Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Syv spørgssmål til sundhedsprofessoren

TEMA OM PRAKSISSEKTOREN // Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har stået i spidsen for den nye analyse af praksissektoren inden for fysioterapi. Vi har stillet Jakob Kjellberg syv spørgsmål til analysen, som er en del af grundlaget for den vigtige debat om visioner for fremtidens praksissektor frem til Danske Fysioterapeuters repræsentantskabsmøde i november.
Foto: VIVE

Er praksissektoren sund og velfungerende?

Meget fungerer rigtig godt, og ydernummersystemet sikrer en vis geografisk spredning. Der sker også en vis grad af professionalisering ved, at klinikkerne bliver større.

Udfordringen er, at man udbyder et meget standardiseret produkt, og det betyder, at lønniveauet risikerer at blive presset ned for dem, der ikke er inde i ydernummersystemet.

Det er næsten umuligt at tage konkurrencen op, hvis du ikke er i ydernummersystemet eller formår at specialisere dig. Men laver man noget helt specielt, kan man også få det til at fungere. Der er nogle elementer i det her system, der gør, at konkurrencen bliver lidt unfair.

Det er ikke kun en oplevet uretfærdighed. Nogle fik tildelt deres ydernummer gratis og konkurrerer med andre, der har gældsat sig for at få et ydernummer, og som derfor bliver nødt til at have en stor omsætning.

Begge typer klinikker udbyder i samme marked, og den virksomhed, der har sit på det tørre, kan nemmest ekspandere derfra. Det er svært at konkurrere mod, hvis du er den, der skal starte fra bunden.

Hvilke grundlæggende problematikker afdækker analysen?

En væsentlig del af det her problem handler om, at der uddannes flere fysioterapeuter, end sektoren kan optage. Det er ikke en ny udfordring, men det er noget, der bliver voldsomt forstærket af, at man sætter nogle lofter på omsætningen.

Det betyder, at ydernummeret, der giver en retten til at fakturere det offentlige, pludselig er et gode, der bliver konkurrence om.

Og diskussionerne om penge bliver tilspidsede, fordi konkurrencen er hård og lønningerne ikke er høje. Vi har hørt om situationer, hvor man som nystartet uden ydernummer i årevis ikke kan tage løn ud.

Er det et problem, at prisen på ydernumre er så høj?

Priserne på ydernumre er så høje, at det er svært at købe et som nyetableret. Når ydernummeret bliver en handelsvare, så bliver det dem, der har råd, der i højere grad køber. Har du noget at stille som sikkerhed, så har du også bedre lånemuligheder, så vejen til et ydernummer er lang, hvis man står udenfor. Det er kort sagt et ‘op ad bakke’-projekt at starte uden ydernummer, med mindre man har specialkompetencer, fordi man ellers udbyder et produkt, der er tilskud til hos andre klinikker.

Hvad bør et ydernummer koste?

Et af de store problemer er, at det er så uklart, hvad vi handler, når vi handler ydernummer. Hvad er et ydernummer egentlig? Hvad er et deltidsydernummer? Omsætningslofter er individuelle, fordi ydernumre er limiteret forskelligt, og det gør hele markedet uigennemskueligt.

Egentlig køber og sælger man omsætningslofter, og det gør det vanskeligt at have en god diskussion om, hvor mange ydernumre, man må eje, og det gør det igen svært at lave en regulering. Det enkleste ville nok være at sige: Et ydernummer er det, du kan nå at omsætte som person. Men hvis du ikke har ret meget omsætning på et ydernummer, vil du typisk heller ikke kunne sælge det lige så dyrt, som hvis du har kunnet udnytte hele kapaciteten.

Er et ydernummer et kvalitetsstempel?

Vi har et system, der gør, at har du klinik med et ydernummer, så bliver du oplevet med en anden kvalitet eller certificering eller måske en anden stamina, som de andre klinikker ikke har. Og det er også uretfærdigt. Overenskomsten siger jo ikke noget om, hvad kvaliteten er i det, du laver.

Hvordan ser praksissektoren ud om f.eks. fem år?

Der bliver større og større praksisenheder med flere og flere ansatte, fordi dem, der har råd til at købe ydernumre, det er de store. Der er nogle indlysende stordriftsfordele både forsikring, udstyr og alt muligt andet, og gør man ikke noget andet, vil vejen gå mod større og større klinikker, enten fællesskaber eller med en ejer. Flere kan bringe deres ydernumre ind i en fælles konstruktion, eller man køber hinandens.

Faget bevæger sig i en retning, hvor stordrifts-tænkning vinder frem, og hvor nogen måske sætter så meget fokus på at drive virksomhed, at man måske glemmer at være fysioterapeut. Der er samtidig en fortælling om, at er man ikke selv fysioterapeut, så forstår man måske ikke, hvad man rationaliserer fra.

Hvad kan man gøre for at påvirke praksissektoren i en anden retning?

Der er mange muligheder, men det vigtige er at være klar over, at det her er et nulsums-spil. Problemet er, at skal man give til nogen, så skal man også tage fra andre. Enhver ændring, der er til gavn for nogle, giver et tab for andre. Skal man ændre noget i systemet, så skal man jo også gøre det på en måde, der ikke river tæppet ud under folk.

Hvis man beslutter, at retningen mod stordrift er et problem, kan man jo vælge at sige: "Du må ikke købe flere ydernumre, hvis du i forvejen ejer over tre!". På den måde sætter man en grænse for, hvor meget, der kan samles sammen. Men så giver man samtidig køb på nogle af de gode ting ved, at klinikker bliver store, fx at en klinik kan have en større indtægt på grund af stordriftsfordele.

F.eks. kan man sætte lofter på og sige, at du må max eje et eller tre ydernumre. Man kunne også beslutte, at man ikke må sælge ydernumre videre, men at de skal gives tilbage og derefter tildeles på en anden måde.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar