Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Kronik: Den levede krops fag

I hvilken grad medvirker fysioterapeuter til at overføre urealistiske snæversynede og stressende krav til patienten om at være en sund og velopdragen medborger?

Noget af det særegne ved fysioterapi er, at det ikke kun er patientens krop, der er i spil.

Fysioterapeutens hænder og krop berører og bevæger ofte patientens krop med forskellige behandlingsritualer, som skub, tryk, vrid og stræk, verbale og nonverbale instruktioner osv.

 

Blå Bog: Jens Olesen

Jens Olesen er specialist i rehabilitering. Han er ansat på rehabiliteringsafsnittet på regionshospitalet i Skive.

Han er klinisk underviser for fysioterapeutstuderende fra UCC Holstebro. Jens Olesen er flittig skribent og har blandt andet skrevet et kapitel i antologien Den menneskelige eksistens fra 2012.

Han har desuden publiceret flere artikler i både det norske og danske fagblad Fysioterapeuten samt en række andre fagtidsskrifter.

Hvordan patientens krop berøres og bevæges herved, afgøres ikke kun af de manuelle fysioterapeutiske interventioner. Hvad patientens levede krop føler, oplever og lærer samt eventuelt aflærer i denne kropslige relation og interaktion med fysioterapeuten, har også betydning.

 

Empati, antipati eller neutralitet er alle eksempler på følelsesmæssige fænomener, som, i større eller mindre grad, altid potentielt manifesterer sig og påvirker parternes kropslige interaktioner og relationer.

Det kræver, ud over fysioterapeutiske interventionskompetencer, nærheds-, indfølings- og tilknytningskompetencer hos fysioterapeuten, versus et erkendt eller ikke erkendt behov for afstand til patienten.

Det udtrykker sig ofte med en dårlig situationsfornemmelse, der forstyrrer relationen. I relationen kan fysioterapeuten afsløre sider af sig selv, som patienten potentielt kan opfatte som et forsvar eller manglende evne til at etablere en passende fysisk, psykisk og social relation.

Et rent sundhedsvidenskabeligt ideal om én fuldstændig ensartet autoritativ og overordnet tilgang til fysioterapi er derfor en videnskabelig, såvel som uvidenskabelig illusion.

Patienten bør naturligvis opleve kontakten og relationen som kompetent, relevant og tryg. Relationer er således både en mulighed for at nærme sig hinanden og for at holde distancen, hvilket sandsynligvis kan påvirke effekten af fysioterapi begge veje. 

De levede kroppes spejlneuroner

Nyere forskning har antydet og sandsynliggjort et neuralt grundlag for, at biologi, kemi og psykologi mødes i spejlneuronernes neurofysiologiske afsmitninger på relationens kvalitet, som har betydning for de levede kroppes kommunikation.

Spejlneuronerne, afføder verbale og non-verbale følelsesmæssige resonanser i de levede kroppe, som påvirker fornemmelsen af empati eller antipati i relationen med andre.

Nervebanernes forbindelse til ansigtsmusklerne sikrer, at de følelser, som vækkes, kan ses af andre, med mindre de aktivt undertrykkes. Spejlneuroner betyder, at når en følelse kommer til udtryk i ansigtet og bliver set af en anden, vil vedkommende være i stand til at fornemme den samme følelse i sig selv.

Dette forbindelsesled gør det muligt både kropsligt, følelsesmæssigt og tankemæssigt at indgå i et samspil med hinanden.

Willert (2011) mener, at spejlneuroner er en intelligensform, der gør nogle mennesker i stand til at tage bestik af stemningslejet hos hinanden, alene ved iagttagelse.

Måske udtrykker og afspejler den følelsesmæssige stemning eller atmosfære i en given relation sig via en fælles affektiv kropslig tilstand hos begge parter.

Den følelsesmæssige stemning kommer primært fra den ene af parterne eller sekundært fra stemningen og atmosfæren i relationen mellem parterne. I det første tilfælde er afsenderen måske ikke klar over, at modtageren oplever og mærker det samme.

Ligesom modtageren ikke altid er klar over, at den følelsesmæssige stemning, som mærkes i egen krop, ikke nødvendigvis kommer fra en selv.

Willert kalder spejlneuroner for handlingsneuroner, fordi de afspejler handlingen i relationen og de følelsesmæssige stemninger samt atmosfærerne afledt heraf. Dette i modsætning til bevægelsesneuroner, som har med muskulatur og bevægelse at gøre.

Maskiniseringen af kroppen

Sociologerne Bauman et al lyder som om, de ved noget om fysioterapi, når de skriver, at de frygter, at kroppens ejer, træner og vogter kan opfatte kroppen som en opgave, noget der skal bearbejdes og kræver daglig pleje og opmærksomhed.

Er arbejdet med kroppen først blevet en pligt, sætter samfundet normerne for, hvilken skikkelse der er ønskelig og anerkendelsesværdig, og hvad man bør gøre med kroppen for at nærme sig disse standarder.

Hvad enten vores optagethed af kroppen giver sig udslag i omsorg for sundheden eller fitness, kan det gennemgående resultat stort set blive det samme: flere bekymringer frem for færre, selv om det oprindelige motiv for at pleje og gøre en indsats for kroppen var en trang til den sikkerhed og tryghed, som så åbenlyst mangler i verdenen derude.

Det, der overfladisk betragtet ligner den enkeltes frivillige krops- og selvdyrkelse, er måske overvejende en samfundsskabt kontrol- og effektiviseringsinstans.

Træning, kropsforskønnende plastikkirurgi og flere medicinske teknologier samt træningsguruer og diverse sundhedsregimer, herunder potentielt fysioterapi, bidrager mere og mere til at vedligeholde denne samfundsskabte virkelighed, via forskellige pseudovidenskabelige sundhedsmål og slogans, som f.eks. reduceret body-age og no pain - no gain med mere.

Den fysisk ungdommelige slanke og veltrænede samt velkontrollerede og sunde krop hyldes i dag som et efterstræbelsesværdigt ideal i det meste af den vestlige verden, ofte med en snigende aldersfascisme til følge.

Formentlig næret af drømmen om evigt liv eller længst mulig ungdom, kropslig vitalitet, attraktivitet og seksualitet. Sundhedseksperter, som overdriver kropstrænings- og sundhedsidealerne risikerer selv at udvikle sygdomme eller personlighedstræk som narcissisme, alexithymi (manglende ord for følelser), anoreksi og ortoreksi (besættelse af sund mad, motion og sund livsstil), som alle præges og karakteriseres af manglende kontakt til og dialog med den levede krop og individets følelser.

Den norske professor i psykiatri Per Skårderud mener, at vores moderne samfund i høj grad præges af ondt i identiteten og en sygelig optagethed af kroppen, samt spiseforstyrrelser og kropsskam, især blandt unge, men også hos voksne.

Disse sygdomme og personlighedstræk kan kun overleve i samfund og i (fag)kulturer, der selv aktivt bidrager til at vedligeholde historien og idealet om den tynde og veltrænede sunde krop. Hvor en ensidig og unuanceret opfattelse af den rigtige kropsform og kropsstørrelse fortolkes som historien om styrke og succes, og hvor den forkerte kropsform fortolkes, som historien om svaghed og fiasko.

Den fysiske krop er i stigende grad blevet et ydre tegn på eller historien om, hvem du ønsker at være, mere end historien om hvem du reelt er. Det symboliseres måske ved nutidens særdeles udbredte tatoveringskultur.

Et sådan yderside-favoriserende eller narcissistisk krops- og sundhedsideal har potentielt et indre følelsesmæssigt tomrum som sin modpol.

Helt ny forskning viser, at seks procent af alle motionsaktive er træningsnarkomaner eller er i fare for selv at blive syge af det.

Et stigende antal fysioterapeuter, måske især studerende, er potentielt påvirkede heraf, eftersom mange fysioterapeutstuderende rekrutteres blandt særdeles sports- og træningsaktive unge.

Et centralt etisk og fysioterapifagligt spørgsmål i denne forbindelse er derfor, i hvilken grad fysioterapeuter medvirker til at overføre urealistiske snæversynede, stressende samt potentielt sygdomsdisponerende og selvopfattelsesforværrende krav til patienterne om at være sunde og velopdragne medborgere.

Uanset om der er såkaldt evidens for indsatsen eller ej.

Hvor blev den levede krop af i fysioterapeutisk praksis?

Den levede krop har i årevis været forvist til fordel for en ensidig sundheds- og naturvidenskabelig domineret fysioterapeutisk praksis og træningskultur.

I Danmark er den fysiske krop tæt på altdominerende i den fysioterapeutiske undersøgelse. Måske har fysioterapifaget således selv, bevidst eller ubevidst, landsforvist og eksileret den levede krop?

Spørgsmålet er derfor, om fysioterapeuter anerkender, at den levede krop er central for en eksistensfænomenologisk sundhedspraksis og om fysioterapeuter aktivt vil medvirke til at befri og udvide patientens levede kropsterritorium og give den en plads i lyset.

Eller skal vi lade andre faggrupper overtage arbejdet med dette og nøjes med at være den fysiske krops fag?

Den fysiske krop er kun levende og oplever intet i sig selv. Livet (op)leves igennem den levede krop, som således alligevel er overalt i fysioterapeutisk praksis.

Dette selvindlysende og uimodsigelige faktum gælder, uanset om moderne sundhedsvidenskab og moderne evidensbaseret fysioterapi tager den allestedsnærværende levede krop alvorligt eller ej.

Menneskets løbende tilblivelse går igennem den levede krops skabende praksis via relationens kontakt til omverdenen, naturen og medmennesket, samt dermed potentielt til fysioterapeuten. Det er den nysgerrige levede krops natur i sin skabende praksis at opsøge ikke kun det velkendte og trygge, men også nye livgivende oplevelser og udfordringer.

Det er den levede krop, som konkret oplever, tænker, sover, smerter, spiser, håber, sørger, græder, træner, leger, danser, elsker, arbejder, går osv.

Referencer

Bauman, Z, May, T. At tænke sociologisk, Hans Reitzels Forlag, 2003, side 135 – 143.

Ek, K M. Physical Therapy as Communication. Microanalysis of Treatment Situations., PhD, Michigan State University, Department of Teacher Education, 1990.

Schmitz H., Müllan RO., Slaby J. Emotions outside the box – the new phenomenology of feeling and corporeality, PhenomCognSci, 2011. 10, 241- 59.

Olesen J. Eksistensfænomenologisk sundhedspraksis, I: Keller, K (red): Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi. Aalborg Universitetsforlag, 2012.  

Del eller udskriv siden
4 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Anne Guldager

    Kære Vibeke Rasmussen
    Illustratoren er Anna Margrethe Kjærgaard. Hun kan kontaktes på annamargrethe@get2net.dk

    Med venlig hilsen
    Anne Guldager
    Redaktionschef, Fysioterapeuten
  • vibeke rasmussen

    Hej

    Spændende artikel og tak for det.
    Kan jeg bede om navnet på den der har lavet den også rigtig gode illustration
  • Jens Olesen

    Tak Jannick - jeg er helt enig i dine betragtninger.
    Send mig venligst lige din mail så skal jeg sende dig en ny artikel - hvor jeg forsøger at integrere det postmoderne & fænomenologien, som en del af fundamentet og grundlaget for vores fag - selvfølgelig sammen med den moderne evidensbaserede videnskab - anvendt og tilpasset den unikke situation i klinisk praksis.
  • Jannick Marschall

    Fysioterapien kan bringes videre – en faglig kommentar til Jens Olesens kronik.
    I fysioterapeuten nr. 5 2013 skriver Jens Olesen en spændende artikel ”den levede krops fag”, hvor han problematiserer den tilgang som fysioterapeuter og studerende kan have til kroppen. Han udtrykker en bekymring for at fysioterapeuter bevidst eller ubevidst reproducerer et sundhedsideal og et syn på kroppen, som patienter til tider forgæves forsøger at efterleve. Artiklen er interessant, idet den røre ved en problemstilling, som i min optik er lidt tabubelagt. Jeg ønsker med denne faglige kommentar at gøre opmærksom på en problemstilling i håb om, at vi kan have en faglig debat, som vil bidrage til en faglig refleksion og faglig udvikling.
    Jeg følger op på Jens Olesens artikel, fordi jeg mener at vores fag - fysioterapien og vores teoretiske ståsted trænger til at blive diskuteret. Jeg anfægter ikke, at vores fag skal være evidensbaseret – det mener jeg er et must for at opnå fortsat faglig anerkendelse og fastholde/skabe nye markedsandele i et sundhedsvæsen i rivende udvikling. Men der er i min optik en slagside i vores evidensgrundlag, som vi trænger til at diskutere. Den største del af forskning i fysioterapi stammer fra det naturvidenskabelige paradigme, hvilket der ikke er noget odiøst i, da vores fag historisk udspringer fra medicinen. Naturvidenskaben med sin målen og vejen er en nødvendighed for at give os den faktuelle ballast omkring vores intervention. Heri ligger der en kerneværdi for vores fag. Samtidig oplever jeg også, at vi som profession generelt ikke tør ”tro” også på andre videnskaber. Nok har både samfundsvidenskaben og sundhedsvidenskaben indflydelse på vores fag, men hvor dybt stikker det? Vi anråber i vores tilgang til patienten en bio-psyko- social tilgang, hvor patienten/borgeren/klienten (herefter kaldet patienten) er i centrum og vedkommendes autonomi er ukrænkelig. Men jeg provokerer ved at spørge, om der er forskel på: det vi siger vi gør og det vi rent faktisk gør? Tror vi i virkeligheden på patienten? Det vil jeg mene, spørgsmålet er om vi forstår patienten. Det tror jeg ikke vi altid gør - måske fordi vi ikke prioriterer at forstå vores patienter. Det er ikke uvillighed, men en konsekvens af vores behandlersystem og vægtning af vores evidensgrundlag.
    Jens Olesen fremhæver i sin artikel ligeledes relationens betydning i patient/behandler interaktionen både kan være en mulighed for at nærme sig hinanden eller holde en distance. Ikke desto mindre har effekten af fysioterapien og relationen påvirkning på hinanden. Jeg mener, at netop relationen bliver overset/underprioriteret i interaktionen mellem behandler og patient. Det er, efter min mening, et kæmpe uudnyttet potentiale i rehabiliteringen, som vi bevidst kan bruge mere bevidst. Vi skal være mere nysgerrige på patienten liv og meninger og turde søge en endnu tættere relation med vores patienter. Det vil ikke blot skabe en bedre compliance hos både terapeut og patient, men også gøre terapeutdelen af vores titel mere reel. Hertil kan specielt samfundsvidenskaben (humaniora: fx psykologien) bidrage med teoretiske perspektiver, som i min optik skal inddrages og italesættes mere i vores faggruppe.
    I Jens Olesens artikel omhandlende den levende krop som vi skal anerkende og inddrage som en aktør er fænomenologisk inspireret, men jeg vil gerne demonstrere et andet perspektiv også. Kroppen spiller en rolle for hvordan vi skabes som subjekter, idet køn alder, udseende osv. har stor betydning for hvordan andre opfatter os, og for hvordan vi opfatter os selv (og vores identitet) (Nilsson 2009).

    Jeg tænker specielt på socialkonstruktivisme som bidrager med at spændende perspektiv på anskuelsen af netop patient/behandler relationen. Det vil jeg i det kommende afsnit forsøge at illustrere yderligere.
    Først en kort overblik for det perspektiv, som jeg vil forsøge at bringe i spil/til debat. Et socialkonstruktivistisk syn er en videnskabsteoretisk grundopfattelse indenfor samfundsvidenskaben, hvor fænomener i verden konstrueres gennem sprog og relationer. Den menneskelige erkendelse er socialt konstrueret dvs. det ikke kun er en medfødt forståelsesramme, men et resultat at kultur og fortid som det enkelte menneske er en del af. Viden og fortolkning produceres og reproduceres gennem menneskers daglige interaktion med hinanden. I dette perspektiv er objektiv viden ikke interessant, idet erkendelsens sociale element er i fokus. (Wenneberg, 2000)
    Med udspring i dette teoretiske ståsted betyder det, at jeg anskuer individer som sociale konstruktioner, som alle indeholder levede kropsliggjorte erfaringer gennem sygdom, sundhed, nydelse mm; sociale erfaringer, som forstås gennem sociale og kulturelle omstændigheder/begrænsninger og samtidig er vi som individer underlagt og styret af disciplinerende samfundsmæssige diskurser, der er dominerende for hvorledes vi lever. Jeg mener, at hvert individ konstruerer sin egen opfattelse af virkeligheden og den kulturelle kontekst, de er i. Vores verdensforståelse er konstrueret gennem vores erfaringer, valg og fravalg. Mennesket er også et objekt i den forstand, at vi er underlagt regler, krav og fordringer, som helt fra fødslen eksisterer omkring os. Derfor er der ikke kun én sandhed om f.eks. én praksis situation, men lige så mange som der er individer. Eksempelvis er smerten er et fysiologisk fænomen, som i dette perspektiv ikke alene er interessant. Det er ”blot” et signal – et input. Det interessante er outputtet; og her har vi for alvor noget at byde ind med som fysioterapeuter, mener jeg. I et socialkonstruktivistisk perspektiv træder smerten frem som et objekt, som kan behandles og håndteres. For at det skal give mening for individet - i dette tilfælde patienten, er objektet (smerten) kun til i kræft af et subjekt, hvori smerten fremstilles. Altså er smerten som opleves til via konstruktionen ”smertepatienten”. Kategoriseringen ”smertepatient” bliver altså det enkelte individ (subjekt) som oplever smerten (objekt) og håndteringen af konstruktionen ”smertepatient” skal forstås i det enkelte samfunds kontekst(?). Terminologien ”den kroniske smertepatient” eller mere korrekt ”patienter med kroniske smerter” bliver først til i mødet med den anden. Ordstillingen er relevant at dvæle lidt ved- hvad er forskellen på, at omtale patienter som kroniske smertepatienter eller patienter med kroniske smerter? Stor vil jeg påstå. I terminologien den kroniske smertepatient anråber vi ikke subjektet (patienten) men objektet (smerten), som er placeret i en ny kategori – kronisk. Interventionen vil blive rettet mod objektet med fare for ikke at forstå hele subjektet. Den franske idehistoriker/filosof Michel Foucault bruger begrebet biomagt (biopower) om måden, hvorpå magtrelationer virker i og på den menneskelige krop. Biomagt består både af disciplinering af individuelle kroppe og regulering af befolkningen gennem disciplinerende magt. Disse to dimensioner af magten konstituerer polerne omkring hvilke, organiseringen af magt over livet bliver udviklet (Lupton 1995:6). Det er i dette lys vi skal se terminologien den kroniske smertepatient. Ved at omtale objektet smerte gennem patienter med kroniske smerter anråber vi subjektet først og tilskriver smerten som en del af subjektet som kun kan være til oplevelsesmæssigt gennem netop et subjekt, som er patienten. En ikke uvæsenlig pointe som blot understreger at vores fagsprog tilgodeser den naturvidenskabelige tænkning. For at forstå forholdet mellem anatomien og samfundet må vi også undersøge og medinddrage diskurserne i sundhedsvæsenet og det omgivende samfund, som indprenter sig i og former vores kroppe.
    Til at illustrere hvad dette perspektiv vil bidrage med til vores fag, vil jeg beskrive hvorledes studerende og jeg selv har arbejdet som behandlere ved de to sidste VM i fodbold for hjemløse (Homeless World Cup, 2012 og 2013). Jeg og min norske kollega Hilde Sylliaas drog af sted med henholdsvis 5 norske og 5 danske fysioterapeutstuderende. Vi var de officielle behandlere ved Homeless World Cup – en årlig fodboldturnering for socialt udsatte, der har eksisteret i 11 år med en tilslutning med mere en 50 nationer (www.homelessworldcup.org). Vi bad vores studerende om at reflektere over, hvorledes de så idrætsfysioterapi / personer som har skader i netop dette setting – Homeless World Cup. For at deltage i VM i hjemløsefodbold, bliver man udtaget i den enkelte nation. Udvælgelsesprocessen varierer en del fra land til land. Fælles for alle spillere er, at de er socialt udsatte. Majoriteten har en årelang misbrug bag sig, kombineret med diverse psykiatriske diagnoser og generelt ringe livskår; en broget skare der alle af forskellige årsager har levet et hårdt liv. Vores primære opgave var at behandle spillernes skader og skadesprofylakse. Og der kom skader – alt fra luxserede skuldre og fingre, brud på fingre og ben, akutte store muskel og ledbåndsskader, forstrækninger, sår til trætte og ømme muskler som turneringen skred frem. Kort sagt var der lidt af hvert. Vi vurderede skadernes opfang, behandlede, tapede, bandagerede efter bedste evner. Men hvad behandlede vi? Det hele menneske? Nej, ikke altid. Vi behandlede skaden – delen som var i stykker. Vi gjorde en stor forskel, vores vurdering af skadesomfanget og behandlingerne af skaderne var godt arbejde. De studerende fik en uvurderlig erfaring med akut skadesbehandling. Men hvis vi i stedet betragter idrætsskaden som konstruktionen: socialt udsat med en skade så gjorde vi en større forskel behandlings- og relationsmæssigt. Eksempelvis var der en spiller, der var udsat for et vridtraume i knæet og vi skulle undersøge hans knæ. Heldigvis var der ingen større skade sket, men forklaringen og hans videre spil i turneringen blev understøttet af en spørgen til hans mange bibelske tegninger og citater tatoveret over hele kroppen. Hans forståelsesramme var ikke kun om der var en skade i knæet, det var ”blot” mekanik, men tolkning var også spirituel samt en personlig næring at hans spillede i dette stævne for sine venner og kære, som var døde.
    Et andet indtryksfuldt eksempel er en studerende, der skal undersøge en kvindelig spillers skulder, på hendes arm er der cuttet: ”see you soon mom”; den studerede undersøgte, rørte og behandlende kompromisløst men værdigt og respektfuldt. Dette resulterede i mange flere behandlinger de restende dage og begge - studerende såvel som spillere, opnåede en dyb læring om end på forskellige parametre, men konstruktiv og fremadrettet. Dette tolker jeg som relationens synergi-effekt. De blev begge klogere på kroppen og på livet.
    Den bio-psyko-sociale model siger grundlæggende, at for at forstå, hvad et menneske fejler, hvorfor hun fejler det, og hvad der skal gøres for at hjælpe, så må en række forhold tages i betragtning. Disse involverer generelle livsbetingelser, psykologiske faktorer og patientens kontakt til sundhedssystemet. Den bio-psyko-sociale model medtager væsentligt flere faktorer end eksempelvis den biomedicinske, men disse ses stadig som netop faktorer. Patientens oplevelse anerkendes i højere grad end i den biomedicinske model, men stadig som et parallelt perspektiv til den egentlige sygdom. (Johannesen 2011). Jeg argumenterer for at reflektere over en subtil objektliggørelse i vores behandling af den enkelt patient, og foreslår i stedet vi tænker den enkelte konstruktion mellem behandler og patient som mangfoldige praksisser. Vi skal turde være mere nysgerrige på det liv og den erfaring som patienten og dennes netværk bidrager med og passe på ikke at forfalde til stereotyper af patienter/diagnoser i det det sagtens kan påvirke vores adfærd.
    Jeg håber således med denne kommentar at smide lidt brænde på bålet, således vi kan diskutere vores praksis. Det er der udvikling i.
    Jannick Marschall

    Johannesen, Nanna (2011): Smertens socialitet- bidrag til nye forståelser af det lidelsesfulde I liv med kroniske smerter. Ph.d. afhandling Institut for psykologi. København Universitet
    Lupton, Deborah (1995): The Imperative of Health – Public Health and the Regulated Body. London SAGE Publications
    Nilsson, Roddy (2009): Michel Foucault – En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag
    Wenneberg, Søren (2000): Socialkonstruktivisme – position, problemer og perspektiver. København: Samfundslitteratur
    www.homelessworldcup.org
Indsend kommentar