Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Træningen har givet mig et spark bag i

Center for Kræft og Sundhed tilbyder rehabilitering til borgere, der har eller har haft kræft. Her er maskinerne er byttet ud med funktionel fællestræning til stor glæde for Christian Philip Klemming-Schmidt og de andre patienter, der træner på Ungeholdet.
"Musikken motiverer os, trænerne motiverer os, men det er først og fremmest holdet, der er drivkraften", siger Christian Philip Klemming-Schmidt. Foto: Sisse Stroyer

Christian Philip Klemming-Schmidt fik diagnosen Hodgkin lymfom, lymfekræft, i sommeren 2018, og har været kræftfri siden december. Han går til træning på Ungeholdet hver tirsdag og fredag hos Center for Kræft og Sundhed. Christian blev i første omgang henvist til et genoptræningshold i en anden kommune, men blev overført til København.

"Jeg kommer hver eneste gang, fordi jeg får så meget ud af det. Før gik jeg et sted, hvor jeg trænede med en masse gamle mennesker i maskiner. Jeg følte mig meget malplaceret, mest på grund af alderen. Så jeg var virkelig glad, da jeg kunne komme her, for her er en helt særlig stemning. Her bliver man glad, når man ser folk komme ind ad døren, og man giver de ti procent ekstra, man tror, man ikke har. Når jeg træner med andre får jeg en styrke, som jeg normalt ikke har. Og så bliver man smittet af det gode humør. Jeg er altid glad, når jeg går herfra

Jeg kan mærke det med det samme, at når jeg træner, så får jeg mere energi. Før var jeg meget trist, og jeg var så træt, at jeg ikke en gang gad at gå en tur. Træningen har givet mig et spark bagi.

En af trænerne sagde til mig: Jeg vil have en forpustethed og træthed ind i dig, som overdøver den træthed, du føler på grund af kemoen. Så du bliver træt af motionen, i stedet for af bivirkningerne. Det har jeg lært utrolig meget af.

Trænerne er meget professionelle, og mange er på vores alder og føler med os. De kan se på os, når vi ikke kan mere, og når vi nærmer os vores grænser. De ved, hvordan vi skal træne, når vi har det dårligt, og giver os noget, vi kan tage med os med hjem. De lærer os, at vi skal tage det roligt, også hvis vi oplever en stresset situation udenfor.

Musikken motiverer os, trænerne motiverer os, men det er først og fremmest holdet, der er drivkraften. Vi kender hinanden så godt efterhånden, at vi har en masse interne jokes, f.eks. griner vi tit, når der er en, der hoster, fordi træningen er så hård, for så ved vi, at vi er ved at nå grænsen.

Hvis en person bryder sammen under træningen, så er det okay. Eller hvis man er ved at besvime eller kaste op. Jeg er besvimet to gange under cykeltræningen, og jeg har knækket mig én gang, og det har jeg måttet bearbejde. Træneren sagde, at jeg skulle tage det stille og roligt, men det kunne jeg ikke acceptere, for jeg elsker at træne. Hvorfor fanden kan jeg ikke det her, for det plejer jeg jo at kunne? Men nu har jeg lært, at det er ok, og at det er fint, at jeg giver op en gang i mellem.

Jeg skal slutte med forløbet i slutningen af marts, men vil gøre hvad som helst for at få lov til at gå her året ud. For jeg føler, det har givet mig lyst til at komme i gang med mit liv igen."

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar