Debat om regulering af praksissektoren
I 2012 fik patienterne i praksissektoren offentligt tilskud på tilsammen mere end 1,1 milliard kroner til behandling hos en fysioterapeut. Reguleringen af tilskuddet sker i dag via ydernummersystemet og aftaler.
”Det er vigtigt at gøre sig klart, at forudsætningen for at diskutere ydernummersystemet er, at vi anerkender, at samfundet har behov for at kunne styre og kontrollere, hvordan tilskuddet til fysioterapi bliver brugt. Behovet for en regulering af praksissektoren er nødt til at være afsættet for den diskussion, som hovedbestyrelsen nu har taget hul på,” siger formand Tina Lambrecht.
Hun tog derfor sammen med den øvrige hovedbestyrelse på et møde i februar fat på den vanskelige debat om regulering af praksissektoren med afsæt i den præmis, at uden kontrol og styring, vil der ikke være offentlige penge i systemet.
For meget eller for lidt regulering
I december 2013 kom Konkurrencestyrelsen med en rapport, der kritiserer praksisoverenskomsterne og ydernummersystemet for at udøve for meget regulering og give for lidt konkurrence.
Kort forinden havde Rigsrevisionen i en anden rapport peget på, at der var for lidt kontrol med praksissektoren. Og det var med disse to meget forskellige rapporter i hånden, at hovedbestyrelsen satte ydernummersystemet til debat.
Med sig havde hovedbestyrelsen også de mange indlæg på fysio.dk, hvor der i kølvandet på Konkurrencestyrelsens rapport er fra begyndelsen af december til midten af februar er kommet flere end 130 debatindlæg, som omhandler forskellige problemstillinger i forhold til ydernummersystemet og forholdene i praksissektoren.
Ulighed eller ordnede forhold
Her mener flere debattører, at systemet skaber ulighed, konkurrenceforvridning og hæmmer vækst, mens andre argumenterer med, at det giver ordnede forhold, geografisk dækning og faglig kvalitet.
”De mange indlæg viser tydeligt, at det er behov for at tage debatten ikke bare i hovedbestyrelsen, men bredt blandt medlemmerne. Og at der er mange forskellige aspekter, som bør inddrages. Derfor vil vi også bruge den fornødne tid til at sikre, at debatten bliver grundig og inddragende,” siger Tina Lambrecht.
En grundig medlemsdebat
Hovedbestyrelsen ønskede på mødet ikke at lægge sig fast på en bestemt holdning til ydernummersystemet, men besluttede derimod at sætte en proces i gang, som skal sikre en bred debat blandt Danske Fysioterapeuters medlemmer om reguleringen af praksissektoren.
En debat, som skal føre til, at hovedbestyrelsen til efteråret kan lægger sig fast på, hvilke holdninger foreningen skal have til reguleringen af sektoren.
Samtidig fastsatte hovedbestyrelsen rammen for debatten: En eventuel alternativ regulering må ikke betyde færre offentlige penge i systemet end i dag, og pengene skal bruges bedst muligt.
Hovedbestyrelsen besluttede endvidere en overordnet drejebog for, hvordan medlemsdebatten og beslutningsgangen skal forløbe hen over 2014. (Læs mere om hvordan debatten foregår her)
Findes ikke en snuptagsløsning
”Jeg er godt klar over, at en del medlemmer havde håbet på, at hovedbestyrelsen havde truffet en klar beslutning om, hvad der fremover bør ske med ydernummersystemet. Men der findes ingen gode snuptagsløsninger, som man kan sætte til afstemning. Derfor er det nødvendigt at tage debatten, som skal give ny viden, udfordre eksisterende holdninger og sikre, at vi finder en langsigtet løsning,” siger Tina Lambrecht.
På hovedbestyrelsesmødet i februar, blev der flittigt refereret til den igangværende debat på fysio.dk. Så på den led er processen allerede skudt i gang, tilføjer hun.
Godt med debatten på fysio.dk
”Det er virkelig godt, at så mange har haft lyst til at blande sig i debatten. Jeg håber, at medlemmerne fortsat vil deltage aktivt, for vi læser og lytter til, hvad der bliver sagt. Jeg har valgt ikke at blande mig på nuværende tidspunkt, men har alene kommenteret på faktuelle forhold, eksempelvis at det ikke er Danske Fysioterapeuter alene, der bestemmer om der skal være et ydernummersystem eller ej. Den opfattelse kan man godt få, når man følger debatten på fysio.dk,” siger Tina Lambrecht.
Overenskomstforhandlingerne kører efter fast plan
Og så er der en enkelt aktuel ting fra debatten, som hun gerne vil knytte en kommentar til. Nemlig det forhold, at overenskomstforhandlingerne med regionerne og KL er gået i gang, som beskrevet i det nye nummer af Fysioterapeuten og på fysio.dk:
”Overenskomstforhandlingerne tager udgangspunkt i de rammer, der nu engang er, og vores interne debat får derfor ingen indflydelse på de igangværende forhandlinger, men peger udelukkende fremad. Overenskomstforløbet kører efter en helt fast køreplan og gik i gang for mere end et år siden, da vi indhentede krav fra de medlemmer, der virker under overenskomsterne, og nu går vi så i gang med de egentlige forhandlinger,” siger Tina Lambrecht.
Læs mere i næste nummer af Fysioterapeuten
Læs mere om ydernummersystemet, regulering af praksissektoren, debatten på hovebestyrelsesmødet og det videre forløb for medlemsdebatten i det næste nummer af Fysioterapeuten, der udkommer 14. marts.
Sådan foregår debatten:
Fra februar til juli måned, bliver der lagt op til en bred medlemsdebat. Fagbladet Fysioterapeuten vil i de kommende måneder belyse forskellige aspekter af debatten, og der bliver oprettet et særligt sted på Fysio.dk til debat, indlæg og artikler.
I foråret eller i den tidlige sommer, vil der blive arrangeret to medlemsmøder, et øst og et vest for Storebælt, hvor der bliver mulighed for at debattere.
I løbet af foråret vil hovedbestyrelsen holde møde med Udvalg for Praksis og Privat, Fraktionen af Praktiserende Fysioterapeuter og med repræsentanter fra selvstændige fysioterapeuter, der praktiserer uden for overenskomsten.
I september vedtager hovebestyrelsen et holdningspapir om principperne for, hvordan reguleringen af praksissektoren bør foregå.
På repræsentantskabsmødet i november, vil der være debat om principperne.
I januar 2015 vedtager hovedbestyrelsen en strategiplan for, hvordan der kan konkret kan arbejdes med holdningspapiret for regulering af praksissektoren.
Læs også:
-
-
Hvis vi fysioterapeuter skal have nogen indflydelse på hvorledes ydernummerstrukturen skal se ud i fremtiden, nytter det ikke at diskutere, hvad vi som fysioterapeuter mener er en retfærdig fordeling af ydernumre. Vi skal se bredere og vurdere, hvad der rent samfundsmæssig er hensigtsmæssigt, og hvorledes det kan falder i tråd med, hvad vi mener er til gavn for standen.
Konkurrencerådet, vore politikere og danskerne i øvrigt er tordnende ligeglade med, at nogle få fysioterapeuter føler sig tilsidesatte, når det gælder muligheden for at indgå overenskomst med regionerne. De er interesserede i gode, prisbillige behandlingsmuligheder fordelt hensigtsmæssigt ud i det danske land. Lad os give dem det, og bevare en primærsektor som en værdig repræsentant for fysioterapifaget. Det er trods alt dér, mange danskere stifter bekendtskab med fysioterapi, så lad os sørge for at primærsektoren er en værdig ambassadør for faget.
Man må spørge om konkurrencerådet har ret i sine betragtninger, når de påstår, at man kan få mere fysioterapi for pengene, hvis man ændrer/ophæver ydernummersystemet.
En typisk timeomsætning er på kr. 536,60 (Har lige haft besøg af min VVS-mand, der tagaer 750 kr. / time inkl. startgebyr + materialer). Heraf skal klinikejeren betale løn til fysioterapeuten, sekretæren, rengøringsassistent, husleje, forny og vedligeholde inventar, forsikringer, m.m.
Det kan ikke gøres billigere.
Der skal en pæn omsætning til for at drive en klinik i dag. Der er fra regionernes ide krav om afregning via EDB og kommunikation via edifact. Fra kommuners side er der krav om træningscenter af en vis størrelse. Vi, der har prøvet at etablere et træningscenter, ved, at det i sig selv ikke er rentabelt, men blot hunde dyrt.
Ophæves ydernummersystemet frygter jeg, at alt for mange små og urentable klinikker vil skyde op.
Vi må ikke komme tilbage til ”gamle dage, med 1-2 fysioterapeuter pr. klinik, der klarer sig i et lille lokale med 2 brikse, ingen træningsfaciliteter og sekretæren er sparet bort.
Det vil betyde en daglig faglig sparring på et minimalt niveau og sætte fysioterapeut-standen årtier bagud.
Vore klinikker og vore fysioterapeuters løn bør bevare en vis standart!!!
Eller måske skal vi gå til den anden yderlighed: at udnytte stordriftsmuligheder, og lade entreprenante fysioterapeuter opretter mammut-klinikker. Vi samler mange fysioterapeuter centralt, på bekostning af, at de mellemstore klinikker i nærmiljøet. Nej vel.
Det eksisterende ydernummersystem sikrer jo netop en fornuftig spredning af fysioterapeut-tilbuddene, hvilket er en samfundsmæssig gevinst, bl.a. fordi nogle/mange patientgrupper har brug for at komme ofte og over lange perioder.
Har man tænkt sig samtidigt at ophæve ydernummersystemet for praktiserende læger? Det ville vist rent geografisk give kaotiske tilstande, men skal ydernummeret forsvinde på den ene fløj, bør det vel også forsvinde på den anden.
Jeg er ikke modstander af, at vi tager ydernummersystemet op til debat; men lad diskussionen holde sig indenfor den eksisterende struktur og omhandle, som PF foreslår: økonomi, enkelthed, fleksibilitet, produktivitet, ydelser og kvalitet som indsatsområder.
Derved kan vi forhåbentlig få både et bedre tilbud til borgeren og en større handlefrihed for fysioterapeuten indfor afsatte rammer. -
Et forslag til den igangværende OK debat.
Hvad med om man reducerede tilskuddet til almen fys til 20 % og vederlagsfri til 80 %. Så kunne der frigøres økonomi til udvikling at nye tilbud, såsom neurospecialtilbud jf. Jens Olesen indlæg.
En sådan regulering vil formentlig stimulere til at nogle lejere vil forsøge at opstarte egen klinik med målrettede tilbud ud fra de specialkompetencer de besidder når nu prisforkellen kun er på 20 %. Dette vil skabe flere arbejdspladser og forventeligt et bedre tilbud set fra patientperspektivet.
Klinikejerne bør umiddelbart ikke frygte en sådan regulering, såfremt at kvaliteten af ens produkt er i orden, Har man en sund og motiverende ledelseskultur på klinikken vil man umiddelbart ikke kunne forestille sig at alle de erfarne og dygtige fysser starter egen klinik. Heldigvis er der mange lejere der er tilfredse med deres forhold. Omvendt vil en usund kultur give bagslag og en klinik vil hurtigt miste sin faglige kompetence og dermed have vanskeligt ved fremadrettet at kunne levere god kvalitet i behandlingen.
Det er et velkendt problem, og desværre stigende, at der er mange ny-uddannede der ikke får fast arbejde. Danske fysioterapeuter må forvente at de i de kommende år vil være mange fysioterapeuter der vil hellere vil forsøge sig med egen klinik fremfor arbejdsløshed. På sigt vil der derfor blive flere fysser uden for OK og de har vel krav på samme service fra Danske Fysioterapeuter ift. sikring af deres økonomiske eksistens.
Håber at man i DanskeFys forhandlingsudvalg er klar til at lave en historisk aftale for praksis, således vi kan få ryddet op i nuværende forhold, hvor der er nogle "rådne æbler" der ødelægger hele kurven.
God vind med forhandlingerne -
Jeg driver en ”landklinik” med ydernumre sammen med min kompagnon. Vi startede alene i små lokaler for snart 25 år siden. Vi har udviklet klinikken efter de krav der løbende er stillet til os fra region, kommune og øvrige kunder. Vi har bygget nyt, hvor der er gode faciliteter til hold og vi er nu 7 fysioterapeuter, som har specialiseret sig på forskellige fagområder så det er muligt, at dække de behov, som vore kunder stiller til os. Der er ordnede arbejdsforhold og vi har lejere, som har det samme overskud af deres virksomhed, som vi har – blot uden risiko. Vi har således skabt arbejde til 5 fysioterapeuter, så vi føler ikke vi har spærret for udviklingen. Det er mit indtryk, at dette billede går igen på mange klinikker, Der er her tale om velfungerende klinikker, hvor der ikke er nogen der udbytter nogen.
Jeg har fuld forståelse for, at dem vi har indgået kontrakter med er interesseret i at entrere med få større klinikker med ordnede forhold i stedet for, at indgå aftaler med mange små virksomheder, hvor man ikke har nogen garanti for at alle specialer dækkes. Det styringssystem, som ligger i overenskomsten er nødvendigt for at undgå, at udgifterne på området eskalerer og sikre den geografiske dækning. Set fra KL og Regionernes Landsforenings side er der ingen grund til, at skifte gode samarbejdsparter ud, som opfylder de behov, som findes for fysioterapeutisk behandling – og så får de god kvalitet til en billig pris. Der vil altid (ydernummersystem eller ej) være klinikker, som leverer bedre kvalitet end andre. Det er fornuftigt, at der stilles krav til kvaliteten jævnfør den proces der er i gang på det vederlagsfri område. De klinikker jeg har kendskab til gør deres yderste for at tilfredsstille behovene og min erfaring siger, at vore samarbejdspartnere stiller krav til os for at få os til løbende at kvalitetsudvikle, hvilket i høj grad lykkes.
De fysioterapeuter som har ”puttet sig” under overenskomsten uden at udvikle sig fagligt og tilpasse faciliteter er en uddøende race, da de ikke magter at klare sig i konkurrencen om de kvalitetsbevidste kunder.
Jeg forstår godt de fysioterapeuter, som gerne vil ind under overenskomsten, men der bliver ikke flere penge og ej heller flere patienter, fordi der kommer flere entreprenante fysioterapeuter til. Det er helt legalt, at have en mening om ydernummersystemet, men det er klart for mig, at en stor del af debatindlæggene kommer fra en lille gruppe ihærdige modsandere af ydernummersystemet og i mindre grad fra den store gruppe, som arbejder med overenskomsten til daglig, som ydere – herunder tillidsvalgte. Det skal helst ikke kun være dem, der råber højest der giver anledning til ændringer. Jeg håber at hovedbestyrelsen kan ”skelne skidt fra kanel”.
Vi har brugt mange år på at skabe klinikker med gode faciliteter og flere fysioterapeuter med forskellige kompetencer så hverken patienter, regioner eller kommuner kan være interesseret i, at vi går den anden vej igen. De har heldigvis stor indflydelse på, hvordan midlerne skal fordeles.
Jeg er ikke afvisende overfor justeringer i ydernummersystemet, men ændringerne skal være til det bedre – også for patienterne og det offentlige. Målet for samfundet kan ikke være, at fordele de offentlige midler, som er afsat til fysioterapi i primærsektoren ligeligt blandt fysioterapeuter, som har lyst til at etablere egen praksis.
Jeg betragter os (med ydernummer), som en del af det offentlige sundhedssystem med nær tilknytning til de praktiserede læger. Blot har vi påtaget os den økonomiske risiko, der er ved at drive en virksomhed. -
Hej
Ligesom Erik Risum tænker at der er mange tavse medlemmer der støtter ydernummersystemet som det er bygget op idag, sidder jeg også med en fornemmelse af at der er rigtig mange tavse fysioterapeuter der mener systemet er uretfærdigt opbygget. Jeg vil derfor opfordre HB til at lave en lille vejledende afstemning på hjemmesiden. Kunne I ikke stable det på benene, Så alle os der bare sidder med en mavefornemmelse om noget kan blive lidt mere evidensbaserede?
På forhånd tak!
Mvh Michael -
Hej
Ligesom Erik Risum tænker at der er mange tavse medlemmer der støtter ydernummersystemet som det er bygget op idag, sidder jeg også med en fornemmelse af at der er rigtig mange tavse fysioterapeuter der mener systemet er uretfærdigt opbygget. Jeg vil derfor opfordre HB til at lave en lille vejledende afstemning på hjemmesiden. Kunne I ikke stable det på benene, Så alle os der bare sidder med en mavefornemmelse om noget kan blive lidt mere evidensbaserede?
På forhånd tak!
Mvh Michael -
Kære birthe,
Jeg mener du mistolker at det er samfundsudviklingen der har præget udviklingen i fys klinikker. Det er selvfølgelig Danske Fysioterapeuter og de til enhver tid siddende klinikejere der har gjort dette. Embedsmænndende som repræsenterer samfundet ved overenskomstforhandlinger omkring ydelser osv ved intet om fysioterapi. Min påstand er derfor at det til enhver tid historisk har været fysioterapi ejerenes sigte efter mest mulig indtjening der har styret udviklingen på klinikkerne. Og det har da også været legitimt - men hvis det er det som idag forhindrer specialisering af f.eks. beh. til neurologiske patienter må Danske Fysioterapeuter lave forholdene om. Ellers er vi tæt på at komme i kollision med egne etiske vedtægter, som forening og ikke som enkelt person, idet vi således ikke sikrer den bedste behandling til patienterne på dette området. OG DET GØR VI IKKE, HELLER IKKE i DET OFFENTLIge iøvrigt. -
Til Per Friis Madsen
Du skriver.. Vil hovedbestyrelsen fortsat arbejde for overenskomster, rimeligt ordnede forhold, en vis tryghed i jobbet for medlemmerne eller vil hovedbestyrelsen arbejde for et frit marked med mindst mulig offentlig kontrol/indblanding , i retning af "survival of the fittest".
Kunne man ikke forestille sig at HB har kompetencer til at lave nytænkning ift. ydernummersystemet, der ikke ender i retning af survival of the fittest??
Jeg kan godt forstå at det er dejligt at svømme i sin egen private andedam ; )
Mvh
Anders Poulsen
Også en del af det danske sundhedsvæsen, dog uden overenskomst -
Som praktiserende fysioterapeut gennem rigtig mange år, har jeg været både klinikejer, indlejer og praktiserende udenfor sygesikringen. Jeg mener derfor at have set alle områder og de fordele og ulemper, der er i alle lejre.
Jeg forstår inderligt godt den tanke, at pengene skal følge borgeren, som selv skal bestemme, hvor vedkommende vil hen; men der er en del ting, som ikke er kommet frem omkring det at være praktiserende, og som derfor gør debatten unuanceret og ukvalificeret, hvis vi ikke diskuterer dette.
Når man har en aftale med offentlig tilskud - ikke til fysioterapeuten, men til patienten, så indgår man samtidig en aftale, hvor ALT omkring din arbejdssituation er styret. Der er en del administration; du får ikke honoreret, hvis du kvalificerer dig via efter-og videreuddannelse og du får ikke honoreret, hvis du ønsker at bruge ekstra tid til en opgave, medmindre patienten har kommunikationsbesvær eller er svært fysisk handicappet. Patienten må ikke træne samme dag, som de får behandling, skønt det passer mange bedst - osv. osv. Du skal levere de ydelser, som står i overenskomsten, og dette betyder noget meget centralt: DU MÅ IKKE SPECIALISERE DIG! - og du skal kunne tilbyde de ydelser, der står i overenskomsten og skal derfor investere i henhold hertil, feks. tilstrækkeligt træningsudstyr.
Det er vel fair nok, at man skal kunne tilpasse sin klinik de behov, samfundsudviklingen til enhver tid har, hvis man vil behandle patienter under offentlig tilskud. Dette vil i praksis sige, at da genoptræningen lagdes ud fra sygehusene til at være et kommunalt ansvar, blev fysioterapiklinikkerne brugt som optræningssteder, indtil kommunerne selv kunne løfte opgaven. Så forsvandt patienterne til gengæld igen fra os. Hele den vederlagsfri ordning for handicappede er kontinuerligt blevet opstrammet mhp. mulighed for behandling versus træning og mhp. økonomistyring. Ingen tvivl om, at det offentlige ambitionsniveau mestendels består af besparelser og kontrol.
Derfor solgte jeg min klinikandel - i 2007 var det vist. Jeg havde taget DipMt uddannelsen - har få behandlinger pr. patient, får stadig det samme som en nyuddannet i honorar og det offentlige sygesikringssystem skatter ikke mine kompetencer. Der var et stigende administrationsniveau og kontrol. Vi ærlige blev straffet for få misbrugeres manglende overholdelse af overenskomsten i stedet for at gå efter disse. Jeg måtte ikke specialisere mig og havde behov for at kunne dygtiggøre mig i netop mit speciale. Jeg nedsatte mig derfor udenfor sygesikringen vel vidende, at der nok ikke var tilstrækkeligt med egenbetalere til specialisering, når man ikke bor i en storby.
Det er ikke let at være udenfor sygesikringen, idet der er det økonomiske incitament for ptt. til at søge den billigste behandling; men jeg ved også, at klinikkerne har store investeringer i feks. træningsudstyr, husleje, edb og edbsystemer varme, el, frimærker osv.osv. Jeg har aldrig fortrudt, jeg opgav at være klinikejer; men det er ikke let at ernære sig udenfor systemet. I starten var det sundhedsforsikringer, der brugte os udenfor sygesikringen; men forsikringsselskaberne styrer i dag en stor del af klinikarbejdet via visitation til behandling før egen læge, som så skal stemple henvisningen, så forsikringsselskaberne kan suge af offentlig kasse. De pålægger hver især administration på klinikken, og ønsker den udført på deres måde og med det antal gange, de via forsikringen har besluttet - intet fagligt grundlag i udgangspunktet men styret af, hvilken forsikring, den enkelte har. Udgifterne til offentligt tilskud har vi efterhånden ansvar for - som tidligere sammen med henvisende læge - og nu også de mange forsikringsordninger. Men det er os, der vil blive straffet over stigninger.
Tro endelig ikke, man bare kan nedsætte sig med klinik og så kommer patienterne med tilskud, og man kan gøre som man vil. I en overenskomst med offentlig tilskud til patienten er der et hav af stramme regler og forpligtelser, der skal overholdes. Hvis du er indstillet herpå og er indstillet på at omstille din klinik til de krav, samfundet ønsker - i tiden er det holdtræning og træningsudstyr, så vil vi alle være lige stillet. Jeg synes, konkurrence er godt og at der bør være kvalitet der styrer, hvor pt. søger hen; men jeg tror ikke alle udsagnene om lige forhold bygger på egentlig viden om, hvad modkravene fra det offentlige egentlig vil sige. Så snart man har investeret så mange penge, det kræver at lave klinik - tænk bare på handicaptoilet og -adgang, så vil man forstå, at det bedst betaler sig at være flere sammen på en klinik og udnytte forholdene bedst muligt. Jeg har aldrig hørt om salg af ydernumre til indlejere - det må vel være tale om salg af ydernumre til ejere. Det skal da selvfølgelig koste noget at have opbygget en klinik og de hundredevis af uhonorerede timer, der ligger i dette og i opbygningen af et godt renommé. Jeg er helt enig i betragtningen om, at det er forkert der er loft over omsætning, hvis der er patienter til klinikken; men det er pga. økonmisk styring og intet andet. Det ændrer sig ikke ved at vi er flere om "rovet".
Med kollegial hilsen
Birteh Stahmer -
Jeg vil give Per Friis Madsen ret i, at man står overfor et vigtigt principielt valg, men jeg er meget uenig i, at de nuværende rammer er de bedste.
Det er meget forståeligt, at man som klinikejer ønsker at forsvare sin forretning mod ændringer, som giver mere konkurrence, men spørgsmålet er, om det er til vores fags bedste at holde fast i de nuværende rammer.
Grundlæggende mener jeg, at konkurrence mellem virksomheder er sundt. Det får os til at yde vores bedste, vi kommer til at stræbe efter at tilbyde patienterne den højeste faglighed, øge serviceniveauet, gøre arbejdspladsen attraktiv for de bedste medarbejdere, og fremme innovativ udvikling af forretningen. Monopol virker ofte lige modsat på ovenstående, og bliver en barriere mod den dynamik, der er i konkurrence.
Efter min mening har Morten Graversen helt ret i, at vi, i denne diskussion, skal være meget opmærksomme på kvaliteten i vores fag. Vi lever af sundhedsydelser, og dermed har vi også et ansvar overfor patienterne, for at skabe rammer, som sikrer, at der ikke kan foretages prisdumpninger på bekostning af kvalitet. Vi er også nødt til at sikre gode fysiske rammer på klinikkerne, og begge dele kan være forenelige med det mere åbne marked med fri nedsættelsesret, hvor vi kan høste gevinsten af den øgede konkurrence.
Ingen kan betvivle at det nuværende system skaber helt eller delvise monopoler, og resultatet er, at ressourcerne til fysioterapi i praksissektoren bliver skævt fordelt og mange muligheder går tabt. Efter min mening er systemet forældet, ift. de tendenser vi ser i vores samfund, og vi skal ikke have så stor berøringsangst overfor ændringer, at vi klamrer os til det kendte.
Jeg vil trække Anders Poulsens eksempel frem igen. Hvordan kan vi lukke øjnene for, at mange fysioterapeuter dagligt må afvise kunder alene på baggrund af, at de ikke har et ydernummer, men på alle andre måder både er kompetente, har rammerne, har konkurrencemæssige priser osv. Det kan ikke være rimeligt! Det samme gør sig gældende for succesfulde klinikker, som bliver begrænset i vækst på baggrund af ydernumrenes kapacitetslofter. Eller iværksætterdrømme som bliver kvalt inden de kan komme i gang. For mig at se er det uambitiøst at holde fast i rammer, som tillader disse uligheder.
Jeg vil gerne være med til at snakke om dette emne ud fra et samfundsmæssigt helhedsperspektiv, men jeg vil fraråde, at man forsøger at flytte fokus til at involvere hele den offentlige sektor også. Lad os i første omgang fokusere på de ting, vi kan gøre bedre i praksis frem for at pege fingre mod det offentlige.
Vi har brug for at arbejde hen mod et system, der er fremtidssikret, bygget op omkring lige muligheder for fysioterapeuter i praksis.
Konkurrencestyrelsens rapport kan bestemt diskuteres, men når man skærer emnet ind til benet, påpeger rapporten, at der er noget galt i vores nuværende opbygning, og samfundet ikke høster gevinsten af den dynamik konkurrence giver. Det vil være arrogant ikke at tage disse forhold til efterretning.
Hvis vi skal fremtidssikre vores fag, er vi nødt til at turde se på andre muligheder frem for at blive ved argumentere for et gammelt, konkurrenceforvridende og rigidt system.
De seneste år er der uddannet flere og flere fysioterapeuter, hvilket har skabt øget arbejdsløshed og konkurrence om arbejdspladserne i praksis. Hvis vi holder fast i de nuværende rammer, uden fri mulighed for nedsættelse, betyder udviklingen, at mindretallet med ydernumre får nogle overordentlige gode kort på hånden til at forhandle løn og arbejdsvilkår med deres indlejere og ansatte.
Jeg ser ikke denne udvikling som fremtidssikring af vores stand. Det vil på det overordnede plan betyde forringede arbejdsvilkår for flertallet, nyuddannede vil få tilbudt lavere løn, senior-fysioterapeuter med mange kurser og erfaring bag sig vil få sværere ved at forhandle deres løn og arbejdsvilkår op eller kan risikere at blive udskiftet med mere lavtlønnede nyuddannede.
Indlejere/ansatte vil reelt ikke have noget alternativ end at acceptere dette.
Det er ligeledes værd at overveje, at de ulige konkurrencevilkår og øget arbejdsløshed kan skabe så megen frustration blandt de fysioterapeuter, som kæmper uden overenskomst, at de nødtvunget dumper prisen under overenskomsttakster for, at have en chance for at tiltrække patienter.
Dette er ikke vejen frem for vores fag, som er langt mere værd. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan Danske Fysioterapeuter forholder sig til dette scenarie?
Indenfor de seneste årtier har man set mange eksempler på, at etablerede YN-klinikker opkøber flere og flere ydernumre og konkurrerende klinikker, hvilket de kan gøre, i kraft af den økonomiske ballast ydernumrene sikrer dem.
Særligt i provinsen kan en klinik opnå store fordele ved at opkøbe en konkurrerende YN-klinik for på den måde reelt at sikre sig monopol over et stort geografisk område. Monopol har aldrig været en fordel for hverken samfundet, mellem fysioterapeuter eller borgeren og igen, ser jeg ikke nogen fremtidssikring i dette.
Jeg deler ikke bekymringen for at fri nedsættelse vil fjerne det borgernære tilbud for fysioterapi tværtimod. Ved fri nedsættelse vil der opstå klinikker, hvor der er potentiale for en forretning, og hvis patienterne ønsker fysioterapi i deres lokalområde, vil der hurtigt komme det.
I samme åndedræt er man selvfølgelig nødt til at forholde sig til problemstillingen omkring udkantsområderne, men et bud på en løsning kunne være tilskudsfordele i de befolkningsfattige områder, som kan gøre en fysioterapiforretning rentabel og dermed sikre fuld dækning i landet. I modsætning til lægeren har vi arbejdsløshed, hvilket også vil gøre det nemmere at trække fysioterapeuter til yderområderne.
Jeg deler bestemt heller ikke bekymringen for at mange små urentable klinikker skyder op. Fordelen ved et mere frit system er netop at urentable klinikker, som ikke kan tiltrække sig patienter på deres faglighed, serviceniveau og fornuftig drift, hurtigt bliver udkonkurreret.
Som det er nu, er en kendsgerning, at jo mere monopol der er, desto mindre incitament vil klinikker og fysioterapeuter have for at udvikle sig. Netop i monopolets ulige miljø, kan dårligt ledede klinikker, og brodne kar overleve.
I forlængelse af diskussionen med friere rammer, er vi selvfølgelig nødt til at debattere, hvordan vi opretholder et ordentligt prisniveau, ordentlige forhold hvad angår fysiske omgivelser samt kvalitet. Disse problemstillinger mener jeg, kan løses gennem nogle overenskomstmæssige aftaler for alle fysioterapeuter i praksis og dermed sikre ordnede forhold for fysioterapeuter og patienter.
Jeg er bange for at vi skyder os selv i foden, hvis vi bliver ved med at klamre os til tanken om, at vi skal holde os indenfor den eksisterende struktur. Hvis det fortsætter, ser jeg ikke nogen forbedring for flertallet af fysioterapeuterne i praksis, ressourcerne vil fortsat strømme mod mindretallet med ydernumre, og dårlige konkurrencevilkår vil i sidste ende ramme både patienterne og samfundet.