Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hej, jag heter Camilla! Om du kommer med hit, så får vi sitta här och prata med varandra!

TEMA OM DIT FØRSTE JOB // Camilla Struck har fået job i et sundhedshus i Sverige, 500 km nord for Danmark. Men bortset fra at patienterne hedder Gunilla og Ola, så ligner både diagnoser og patienter dem, man møder herhjemme. Opstarten var rolig og tryg, og i dag har hun lige så mange patienter som sine erfarne, svenske kollegaer.
Foto: Jacob Karström

Når Camilla Struck tager imod sine patienter, så foregår det på – stort set – flydende svensk. Sproget falder hende så naturligt, at hendes svenske patienter beder hende tale LIDT langsommere, så de kan følge med.

Sådan var det ikke i starten.

”Der foregik det med tegnsprog, eller jeg brugte min krop og vippede med foden og sagde: gør det ondt, når du gør sådan her?”

25-årige Camilla Struck arbejder på ‘Närhälsan Vara Rehabmotttagning’ – i Vara, en lille by 90 km øst for Göteborg. Oppe i den del af Sverige, som byder på mørkegrøn og ufremkommelig nåleskov, dybe skovsøer og rigtig langt mellem byerne.

Närhälsan er et sundhedshus, der fungerer som et ekstra led (primärvård) mellem sygehuset og det kommunale sundhedsområde, og Camilla Struck har otte fysioterapeuter og tre ergoterapeuter foruden læger og sygeplejersker som kollegaer.

Patienterne har direkte adgang til fysioterapi, og hun møder patienter med en bred palet af lidelser. Her kommer voksne med ondt i ryggen, hoften og knæet, unge med sportsskader og ældre omkring de 90. Noget er sæsonbetonet, ligesom nu, hvor Camilla modtager folk med skiskader.

”Floorball og fodbold er en stor ting heroppe, så vi ser mange unge mennesker med en forstuvet ankel og ondt i knæene – og lige nu kommer der mange med skader efter ski. Så det spænder vidt.”

Udlandet har altid trukket

Camilla Struck blev uddannet fra University College Lillebælt i Odense den 25. januar 2019, og udlandet har altid kaldt på hende.

”Jeg har arbejdet i Australien i et år og var i udlandspraktik i Costa Rica og Spanien og ville egentlig have søgt tilbage for at arbejde, men min kæreste syntes, det var for langt væk. Så blev det Sverige,” siger hun i telefonen fra Vara, med et tilfreds grin.

”Jeg synes, det er utrolig fedt at arbejde heroppe. Som nyuddannet får man en mentor, og de er meget obs på, at vi kommer godt ind i det. Man bliver taget utroligt godt imod, og man kan bruge sin mentor og sine kollegaer til at sparre med,” fortæller hun.

Arbejdstiden er 40 timer om ugen og fleksibel, så hun kan møde sent den ene dag og blive længere en anden. Hun kan i et vist omfang selv styre længden på frokostpausen, så nogle dage er korte, andre lidt længere.

Hun får udbetalt sundhedsbidrag til f.eks. træning i fitness, og hun nævner navnlig den langsomme opstart som en attraktiv ting.

Da hun begyndte, havde hun to patienter om dagen. I dag, godt og vel ni måneder senere, er hun oppe på mellem 8 og 11 i løbet af en dag, med cirka ti nye patienter om ugen. Det er samme kvantum som hendes erfarne, svenske kollegaer.

”Det kan lyde af meget, men hvis de fire er patienter, der kan klare sig selv, så sætter jeg dem jo bare i gang. Er der mange nybesøg, kan det godt blive en lang dag, og man kan føle sig lidt brugt i hovedet,” forklarer hun.

”Men hvis min mentor spørger, hvordan det går, og jeg siger, at der er lidt stress på, så er han hurtig til at sige, at jeg skal geare ned. Men jeg kan faktisk godt lide, at der er tryk på nogle dage og mere stille andre. På den måde kan man styre det selv,” forklarer hun.

Er der ting i fysioterapien, de gør anderledes?

”Nej, det synes jeg ikke. De tester lidt mindre, og de har ikke lige så mange spørgeskemaer. Det brugte vi meget på uddannelsen, f.eks. at teste for hofteartrose. Men jeg forsøger at teste en gang imellem, så jeg holder det ved lige. Det tager jo også noget af tiden fra patienterne. Men vi har spørgeskema efter første besøg og opfølgning efter tre og seks måneder,” forklarer hun og tænker tilbage på starten, sommeren 2019:

”Den første måned var sindssygt hård, for jeg skulle forstå svensk og tale svensk, og der var forventning om, at jeg skrev journal på svensk – og det tog mig lang tid. I starten skulle jeg også læse op på hver patient og læse op på skuldertest og diagnoser, og hvordan var det nu lige? Jeg kom jo stort set lige fra skolen.”

Efter en måned fik Camilla Struck en ældre, kvindelig patient. Hun havde en lille fraktur i foden, og Camilla gav hende rådgivning og øvelser. Da forløbet på en måneds tid var slut, var den ældre kvinde på et opfølgningsbesøg hos Camilla:

”Hun sagde, `jeg er så glad – nu kan jeg gå helt normalt igen, i stedet for at halte, og jeg kan cykle, som jeg kunne før. Så hvis jeg får ondt igen, så ringer jeg – men jeg vil kun have dig!´ Jeg blev så glad! Det var virkelig en bekræftelse på, at okay, jeg gør altså noget rigtigt her. At se sine patienter blive så glade, og det, at man tager fem minutter og snakker med dem og hører, hvordan det går, det er utrolig fedt.”

Kæresten havde svært ved at falde til

Selvom Camilla Struck har sin kæreste med, nævner hun alligevel fritiden og manglen på netværk og familie som de største udfordringer.

”Min mentor var god til at hjælpe os, så vi ikke bare sad i lejligheden og kukkelurede. Vi blev inviteret hjem til fika, som eftermiddagskaffe og pause hedder heroppe. Og vi sørger for at komme ud hver weekend, så vi får brugt tiden heroppe på at se noget svensk natur. Vi opsøger også en masse seværdigheder, og i dag er det mine svenske kollegaer, der kommer til mig og spørger, hvad der er værd at se, for vi har undersøgt det meste,” ler Camilla.

Hun konstaterer med lidt ærgrelse, at der ikke har været sne i år, der var værd at tale om – til stor skuffelse for hendes kæreste, som hun havde lokket med udsigten til et skisportssted, fordi han elsker at stå på ski.

”Normalt er der meget sne heroppe, og der er et skisportssted kun halvanden time herfra. Men hvis vi skal stå på ski, skal vi køre i fire timer,” forklarer hun.

Camilla Strucks kæreste er ufaglært og startede i et vikariat som gartner i den svenske kirke. Men der var en måned i efteråret, hvor han stod mellem to job og havde problemer med at finde nyt arbejde. I dag har han job i en montørvirksomhed, som leverer porte til industrien, og trives godt. Hun er ved at overtale ham til at blive et år mere. Men de er enige om, at de ikke slår sig ned permanent.

”Min kæreste er tryghedsnarkoman,” griner hun, ”og vi har en lejlighed i Odense, vi måske skal tilbage til. Men jeg forsøger at skubbe lidt til ham – så vi tager et – måske to år til.”

Kan du anbefale det til andre?

”Helt klart. Det giver blod på tanden at komme væk fra sin komfortzone. Jeg havde også besluttet, at jeg ikke ville til Skåne, det skulle være længere væk, så man udfordrer sig selv. Og at have på sit CV, at man har ydet en ekstra indsats for at få arbejde og erfaring, det kan jeg virkelig anbefale. Jeg synes, det er fedt, at der kommer fokus på, at man kan få arbejde heroppe, når det ikke vrimler med jobs i Danmark. Det er ikke så anderledes her.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar