Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det er ukendt land for os alle

CORONA // Fysioterapeuterne på Regionshospitalet Horsens løser nye opgaver og assisterer både plejepersonalet, sygeplejerskerne og lægerne på tværs af faggrænserne. Afdelingsterapeut Mikael Elsborg hjælper terapeuterne med at navigere i de nye arbejdsopgaver, der er opstået i kølvandet på coronasituationen. Det gør han ved at skabe plads til alle typer spørgsmål.
Mikael Elsborg er leder for 21 fysio- og ergoterapeuter, som på kort tid er kastet ud i nye opgaver. Foto: Privat / Brage Caspersen Borup.

”En af mine største opgaver som leder lige nu er faktisk at skærme fysioterapeuterne mod alle de informationer, som tilgår dem fra medier, politikere og myndigheder, og som jo ofte stikker i forskellige retninger og ændres konstant. Mængden af information er jo mangedoblet. Så jeg sorterer i informationerne og videreformidler kun det, som er relevant. Og det har vist sig at være en god strategi. Det har taget en kæmpe belastning af terapeuternes skuldre.”

Mikael Elsborg, afdelingsterapeut og leder af Fysio- og Ergoterapien på Regionshospitalet Horsens, ved, hvad han taler om. For lige nu er de 21 fysio- og ergoterapeuter, som han er daglig leder for, på kort tid blevet kastet ud i nye opgaver, som går på kryds og tværs af både fagområder og vante rutiner, da hospitalet er blevet sat i beredskab på grund af coronasituationen.

På grund af krisen er hospitalets planlagte operationer og indlæggelser nede på et minimum, og patienterne må kun komme på hospitalet, hvis der er umiddelbar risiko for alvorligt tab af funktionsevne. Meget af fysioterapeuternes patientkontakt er aflyst, og de er blevet bedt om at træde til, hvor der er brug for det. Uanset om der er brug for hjælp til at guide patienter og pårørende ind på hospitalet, plejeopgaver på et sengeafsnit eller en ankelskade i skadestuen.

Hospitalsguider og akutmodtagere

”Vi har øget vores tilstedeværelse og byder primært ind på at være behjælpelige på sengeafsnittene, så det faste personale kan arbejde på coronaafsnittene. Vi prøver at opgavedele og går ind og samarbejder i mellemrummet mellem plejerne og terapeuterne. Vi starter med det, som ligger tættest på vores kernekompetenceområder, f.eks. mobilisering af patienterne og forflytninger, men vi hjælper også til ved spisesituationer, toiletbesøg og vask og soignering, hvis vi har tiden til det,” forklarer Mikael Elsborg.

Terapeuterne fungerer også som hospitalsguider ved hovedindgangen, hvor de informerer patienter og pårørende om de retningslinjer, der gælder på hospitalet og svarer på spørgsmål.

”Vi har erfaret, at vi som terapeuter er gode til at vurdere, hvordan vi skal kommunikere med patienter og pårørende, der er bekymrede. Vi hjælper med at skabe afklaring og berolige patienter og pårørende, som virker meget taknemlige over den måde, de bliver mødt på. Det er faktisk lidt rørende at observere”.

På hospitalets skadestue står fysioterapeuterne i større omfang end før for modtagelse, diagnosticering og behandling af de ortopædkirurgiske patienter, så læger og sygeplejersker kan blive fritaget til andre opgaver.

”Vi vurderer skaderne, diagnosticerer, henviser til røntgen, kigger på røntgenbilleder og laver opfølgende behandlingsplaner, og vi foretager akut skadesbehandling, rådgivning og vejledning. Vel at mærke udelukkende ved mindre skader på ekstremiteterne. Hvis der er sår, tegn på commotio, brud på columna, så assisterer vi behandlersygeplejersken eller lægen,” understreger Mikael Elsborg.

Ingen spørgsmål er for små

Opgaven på skadestuen er dog ikke ny for fysioterapeuterne, som i forvejen var videreuddannede til at starte og slutte patientforløb. Men alle har skullet omstille sig til nye roller og opgaver på kort tid, og ifølge Mikael Elsborg er forvandlingen sket over al forventning.

”Det er gået forrygende. Det er jo det helt fantastiske ved fysio- og ergoterapeuter, at de er vant til at samarbejde og løse opgaver på kryds og tværs. De er vant til at være omstillingsparate, og det kommer til udtryk nu. Når de får den nødvendige information, og kommandovejene er på plads, og de får lov til at stille de spørgsmål, de har på sinde, så fungerer det fortrinligt,” siger Mikael Elsborg.

Siden coronakrisens start har han intensiveret kommunikationen, så der er flere korte møder, hvor der er plads til spørgsmål og hurtige informationer. Og ingen spørgsmål er for små eller forkerte.

”Vi har simpelthen taget det gamle begreb ”tvivlens nådegave” til os. For hvis jeg som leder skal fungere på den bedst mulige måde, så er det vigtigt, at alle spørgsmålene bliver stillet. Det er med til at nuancere det grundlag, jeg træffer beslutninger på, og derfor har vi en tæt og løbende dialog om stort og småt. Og de tilbagemeldinger, jeg har fået, siger, at det fungerer godt. For spørgsmålene er med til at gøre os alle sammen klogere. Det er det, der gør, at terapeuterne føler sig godt klædt på til de nye og også uvante opgaver, som jo godt kan føles utrygge.”

Bekymrede for genoptræningen

Han tilføjer, at det har været en stor udfordring for mange terapeuter, at der er patienter, som ikke kan få genoptræning på hospitalet, fordi fremmødet er reduceret til et absolut minimum. I stedet for får de tilbudt video- og telefonkonsultationer.

”Terapeuterne har været nervøse for, om vi kan hjælpe de patienter, som skal genoptrænes efter operation, lige så godt, som vi plejer. Hvordan vurderer man, om der er risiko for, at de mister deres funktionsevne, hvis man er nødt til at konsultere på en telefon? Det kan nogle have svært ved at acceptere. Men så får vi en dialog om det, og mange oplever faktisk, at patienterne er taknemmelige for, at vi retter henvendelse til dem nu – på trods af den situation, vi står i. Terapeuterne får god respons og deler udfordringerne med hinanden. Det giver grobund for nye idéer og kreative løsninger og skaber et nyt sammenhold. Det er meget inspirerende at se. Men hold op, hvor savner de fleste terapeuter den tætte og personlige kontakt til deres patienter, som de normalvis har ved et fysisk fremmøde”.

Hverdagen er anderledes, arbejdsopgaverne er nye, og det er ubetrådt grund – både for lederen og for fysioterapeuterne.

Når situationen spidser til, så deles man om opgaven

”Det er ukendt land for os alle lige nu. Men det utrolige er, at det er lykkedes. Og jeg tror, det er vigtigt, at man får lov til at være utryg. Man skal få lov at dele sin bekymring og usikkerhed på en konstruktiv måde. Hvis vi bare bliver nervøse og ikke deler det med hinanden, så kan det skabe bagslag. Kom med spørgsmålene, for det gør mig stærkere som leder. Så har vi et bedre grundlag for, at jeg kan træffe beslutninger til gavn for os alle.”

Det har ifølge Mikael Elsborg ikke været et tema for hospitalets fysioterapeuter, hvorvidt de nye opgaver ligger uden for fysioterapiens område.

”Vi har et mindset, som går ud på, at når man er sundhedsprofessionel og ansat på et hospital, så hjælper man til der, hvor det bliver efterspurgt. Hvis jeg vurderer, at jeg ikke fagligt kan løse opgaven, så skal jeg klædes på til den. Også selvom jeg ikke synes, det er den fedeste opgave. Og så tror jeg, at det ligger i kulturen her på stedet, at vi er super dedikerede, og at vi er vant til at servicere de kliniske afdelinger. Når de efterspørger vores hjælp, så gør vi alt for at opfylde det behov, de har. Det samme gælder nu. Det er en anden situation, men den omstiller vi os til.”

Artiklen er afsluttet 14. april.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar