Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Nu kan jeg sætte ord på, hvordan jeg arbejder som fysioterapeut"

TEMA OM DIT FØRSTE JOB // Da Anders Skovsbo Jørgensen forgæves havde søgt job i hjembyen Aalborg, drog han til Sverige for at få sit første job som fysioterapeut. Det har han ikke fortrudt.
Turen med bil og hestetrailer fra Aalborg til Hagfors tog 12 timer, og da Anders parkerede foran sit nye hjem den 3. januar, var temperaturen minus 20 grader. Hagfors er en lille by med 4.-5.000 indbyggere, og der er en times kørsel til den nærmeste storby. Foto: Privatfoto

Det var en stor dag for Anders Skovsbo Jørgensen, da han trådte ud fra UCN University College Nordjylland den 18. juni 2018.

”Jeg har vidst, at jeg ville være fysioterapeut siden 8.klasse, og jeg har altid drømt om at være ansat i en kommune, hvor patienten er i fokus, og hvor der er fokus på læring, så jeg kunne videreudvikle mine evner,” forklarer den nordjyske fysioterapeut.

Han gik derfor hurtigt i gang med at søge sit første job som fysioterapeut. Men det viste sig at være lettere sagt end gjort, for i Nordjylland hænger fysioterapistillingerne ikke på træerne. Anders Skovsbo Jørgensen søgte i gennemsnit to stillinger om ugen, men jobbet lod vente på sig.

”Jeg søgte alt, hvad der var i Nordjylland, og jeg kom da også til tre jobsamtaler. Men jeg fik hele tiden at vide, at de ville have nogen med erfaring. Det var meget frustrerende,” fortæller fysioterapeuten, som nåede at sende 60 ansøgninger på et halvt år.

Da en studiekammerat fortalte, at de søger fysioterapeuter i Sverige, drog han afsted til et informationsmøde, organiseret af Nordisk Jobløsning, der formidler job i Norden.

Pakket ind i bobleplast

På informationsmødet mødte han de svenske arbejdsgivere ansigt til ansigt, og Anders gjorde kort proces.

”Vi tog en spontan jobsamtale, og jeg tænkte, de virker da flinke, så hvad kan det skade? Så jeg slog til.”

Herefter gik det stærkt. Ansættelseskontrakten blev ordnet via mail, Anders sagde sin lejlighed i Aalborg op, møbler og tøj blev fyldt i en hestetrailer lånt til lejligheden, resten blev sat til opbevaring. Og så satte Anders og hans far kursen mod Hagfors, en lille by, der ligger ca. 350 km nordøst for Göteborg.

”Da vi ankom til færgen, sagde personalet med et smil: Vi har skaffet jeres hest en god plads udenfor. Så mine møbler fik masser af frisk luft på turen.”

Kort efter begyndte Anders Skovsbo Jørgensen i sit første job som fysioterapeut i ‘Primärvården’, det, der svarer til et dansk sundhedscenter. Arbejdet var delt op i to byer med tre dage i Hagfors og to dage i nabobyen Sunne, og patientgruppen var i alle aldre og typer.

Anders stiftede bekendtskab med problemer i fødder, knæ, ankel, ryg, hofte, skulder, albue, hovedpine og svimmelhed, så han kom vidt omkring. Og der blev taget hensyn til, at Anders var nyuddannet og skulle vænne sig til sine nye rolle og et nyt land.

”Det er jo en stor mundfuld for en nyuddannet at komme op og få ansvaret for god behandling for alle de patienter. Men de var rigtig gode til at tilrettelægge oplæringsperioden, så der stille og roligt kom flere på. Det var en god opstart, og jeg blev rigtig godt modtaget," siger han og fortsætter:

"Jeg fik to nye patienter om dagen til at starte med, og jeg fik en mentor. De sagde, jeg skulle fokusere på at lære rollen som fysioterapeut, og der var altid plads til, at jeg kunne gå til ham eller en af mine kollegaer og sige, jeg har det her problem, hvad skal jeg gøre? Det var lidt som at blive pakket ind i bobleplast. Det var en fantastisk måde at starte op på. Det var ikke stressende, og det, at jeg fik ekstra tid til patienterne, betød, at der også var tid til at dumme sig på svensk.”

Fritiden drillede

Arbejdstiden i Sverige er 40 timer om ugen. Ifølge Anders Skoubo Jørgensen havde han en time til hver ny patient og et kvarter til journalisering. Derudover fik han en halv times betalt frokostpause og to kaffepauser, foruden en time om ugen til at dyrke sport i arbejdstiden.

”Det føltes ikke som 40 timer, for det foregår i et langsommere tempo, og man har god tid til patienterne. Der var rigtig gode vilkår, hvad det angår.”

Anders’ svenske mentor tog sig ikke kun af den danske fysioterapeut i arbejdstiden. Han blev inviteret hjem til familien til pizza og brætspil, lærte at stå på snowboard og ski, og da sneen forsvandt, blev det til vandreture, elgsafari og VM i rally.

”De vidste jo, at jeg var ny i landet, så de tog mig under vingerne. Det var unikt, at de var så imødekommende,” fortæller Anders.

Men i starten var det alligevel svært. Når Anders fik fri, tog han hjem til sin treværelses lejlighed tæt på sundhedscenteret. Særligt hverdagene kunne være hårde. Aftenerne gik med fjernsyn og træning.

”Det blev lidt ensomt – det vil jeg gerne være ærlig omkring. Jeg har en stor omgangskreds i Aalborg, fra hele mit liv, og så flyttede jeg til en lille by i Sverige med 4.-5.000 indbyggere med en times kørsel til den nærmeste by. Så man er rigtig langt væk fra familie og venner. Det er en stor omvæltning, og det var svært. Svenskerne er jo lidt ligesom os danskere, vi holder os lidt for os selv, indtil vi kender de andre. Man skal selv være aktiv og pege på dem og sige, nu er du min ven, det må du leve med!”

Anders fik dog også hjælp fra en lokal svensker, som arbejdsgiveren betalte for at hjælpe danskere i Värmland med indkøb, bank, og socialt netværk. Efter fem måneder forsvandt følelsen af ensomhed, fortæller Anders.

”De sidste to måneder havde jeg ikke tid til at slappe af. Jeg fik skabt mig et rigtig godt netværk, både med kollegaer og andre danskere, der arbejder som fysioterapeuter, og det endte faktisk med, at jeg brugte hverdagsaftenerne til at lade op inden weekenden. Til sidst følte jeg mig ikke ensom overhovedet.”

Tilbage i Aalborg

Før afgang havde Anders besluttet sig for at være afsted et halvt år. Han blev dog overtalt af sin arbejdsgiver til at blive i to ekstra måneder, og de så gerne, at han blev permanent. Men selvom det sociale og professionelle liv kom på plads, holdt han fast i, at han ville hjem igen.

”Jeg har hele tiden været åben omkring, at jeg kun ville være deroppe et halvt års tid. Jeg er et menneske, som har en stor omgangskreds, som betyder meget for mig. Så jeg har altid tænkt Sverige som midlertidigt.”

I dag er Anders tilbage i hjembyen Aalborg, omgivet af sit netværk, familie og venner – og en stor erfaring rigere. Jobbet er stadig ikke landet, men Anders klør fortsat på med jobsøgning og overvejer også en erhvervspraktik.

”Det er ikke min oplevelse, at jeg kommer forrest i køen pga. min udlandserfaring. Om det så er, fordi jeg ikke er dygtig nok til at reklamere med det, ved jeg ikke, eller om min erfaring er for kort.”

Lige nu er planen at fortsætte med at sende ansøgninger afsted – også de uopfordrede.

Hvis han stadig ikke får job, overvejer han et sommervikariat i Blekinge. Og selvom joberfaringen i det udenlandske endnu ikke har givet pote, så har han kun lovord og anbefalinger til overs for andre, der overvejer at tage af sted.

Robust og handlekraftig

”Jeg vil gerne være med til at udbrede, at det var en rigtig god mulighed og et skønt sted at være. Det er selvfølgelig hårdt i starten, når det er sort vinter, og man står med nye indtryk og nyt job og nyt sprog og nye mennesker, og man savner sine venner og at snakke dansk. Men det var den helt rigtige beslutning at tage af sted, det vil jeg aldrig fortryde. Det er en oplevelse for livet, og selvom jeg ikke har fået job endnu, så kan jeg nu sætte ord på, hvordan jeg arbejder som fysioterapeut.”

Hvad har det givet dig?

”Det har givet en robusthed, man bliver mere handlekraftig, fordi man selv står med ansvaret. Jeg har fået rigtig meget faglig sparring, og man lærer at håndtere komplicerede patientproblematikker. Nu føler jeg, at jeg kan klare et hvilket som helst job og arbejdspres. Det har givet en anden form for tryghed, fordi jeg ved, at jeg nok skal klare det. Det følte jeg ikke, inden jeg tog afsted.”

Nogle af Anders’ studiekammerater har fået job i Aalborg. En del har taget erhvervspraktik og er kommet ind den vej, andre læser videre. Et fåtal har søgt arbejde inden for andre fag. Men det er ikke en option for Anders.

”Det er fysioterapeut, jeg vil være, og drømmescenariet er, at det bliver her i Nordjylland. Jeg hører til her i Aalborg, og jeg er ikke klar til at gå væk fra min omgangskreds. Den betyder alt for meget for mig.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar