Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi kan ikke undgå at blive påvirkede af mødet med andre mennesker

HOLDNING // Helle Rønn-Smidt, lektor på VIA, advarer mod nogle af de råd, eksperter gav i Fysioterapeutens tema om at sætte sunde grænser i patientarbejdet.

Helle-Rønn-Smidt.jpgEfter at jeg har læst Fysioterapeuten nr. 6, ser jeg med rædsel for mig, hvordan de gule sider med ‘guide til hvordan du sætter grænser i det professionelle arbejde’ bliver revet ud og hængt op, og ikke mindst efterlevet rundt om i fysioterapierne. Jeg forestiller mig fysioterapeuter som sidder, tilbagelænede, med siden halvt til deres patienter og med mavemusklerne spændt op for ikke at mærke, hvordan patienterne har det. Som sørger for at skrue ned for at tale om andet end træning, øvelser, og hvordan det går med det fysioterapeutiske kerneproblem. Jeg er helt uenig i disse råd.

For nogle år siden hørte jeg hospitalspræsten Tom Andersen Kjær holde et oplæg, hvor han plæderede for, at vi skal have medfølelsen tilbage i sundhedsvæsenet. Ikke at forstå som at sundhedspersonalet er ufølsomme, men at vi, for det inkluderer også fysioterapeuter, har taget en forståelse og et ideal om en professionel empati til os. En empati, hvor vi kan være tilstede i det svære for patienten og så trække os ud igen uden at være påvirkede af det. Tom Andersens pointe var, at det er at lægge medmenneskeligheden fra os, og at det netop slider på os. Her er jeg til gengæld enig.

Vi kan ikke undgå at blive påvirkede af mødet med andre mennesker. Det er et vilkår, og det er vigtigt, hvis vi vil være gode fysioterapeuter. Det kan give fysioterapeuten stor arbejdsglæde at være den, der støtter en patient igennem den krise, der kan opstå, når man bliver ramt af sygdom eller skade. Undersøgelser peger på, at det netop er noget af det, patienter og borgere fremhæver som væsentligt for deres oplevelse og effekt af fysioterapi. Det er ikke det, at vi skaber et rum for det svære sammen med patienten og spørger ind til det svære, eller at vi føler med patienterne, som slider på os.

Til gengæld slider det på os, hvis vi tror på, og har en forståelse af, at vi skal kunne fixe smerten og sorgen. At vi skal kunne sige eller gøre noget, som kan få det til at forsvinde. Det er, når vi forventer af os selv, at vi kan fylde hullerne ud og løse patientens eller borgerens livssmerter, at vi overbruger os selv. For det kan vi ikke. Men vi kan være der som et vidne, både fordi det er vigtigt at have sådan et, når tingene bliver svære, og fordi det er nødvendigt, hvis vi vil have effekt af fysioterapien. Mange fysioterapeutiske problemstillinger hænger sammen med komplekse forhold i patienternes liv.

Det kan bestemt være overvældende og svært at være i, når patienterne har det rigtig dårligt. Her peger artiklerne med de to fysioterapeuter på vigtige strategier: at give sig selv pauser, hvor det er muligt at mærke efter, hvad der sker. Hvad er patientens smerter og sorg, og hvad er egentlig mit eget? At være venlig overfor sig selv ift. ikke at kunne bære patienten. Og at dele det med sine kollegaer.

Ovenstående betyder ikkeat vi ikke skal sætte grænser i fysioterapien. Der findes patienter, som kan fylde al tiden med snak om alt muligt eller som appellerer til at overskride de rammer, der bliver sat. Her gør vi hverken patienten eller os selv en tjeneste ved at overskride disse grænser.

Skrevet af: Helle Rønn-Smidt
Lektor, cand. pæd.psyk. ph.d
VIA Fysioterapeutuddannelsen, praktiserende fysioterapeut.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer