Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Valgfaget udfordrede Sofies grænser

Fysioterapeutstuderende Sofie Cramon fortsætter nu arbejdet blandt hjemløse, selvom det obligatoriske praktikforløb er slut.
Sofie Cramon mobiliserer ryggen på en spiller fra det finske herrelandshold, som havde ondt i lænden. Foto: Nicolas Kjerulf, KP.

”Jeg forestillede mig, at de hjemløse havde en ringe egenomsorg og viden om sundhed. Desuden var jeg usikker på, om de overhovedet ville have kontakt med mig. Jeg tænkte, at hvis jeg selv var hjemløs, ville jeg ikke gide at snakke med en ung fysioterapeutstuderende,” fortæller 28-årige Sofie Cramon om sine overvejelser, inden hun første gang skulle stille til fodboldtræning som frivillig i hjemløseprojektet OMBOLD. Fordommen om at de hjemløse ikke tog vare på deres egen sundhed, holdt stik, mens frygten for at de hjemløse ikke havde lyst til at snakke med hende, blev gjort til skamme.

Det var grænseoverskridende for hende at sætte sig på bænken ved siden af de hjemløse fodboldspillere og få skabt en ligeværdig og fordomsfri kontakt, og i begyndelsen gik det da også lidt trægt. Parterne skulle lige se hinanden an.

”Der var nogle barrierer, vi skulle over, inden jeg for eksempel kunne få lov til at røre ved de hjemløse, fordi jeg først skulle vinde deres tillid og respekt,” forklarer Sofie Cramon, der skal i gang med 7. semester på fysioterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Her skal hun skrive opgave om det 120 timer lange forløb som frivillig i OMBOLD gennem de seneste to år. Opgaven er afslutningen på skolens relativt nye valgfag, som har til formål at give de fysioterapeutstuderende større indsigt i vilkårene for udsatte borgere, der ofte i stærkt begrænset omfang benytter sundhedssystemets tilbud.

De er ikke ligeglade

Sofie Cramon meldte sig blandt andet til valgfaget, fordi hun på den måde kunne få mere praksiserfaring, og fordi hun under uddannelsen har fået interesse for emnet ulighed i sundhed. Med valgfaget har hun fået værdifuld viden om, hvordan hun kan skabe kontakt med borgere, der har helt andre forudsætninger end hende selv.

”Jeg troede i udgangspunktet, at de hjemløse var ligeglade med deres helbred og ikke havde lyst til at ændre på det, men den fordom holdt ikke. Derimod mangler de viden om, hvad de skal stille op, når problemerne melder sig – hvornår de skal opsøge en læge eller en fysioterapeut,” fortæller Sofie Cramon.

Som fysioterapeutstuderende kunne hun give gode råd til de hjemløse, der døjede med fysiske skavanker som rygproblemer, forstuvede ankler eller spændingshovedpine, men de personlige snakke om hverdagens små og store problemer fyldte mindst lige så meget i forløbet.

”Hvis jeg holder paraderne nede og giver noget af mig selv og samtidig er nysgerrig på en anerkendende måde, så kan jeg nå rigtig langt i forhold til at få en tæt kontakt,” forklarer hun, bevidst om ikke at præsentere de hjemløse for løftede pegefingre og moralske reprimander. Samtidig fik hun testet, hvor skillelinjen mellem det private og det professionelle niveau går.

”Samtalerne drejede sig om de hjemløses personlige problemer med for eksempel misbrug eller det at være afskåret fra at se sine børn, og selv om jeg ikke har den form for problemer, har jeg også skullet fortælle om nogle af de ting, jeg selv har været igennem for at skabe et ligeværdigt forhold. På den måde er jeg nogle gange kommet ud i en gråzone mellem det private og det professionelle, men jeg synes ikke, jeg har været på for dybt vand,” siger Sofie Cramon.

Personlige beretninger

Da først tilliden mellem de hjemløse og de fysioterapeutstuderende var etableret, blev posen med alle detaljer om livet som hjemløs åbnet på vid gab, og de studerende fik på den måde indsigt i de hjemløses vilkår. Samtidig blev Sofie Cramon i enkelte tilfælde nødt til at sætte grænser for, hvad hun kunne lægge øre til, når der blev fortalt historier om massivt stofmisbrug eller traumatiske beretninger fra barndommen

”En af de første gange, jeg mødte op hos OMBOLD, fik jeg en meget personlig beretning, som jeg tænkte, at jeg ikke kunne håndtere, men så henviste jeg den pågældende til en af de ansatte i OMBOLD. På den måde har jeg lært at sortere i, hvad vi godt kan snakke om, og hvad andre må tage sig af,” siger Sofie Cramon.

Arbejdet som frivillig i OMBOLD gav hende mulighed for at følge organisationen til Wales i 2019, hvor Homeless World Cup i gadefodbold blev afviklet, og selv om de 120 obligatoriske timer som frivillig i valgfaget er gennemført, har hun ikke tænkt sig at droppe kontakten til de hjemløse fodboldspillere.

”Coronasituationen lukkede ned for OMBOLD, og det har været ret svært at vedligeholde relationen til dem, jeg kender, men jeg har skrevet sammen med nogle af dem og håber, at jeg kan komme til træning igen i morgen for første gang efter nedlukningen,” siger Sofie Cramon, der selv er ivrig fodboldspiller.

Valgfaget har inspireret hende til sammen med sin makker at skrive bachelor om ulighed i sundhed.

”Rigtig mange bachelorprojekter handler om, hvad man skal gøre, når gruppen af udsatte borgere kommer ind i sundhedssektoren, men min makker og jeg synes, at den store udfordring består i overhovedet at få dem derind. Mange af dem når aldrig ind i fysioterapeutens klinik, selv om de har brug for hjælp,” siger Sofie Cramon, der på sigt sagtens kan se sig selv i et job, der indebærer en tæt kontakt til de grupper i samfundet, som har sværest ved at finde vej ind i sundhedssystemet.

”Forløbet i OMBOLD har sat tanker i gang, og jeg kunne måske godt tænke mig engang at være med til at skabe et projekt, hvor jeg kommer ud og opsøger socialt udsatte borgere, hvor de er, men indtil videre er det kun på idéplanet," siger Sofie Cramon, der foruden en snarlig fysioterapeutuddannelse også har en uddannelse som skolelærer på CV-et.

 

Del eller udskriv siden
0 kommentarer