke får trænet så meget, men de kommer og får et klap på skulderen af de andre deltagere. Vi lægger vægt på, at de bare skal komme og gøre det, de kan, for de får det bedre af det. De kan være rigtig kede af det, når de oplever, at deres krop ikke kan det samme som før. Men her viser holdtræningen også sin styrke, for så kan de støtte hinanden og spejle sig i hinanden.”

Alt med måde

Fysioterapeuterne holder et skarpt øje med deltagerne, og det kan være nødvendigt at supervisere individuelt, for ikke alle kender deres egne grænser. Har de f.eks. været i kemobehandling, kan de opleve stor tilbagegang med hensyn til kondition og fysiske kræfter, fortæller Sarah Leggett.

”Mange bliver chokerede over, at de ikke kan det samme som før de blev syge. Pludselig bliver de svimle, når de får pulsen op, eller de bliver dårlige, så vi skal være ekstra opmærksomme.”

Derfor skal træningen tilpasses den enkelte, fortsætter hun.

”Alt skal være med måde, og træningen skal give energi. Hvis den tapper kræfterne, skal man se på doseringen. Men vi forsøger at lave så få restriktioner som muligt, for de skal lære deres grænser at kende, så de bliver trygge igen ved at træne og bevæge sig.”

Det naturlige spørgsmål, mange kommuner vil stille, er selvfølelig, hvor mange ekstra resurser, den funktionelle træning koster. Ifølge Sarah Leggett har omlægningen kostet ekstra mandetimer, fordi terapeuterne skulle planlægge og afprøve nye tiltag. Men når det først var i drift, blev der kun krævet få ekstra resurser, da der i forvejen var to fysioterapeuter ansat til at instruere maskintræningen. Derudover har en projektgruppe stået for evalueringer og rapportskrivning.

Kan du anbefale andre kommuner at lave funktionel træning med borgere, der er i behandling for kræft?
”Det stiller højere krav til os som fysioterapeuter. Der er et større planlægningsarbejde inden træningen, og det er super vigtigt, at vi kender alle deltagerne, deres diagnoser og den behandling de er i lige nu, så vi hele tiden kan vejlede dem korrekt. Men det er meget sjovere at undervise på den her måde. Vi kan se, at deltagerne synes, det er ret fedt. Og når vi ser, at deltagerne har det sjovt, smitter det af på os.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar