Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Min arbejdsplads: Kolding Kommune

Navn: Lene Lebech / Alder: 41 / Arbejdsplads: Kolding Kommune
Foto: Claus Sjödin

Hvad laver du?

Jeg er ansat på Sundhedscenter Kolding, hvor jeg blandt andet er fagligt ansvarlig for osteoporoseområdet og står for kommunens osteoporoseskole. Eller osteoporoserehabilitering, som vi har valgt at kalde det, fordi det er bredere end et skoleforløb; det er dialogbaseret, og deltagerne lærer af hinanden.

Hvordan er du havnet på osteoporose-området?

Det begyndte helt tilbage, da jeg var nyuddannet fysioterapeut i Christiansfeld Kommune og her mødte svært sammenfaldne ældre med mange smerter. Jeg blev optaget af at finde ud af, hvad jeg kunne gøre for dem og fik stablet et tilbud på benene i kommunalt regi. Vi så, at vi faktisk kunne hjælpe dem, der ellers satte sig i en stol og holdt op med at foretage sig noget på grund af smerter og angst for at falde og få flere brud. Efter  kommunalreformen var jeg vedholdende og blev ved med at nævne i enhver sammenhæng, at det var en god ide med det her tilbud.

Hvem er målgruppen?

Vi startede med dem, vi allerede havde i butikken, dvs. dem vi havde til genoptræning efter frakturer eller kendte via hjemmeplejen osv., men siden er det blevet udvidet til også at omfatte nydiagnosticerede, der ikke har haft frakturer eller sammenfald endnu og dermed ikke kan mærke, at de har osteoporose. Vi har både den 45-årige, der har fået osteoporose efter en behandling for brystkræft, og den 85-årige med funktionsnedsættelser, og vores erfaring er, at de får noget godt ud af at tale med hinanden. Når vi ser dem første gang, kan de yngre godt blive lidt skræmte, men når de går herfra, er det med følelsen ”nu ved jeg, hvordan jeg kan blive ved med at være aktiv og fortsætte med det, jeg er glad for”.

Hvordan får I fat i de nydiagnosticerede?

I efteråret kørte Sundhedsstyrelsen kampagnen ”Knas med knoglerne”, som vi koblede os på med avisannoncer, der reklamerede for tilbuddet. Dér fik vi fat i temmelig mange  borgere, vi ikke kendte i forvejen. Borgerne kan henvende sig selv og behøver ikke en henvisning, men det er en udfordring, at de praktiserende læger ikke er særligt  opmærksomme på tilbuddet. De udskriver medicin, kalk og D-vitamin og glemmer at fortælle patienterne om os. Efter at vi er flyttet op i Sundhedscenteret, er Kolding Sygehus  blevet opmærksomme på, at de kan henvise f.eks. akut indlagte borgere med nye  sammenfald på en genoptræningsplan.

Hvordan er tilbuddet organiseret?

Borgerne mødes 6  x 2 timer fordelt over 8-10 uger, så de kan nå at reflektere over det lærte  derhjemme. Træning, der har fokus på vægtbærende aktivitet, holdning og faldforebyggelse, fylder halvdelen af tiden, resten er tværfaglig undervisning og dialog. Målet er at deltagerne opretholder deres funktionsniveau og lærer at mestre deres hverdag ud fra de restriktioner, der nu engang er. Mange er optagede af, at de ikke kan løfte deres børnebørn, men så taler vi om, at børnene jo heller ikke skal være ret store, før de selv kan  kravle op på skødet. Vi kører 2 x 2 parallelle forløb forår og efterår, og efter sommerferien  pønser vi på at lave et mandehold. Osteoporose betragtes lidt som en kvindesygdom, men  for eksempel stort set alle KOL-patienter har jo osteoporose, og vi tror, det kunne være  godt for mændene at få et hold for sig selv.

Ved fysioterapeuter nok om osteoporose?

Når jeg husker tilbage til min studietid, var det ikke meget, vi lærte om det her felt, og jeg  kan se på de studerende, vi har i huset, at det ikke har ændret sig nævneværdigt, så der er  nok rigtig mange, der ikke ved, hvad de skal stille op med de her borgere. Jeg har været i  England to gange for at blive klogere på området og sidder med i styregruppen for Osteonet  under Dansk Knoglemedicinsk Selskab, og hvis du spørger mine kolleger, synes de nok, at jeg er meget nørdet med det her. Jeg er glad for, at Danske Fysioterapeuter har hørt mig råbe op, så der nu kommer en temadag om osteoporose til september.

Det er rigtig mange mennesker, det drejer sig om, og vi har en kæmpe rolle at spille, fordi vi møder dem hele tiden - og måske også før de overhovedet ved, hvad de fejler. Vi skal blive bedre til at opspore dem, og vi skal blive bedre til at guide dem, så de kan opretholde den tilværelse, de er glade for. Men vi har også en rolle i forhold til vores samarbejdspartnere, for eksempel ved at forklare kollegerne i visitationen, at borgere med 5-6 sammenfald og store smerter ikke selv skal støvsuge og vaske gulv.

Der er ikke osteoporoseskoler i ret mange kommuner, hvad skyldes det, tror du?

Jeg tror, at det er fordi, der er nogle andre sygdomme, der har taget fokus - som KOL, hjertesygdom og cancer. Og så tror jeg, at det spiller ind, at osteoporose er blevet betragtet som noget, man bare får, når man bliver gammel. Der har kun været fokus på behandling og ikke på borgernes hverdagsliv og livskvalitet. Nogle kommuner har tilbud som ”lær at leve med kronisk sygdom”, men de osteoporoseramte har nogle særlige behov, og mange føler sig jo overhovedet ikke syge.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt klart, at jeg kan få lov til at arbejde med et område, jeg brænder rigtig meget for.
Det er så positivt og livsbekræftende at se de her borgere gå glade ud af døren efter 12 timer her hos os – med mod på livet og uden at være bange for, at de ”knækker” ved den mindste bevægelse.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar