Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi har brug for en lille revolution

Der bliver mere brug for fysioterapeuter i fremtiden, men faget skal tænke sig ind i nye sammenhænge, så vi bliver rustede til fremtidens patienter, siger Tina Lambrecht og Lars Henrik Larsen. De ser også gerne et opgør med den firkantede, evidensbaserede tænkning i dele af faget og en øget integration af blødere værdier. Vi har bedt formanden for Danske Fysioterapeuter og formanden for Dansk Selskab for Fysioterapi tegne et billede af fremtiden.
Illustration: Gitte Skov

Tina Lambrecht: Fremtiden ser god ud. Der bliver ikke mindre brug for fysioterapeuter, tværtimod tror jeg, at der bliver mere brug for os. Det bygger jeg på den måde, befolkningssammensætningen er, og de ting, folk fejler i samfundet. Når man kigger på de store sundhedsprofiler, er de jo ikke specielt optimistiske. Mange lider af muskel-skeletsygdomme og kroniske sygdomme, og mange bliver stresspåvirkede. Ofte kan vi se, at der er en sammenhæng mellem stressbetingede sygdomme og nedslidningssygdomme, så ud fra en almen betragtning tror jeg, at der bliver rigtig meget brug for os.

Lars Henrik Larsen: Hvis vi kigger på de store udfordringer i samfundet, så ligger der en række større ting og venter på os. Det gælder hele vejen rundt, både på det muskuloskeletale bevægelsesområde, som er en meget stor og kompleks post, og omkring vægt- og sundhedsproblematikker. Der ser jeg fysioterapeuter spille en væsentlig større rolle i fremtiden, end vi ser i dag.

Vi har også en stor opgave foran os med det stigende antal ældre, som vil medføre en ophobning af sygdomme. Det kan være alt fra hjertekarproblematikker og neurologiske problemstillinger til de muskuloskeletale ting, som kommer, når man bliver ældre. Så der er et stort behov for, at vi kommer ud og markedsfører vores faglighed og får fodfæste rent politisk, så vi kan få allokeret ressourcer til at løse problematikkerne.

Teknologien er på fremmarch, og apps, digitale systemer og Youtube konkurrerer med branchen. Bliver fysioterapeuter overflødiggjort af teknologien?

Tina Lambrecht: Det gode er, at teknologien kalder på nye kompetencer hos os. Vi skal være med til at udvikle og finde på nye teknologiske midler og metoder, så vi kan intervenere med de mennesker, som har brug for vores hjælp. Men vi skal være opmærksomme på at bevare den menneskelige kontakt. Digitaliseringen af vores liv gør, at de nære relationer mellem mennesker forsvinder, og tingene foregår med meget større hastighed og omskiftelighed. Det tror jeg ikke, mennesker på lang sigt har så godt af.

Vi fysioterapeuter er rigtig gode til at have en relation til andre og, via vores kropslige interventioner, at få koblet kroppen og hjernen sammen. Så jeg tror, at vi har nogle styrker i vores fag, som vi skal bevare og bibeholde samtidig med, at vi tager ny teknologi til os og deltager i udviklingen af den.

Lars Henrik Larsen: Vi skal selvfølgelig mase på alt det, vi kan, og blande os i den teknologiske udvikling, så den ikke kører fra os, hvilket jeg faktisk ikke er så bange for. Vi må se på, hvordan teknologien kan udvikle fysioterapien, og omvendt, og lade det gå hånd i hånd. Teknologien kan løfte visse dele, og det, der ikke kan løftes, skal vi være enormt skarpe på. Det handler bl.a. om de bløde værdier, om at være menneske.

Vi står jo overfor en stor udfordring, fordi der kommer en eksplosion af data. Lige nu sidder jeg f.eks. med et ur, som kan fortælle mig stort set alt om, hvordan jeg har det i dag. Det er bare ikke altid, det harmonerer med hvordan jeg har det. Derfor bliver jeg som fysioterapeut nødt til at forholde mig til det menneske, der står overfor mig. Noget kan måles med pulsmåler og andre metoder. Men det handler også om det bløde, alt det, vi kun kan forstå gennem kvalitative metoder, ved at være stærke til det kommunikative, og ved at sætte os ind i andre menneskers liv.

Skal terapeuten tættere på patienterne og bruge hænderne mere?

Tina Lambrecht: Vores fag er igennem årtier gået i en stærkt naturvidenskabeligt evidensbaseret retning. Jeg tror, at der er brug for et oprør eller en lille revolution i vores fag imod den tendens. Vi skal turde gribe vores fag an på nye måder, dog uden at smide noget ud med badevandet, og der skal naturligvis fortsat være naturvidenskabelige forskere.

Men kigger man på faget fysioterapi, er det langt fra alt, der er naturvidenskabeligt bevis for. Det er jo ikke alle vores interventioner, der er evidensbelagte. Og laver man noget med et menneske, og det menneske siger, det var godt, det hjælper, så skal vi turde tage det for gode varer.

Det er hele tiden en afvejning mellem den tunge naturvidenskabelige tilgang kontra det, man har erfaring for virker. Skal vi som fysioterapeuter opdyrke nye arbejdsområder, skal vi også turde bevæge os ud af komfortzonen af det, der traditionelt opfattes som fysioterapi og det, der er evidensbelagt. Velvidende, at det kan udfordre vores faglige og etiske opfattelser af faget.

Lars Henrik Larsen: Der kan nemt opstå en kultur, som næsten går i selvsving ift. at sige, at vi skal have flere forskere og flere midler til forskning. Men vi er nødt til at spørge os selv om, hvad det er, vi reelt gerne vil undersøge, udvikle og dokumentere igennem forskningen.

Der har i mange år været en stor diskussion af fysioterapi som håndværk. Men jeg kunne godt tænke mig at skrue hænderne på oppe i hovedet. Det handler ikke om, hvorvidt man laver håndværk, det handler om, hvordan man er analytisk i sin tilgang til, hvornår man skal bruge de forskellige metoder.

Der er ingen tvivl om, at vi skal forsætte med at skærpe den hardcore videnskabelige tilgang, vi har haft. Men teknologien udgør en risiko for, at vi ser snævert på data, og i visse miljøer er vi kommet til at indsnævre vores tænkning, så vi har mistet noget af det humanvidenskabelige.

Vi skal huske os selv på, at evidensbasering i den snævre forstand ikke er en bevisliggørelse. Det er en sandsynliggørelse af nogle ting, og vi kan bruge den hardcore forskning til at sandsynliggøre, at vi har ret i et bredt perspektiv. Men vi skal stadig stå på tvivlen, en kritisk tilgang til viden og fokusere individuelt.

Er fysioterapeuter for bange for at bruge metoder, som ikke er evidensbaserede?

Lars Henrik Larsen: På twitter er der en kø af mennesker, som tweeter om, at vi skal holde op med at lave eksempelvis passiv behandling. Jeg mener grundlæggende, at det er en forfejlet tilgang , lige som enhver aflivning af en bestemt behandlingsform. Det er en alt for snæversynet fortolkning – og der er ikke evidens for den slags markante konklusioner.

De, som kører hårdt på omkring forskning, som beviset, der styrer klinikerens valg ensidigt, har efter min mening ikke en grundlæggende forståelse for kompleksiteten i klinisk praksis, da det ikke er dét, forskning handler om. Det handler om at prøve at løfte en tænkning ind i en samlet pakke for, hvad jeg kan gøre, når jeg står i praksis og prøver at løse nogle problematikker. For det er meget få af de problematikker, vi arbejder med, der kan løses med en rød pille versus blå pille tænkning. Vi har meget ofte brug for at kigge på mange faktorer i en sammenhæng, som vi skal arbejde med for at finde en løsning.

Hvis evidensbaseringen fjerner individualiseringen, har vi et problem. Men hvis evidensbaseringen samlet set kan støtte op omkring en individualisering, hvor vi stadig holder fast i at prøve at løse den enkeltes problemer, så mener jeg det er en mere rigtig vej at gå – det handler jo i sidste ende om patientens og det enkelte menneskes liv.

Tina Lambrecht: Teknologien, digitaliseringen og individualiseringen vil kalde på den stærke relation og nærhed mellem mennesker. Den vil kalde på mere humane og filosofiske betragtninger over, hvordan mennesker gebærder sig i samfundet. Så hvis man bevarer og får opdyrket de værdier mere igen, så tror jeg, vi står os rigtig stærkt som fag og profession. For så kan vi byde ind på mange opgaver.

Del eller udskriv siden
23 kommentarer