Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Nu kan verden bare komme an

Henriette træner på Ungeholdet hos Center for Kræft og Sundhed, et rehabiliteringstilbud til borgere der har eller har haft kræft. Til træningen er maskinerne erstattet af fælles funktionel træning, og det giver sved på panden og mod på livet.
"Vi bruger hinanden meget på holdet. Når vi klæder om inde i pigeomklædningen, så deler vi de tanker, man kan have om en krop, der ser anderledes ud. Vi taler om hår, træthed og kvalme", siger Henriette Berthel. Foto: Sisse Stroyer

Henriette Berthel fik diagnosen brystkræft i 2018. Hun er kræftfri i dag, men skal have rekonstrueret begge bryster. Henriette træner på Ungeholdet to gange om ugen.

”Jeg har haft brystkræft og har fået fjernet begge mine bryster, så jeg er i gang med at genoptræne min brystmuskulatur. Jeg får stadig kemo, og får bivirkninger som kvalme og træthed. Men det er ikke så slemt, når jeg går til træning.

Lige da jeg blev syg, turde jeg ikke gå i fitnesscenter, for jeg havde det, som om alle kunne se på mig, at jeg var syg. Jeg trænede meget før, og her på holdet kan jeg træne lige så meget og opnå samme intensitet. Det ville jeg aldrig gøre i maskinerne. Her behøver man ikke tænke på, hvordan man ser ud, at man er skaldet, eller være bange for, at man får det dårligt. Det er bare sådan, det er.

Min brystmuskel har været skåret op tre gange, fordi det ikke ville hele. Det har været meget kompliceret, så jeg har skullet passe meget på, hvordan jeg bevægede mig. Jeg måtte ikke have armene for højt oppe, så det har været svært at lave genoptræning, og jeg har skullet arbejde med nogle andre muskler, end jeg var vant til. Jeg har fået mange restriktioner, så trænerne har talt meget med mine kirurger, og de har sammen lagt en plan for, hvad jeg må. Det betyder også, at jeg kan tage mange af øvelserne med hjem og bruge i min dagligdag.

Jeg tør give mig selv 100 procent her, for jeg er ikke bange for at blive dårlig. Sker det, er Jonas eller Sarah der lige med det samme. Og de har altid et alternativ til en øvelse, så man føler aldrig, at man lider et nederlag. Så kan man tage en armbøjning op af væggen, hvis man ikke kan på gulvet. Jeg mærker slet ikke den begrænsning, der er, når man træner i maskiner. Og vi får at vide, at det er okay, hvis man ikke kan så meget en dag. De er gode til at sige, at det er det, du kan i dag, og din krop har brug for ro. Det er også en sejr.

Jeg er begyndt at kunne mærke min krop på en anden måde. Jeg gør noget godt for min krop, jeg får sved på panden, og der er noget, der er præcist, som det plejede at være, før jeg blev syg. Det er mig, der har kontrol over min krop, lige nu.

Vi bruger hinanden meget på holdet. Når vi klæder om inde i pigeomklædningen, så deler vi de tanker, man kan have om en krop, der ser anderledes ud. Vi taler om hår, træthed og kvalme. Da jeg kom her i starten og var helt skaldet, tænkte jeg, jeg tager aldrig den her hue af. Men alle andre så også sådan ud, så det er et meget trygt sted, hvor man kan være den, man er.

Før gik jeg til genoptræning et sted, hvor der nærmest kun var gamle, og de talte alle sammen om, at nu kunne de ikke mere, og nu skulle de dø. Så det er rart at være et sted, hvor det ikke bare handler om sygdom og død og ulykke, men også om, at man faktisk er ung, og om alle de andre ting, der sker i ens liv, når man er ung.

Jeg tror, de næste mange år vil afspejle det forløb, jeg har været i her, for jeg er altid glad, når jeg går herfra. Så kan hele verden bare komme an.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar