Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Kun de kritiske patienter slipper ind

CORONA // Teiken Hvolby Vendelbo er obs på hygiejenen, når han behandler kritiske patienter på klinikken i Esbjerg. Og så benytter han ventetiden under covid-19-krisen til at udvikle en app og være sagkyndig i patientklagesager.
Teiken Hvolby Vendelbo behandler her en patient, som er delvist lam i venstre side på grund af en hjerneblødning. Foto: Ole Joern, Redstar

Indtil videre er det kun tre af Teiken Hvolby Vendelbos patienter, der får adgang til hans behandlingslokale i Klinik for Fysioterapi og Træning i Storegade i Esbjerg.

Den ene døjer med eftervirkningerne fra en hjernerystelse, en anden har en rygskade efter en motorcykelulykke, og den sidste går til genoptræning efter apopleksi. Selv om det kun drejer sig om tre personer, er der lagt et strengt hygiejneregime for behandlingerne.

”Når de ankommer til klinikken, henter jeg dem ude ved hoveddøren, som er låst. Jeg har lagt et kvarters pause ind mellem hver behandling, så jeg kan lufte ud og spritte lokalet af, inden den næste skal ind. Desuden bruger jeg vinylhandsker, mens jeg giver behandling,” siger Teiken Hvolby Vendelbo.

Han er indlejer i klinikken, der har ti fysioterapeuter på bemandingslisten. To dage efter Mette Frederiksens bekendtgørelse af Danmarks nedlukning den 11. marts besluttede fysioterapeuterne i fællesskab, at de kun ville se kritiske patienter i klinikken, og at der kun måtte være en fysioterapeut i klinikken ad gangen. For Teiken Hvolby Vendelbos vedkommende betød det, at han kun har været på klinikken to onsdage i perioden mellem den 11. marts og den 12. april.

”Mine kritiske patienter vil godt kunne klare en pause fra behandlingen på et par uger, men bliver den længere, risikerer de at få varige funktionstab. Holder man risikoen for deres funktionstab op mod risikoen for, at jeg bliver smittet med covid-19, synes jeg, patienternes funktionstab vejer tungest. Jeg er tryg ved beslutningen, selv om den naturligvis indebærer en lille risiko for, at jeg selv bliver smittet,” forklarer han.

Ud over sine tre egne kritiske patienter, har han også behandlet enkelte kritiske patienter for de øvrige fysioterapeuter på klinikken ud fra princippet om, at jo færre, der kommer på klinikken, desto mindre er smitterisikoen.

kun-de-kritiske-patienter-slipper-ind-body.png

Optimist og proaktiv

Teiken Hvolby Vendelbo er efter eget udsagn et optimistisk og proaktivt menneske, og han har ikke hang til at sætte sig i en mørk krog og sørge over, at bankkontoen er gået på slankekur.

”Jeg har en god aftale med banken, og så skal jeg også søge om omsætningskompensation fra hjælpepakkerne, selv om det langt fra dækker mit tab. Jeg er sikker på, at det danske velfærdssystem i sidste ende nok skal holde hånden under os,” siger han.

Hans proaktive livsindstilling kommer til udtryk i de aktiviteter, han har kastet sig ud i, nu da han ikke kan komme på arbejde i samme omfang som tidligere.

”En af mine kammerater har spurgt, om jeg vil være sagkyndig i vurdering af sager fra Styrelsen for Patientklager. Det giver lidt penge i kassen, selv om der godt nok ikke er ret mange patientklager lige i øjeblikket. Desuden er jeg blevet inspireret af en kollega, der har udviklet en trænings-app til børn, så nu sidder jeg også og udvikler noget lignende. Om det bliver til noget, må tiden vise. Endelig har jeg hver eneste dag læst faglitteratur for at bruge ventetiden fornuftigt,” siger Teiken Hvolby Vendelbo.

Tømme skraldespande

Han har også meldt sig til regionens akutte nødberedskab, hvis det skulle få brug for hans assistance i en tilspidset situation.

”Jeg skrev til dem, at jeg ikke var for fin til nogen opgave. Hvis de har brug for en til at tømme skraldespande, er jeg klar,” siger han. Endnu har regionen dog ikke benyttet sig af tilbuddet.

Teiken Hvolby Vendelbo bygger også sit optimistiske livssyn på en tro på, at der bliver meget travlt i hans fag, når covid-19 en skønne dag er fortid.

”Jeg hører historier om patienter, der får udskudt deres operationer i månedsvis på grund af covid-19, så jeg er sikker på, at vi får lyntravlt med at tage os af dem, når det hele letter,” siger Teiken Hvolby Vendelbo.

Artiklen er afsluttet 7. april.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar