Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Det er enormt livsbekræftende at arbejde her"

Min arbejdsplads / Elsebet Jul Olesen arbejder på Hospice Sønderjylland.
Foto: Claus Sjödin

Navn: Elsebet Jul Olesen
Alder: 52
Arbejdsplads: Hospice Sønderjylland, Region Syddanmark

Hvad laver du?

Jeg arbejder med palliativ behandling på Hospice Sønderjylland. Jeg er her 30 timer om ugen, og helt overordnet hjælper og understøtter jeg patienterne i det, de gerne vil, og får hver dag til at blive så god som muligt med udgangspunkt i, hvor de er i deres liv lige nu.

Jeg laver faktisk reel træning her. Det betyder rigtig meget for de fleste patienter at kunne blive ved med at bevæge sig. Det understøtter deres autonomi og integritet som mennesker. Så jeg får patienterne til at bevæge sig i sengen, komme ud af sengen og gå, deltage i deres egen forflytning og få deres eget tøj på. Jeg understøtter altså patienternes mobilitet på den enkeltes niveau.

Rigtig mange patienter har også angst og uro, der følger med det kontroltab at have en livstruende sygdom. Som fysioterapeut har jeg nogle fantastiske redskaber i form af massage, åndedrætsøvelser, afspænding og mindfulness til at berolige og lindre smerter. Jeg er meget optaget af, hvordan ro, nærvær og positive sanseindtryk lindrer på både det fysiske og psykiske plan. Min rolle kan også være terapeutisk gennem snak med patienterne og de pårørende. Det er en prioriteret opgave.

Hvordan kom idéen om at arbejde på hospice?

Jeg har før arbejdet meget med arbejdsmiljø og en smule med sagsbehandling, så jeg havde ikke meget patienterfaring før mit arbejde her. Og det at arbejde på hospice var da heller ikke noget, der lå i kortene fra starten. Min svigermor døde på hospice i Vejle. Hun var der i seks dage og var meget dårlig, da hun kom der. Der var en helt særlig ro i bygningerne, som bare ramte en. Og hun blev behandlet så godt, og der blev taget så god omsorg for vores familie. Det er nok derfra, at jeg fik følelsen af, at jeg måtte prøve at sende ansøgningen dengang. Efter et par år gik det op for mig, at jeg ad den vej var kommet til at arbejde med det, som jeg oprindeligt ønskede, da jeg søgte ind på fysioterapeutuddannelsen: At forbinde krop og psyke.

Hvad er det sværeste ved at arbejde med mennesker, der ikke bliver raske?

Det sværeste er, når patienten ikke kan forlige sig med situationen – det er der, den største lidelse er. Når man bliver ved med at være i protest og ikke kan acceptere, at livet ender her. Men langt de fleste når til en erkendelse og accept af, at nu er det sådan.

Det lyder jo som et paradoks, men det er enormt livsbekræftende at arbejde her. De helt essentielle medmenneskelige forhold har mulighed for at blomstre her. Det at man kan støtte op omkring en familie og sørge for, at de får det bedst mulige fundament til at gå videre i livet. Det er så tilfredsstillende at mærke, at både den døende og de pårørende flytter sig i den tid, de er her. Der bliver taget ansvar væk, skabt ro omkring dem og et rum, som de kan være sammen i, understøttet af den faglighed der er her.

Påvirker dit arbejde dig uden for arbejdstiden?

Man skal være professionel, men der er selvfølgelig relationer, jeg ”tager med hjem” og tænker på. Og det er specielt, hvis en familie ligner min egen: F.eks. med børn i den samme alder. Jeg synes, det er så uretfærdigt, når unge voksne eller store teenagere skal sige farvel til en forælder, før de selv har fået etableret familie. Det kan være svært.

Men vi har supervision her en gang om måneden og snakker sammen kollegerne imellem om det, der påvirker os følelsesmæssigt. Jeg kan huske første gang, der døde en patient, som jeg havde haft rigtig meget med at gøre, og jeg blev vred på mig selv over at føle sorg, fordi det jo skal være professionelt. Men man lærer med tiden, at patienterne skal gå forbi og ikke hobe sig op i en.

Hvordan har patienterne det med en kropslig tilgang?

Mange patienter har haft mange negative oplevelser med en sygdomsplaget krop, smerter og ubehag. Og sorgen over at se sit fysiske forfald og funktionstab kan være stor. Jeg har derfor fokus på at formidle gode kropsoplevelser og gør aldrig noget, der gør ondt, men afhjælper spændinger og lindrer med bl.a. blid massage. Vores spa-bad er også til stor hjælp, hvor patienterne oplever dyb afslapning og en positiv oplevelse af at være i sin krop.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg er så meget på min rette hylde her. Jeg har mulighed for at udvikle mig fagligt, f.eks. har jeg netop været på akupunkturkursus, så det er noget nyt, vi skal implementere. Og jeg værdsætter det helhedsorienterede rigtig meget – det at tage hånd om familien og ikke kun patienterne i et tæt tværfagligt samarbejde, så vi har mange faglige indgange til at støtte op om patienterne hele vejen rundt. Min oplevelse er, at langt de fleste pårørende går herfra med en positiv oplevelse på trods af den sørgelige anledning, de er her i. Det er jo endnu et paradoks – at det mest smertelige kan ende med at blive en god oplevelse at tage med sig. Og det er meningsfuldt, synes jeg.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar