Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi har politisk vind i de fysioterapeutiske sejl

FORMANDSVALG // Ingen modkandidater udfordrede Jeanette Præstegaard ved det netop overståede formandsvalg. Hun fortsætter derfor som formand for Danske Fysioterapeuter. Ærmerne er allerede smøget op, og hun er klar til de næste tre år.
"Vi har tre kerneopgaver: At sikre høj faglighed, at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår og at have en stærk fagpolitisk stemme," siger Jeanette Præstegaard. Foto: Linda Johansen.

Hvordan oplevede du at blive genvalgt uden modkandidat?

1. august var en ganske særlig dag. Hele sommeren havde jeg været spændt på, om nogen ville stille op som modkandidat. Da fristen udløb, og det stod klart, at det ikke skete, mærkede jeg stor glæde og taknemmelighed. Jeg ser genvalget som en tillidserklæring fra medlemmerne – og det gør mig både stolt og ydmyg. De seneste år har været turbulente, men vi har lagt et stærkt fundament. Nu glæder jeg mig til at bygge videre og skabe nye resultater sammen med medlemmerne og medarbejderne i sekretariatet.

Hvis du skulle tage temperaturen på Danske Fysioterapeuter lige nu, hvordan går det så?

Helt overordnet står vi et godt sted. Vi har formået at bringe fokus på os som faggruppe i de store sundheds- og uddannelsesdagsordener – trods interne konflikter og udbryderforeninger. Det har føltes lidt som et hårdt træningsforløb: Vi har opnået styrke og kondition, og nu skal vi finde balancen, holde formen og presse os selv endnu mere. Vi har tre kerneopgaver: At sikre høj faglighed, at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår og at have en stærk fagpolitisk stemme.

På alle tre områder har vi flyttet os – men vi kan og skal mere. Med en ny ledelse og en tydeligere opdeling mellem politik og administration har vi nu ro til at fokusere på det vigtigste: at skabe resultater for medlemmerne.

Hvordan ser du Danske Fysioterapeuters rolle i fagets faglige udvikling?

Som tidligere underviser og forsker er faglig udvikling og ny viden en hjørnesten for mig. Jeg glæder mig over, at årtiers investering i forskning nu bærer frugt. Vi har bevist, at individuelt doseret træningsterapi kan være lige så effektiv – hvis ikke bedre – end medicin til muskelskeletsygdomme og en lang række medicinske diagnoser.

Opgaven er nu at få denne viden integreret i hele sundhedsvæsenet. Helt konkret ved vi, at mange patienter på f.eks. medicinske afdelinger ligger stille 22-23 timer i døgnet – og det slider på kroppen. Den tradition skal vi ændre. Fysioterapeuter kan gøre en afgørende forskel ved at få folk op og i bevægelse.

Hvorfor er det vigtigt at søge sundhedspolitisk indflydelse – og hvordan vil du gøre det?

Min ambition er, at fysioterapeuter er med til at sætte retningen for sundhedsvæsenet. Vi er allerede godt på vej – f.eks. med pladser i flere ministerielle følge- og arbejdsgrupper, i samarbejdet med Sundhedsstyrelsen om de kommende kronikerpakker og i samarbejdet med flere patient- og interesseorganisationer. Jeg så for alvor, hvor meget det betyder, da vi fik mulighed for at tage en fysioterapeut med helt ind i Ældreministeriet for at fortælle om, hvordan fysioterapeuter arbejder og bidrager i praksis. Det øjeblik var guld værd – for det er dér, vi flytter noget. Sådan nogle øjeblikke skal vi skabe mange flere af, både nationalt, regionalt og lokalt. Vi lykkes kun, hvis medlemmernes faglighed bringes i spil. Derfor vil jeg invitere endnu flere ind i de politiske drøftelser, så medlemmernes erfaringer og viden kan sætte aftryk på de beslutninger, der former vores hverdag.

JP-interview-main2.png
"På alle tre områder har vi flyttet os – men vi kan og skal mere. Med en ny ledelse og en tydeligere opdeling mellem politik og administration har vi nu ro til at fokusere på det vigtigste: at skabe resultater for medlemmerne," siger Jeanette Præstegaard. Foto: Linda Johansen.

I 2022 gik du til valg på, at Danske Fysioterapeuter skulle være en ren arbejdstagerforening. Hvad tænker du i dag?

Jeg troede dengang, at løsningen var at sende arbejdsgiverne ud af foreningen. Efter Repræsentantskabsmødet november 2024 ved jeg, at vi står stærkest, når vi står samlet – men organiseret på en ny måde. Vi er nødt til at forandre os, når virkeligheden omkring os forandrer sig. Vi skal skabe klare skel og stærkere strukturer, så vi kan forhandle reelle overenskomster i klinikkerne. Det arbejde har vi taget hul på, og det bliver en vigtig del af de kommende år.

Hvordan er dit forhold til de konkurrerende foreninger, som brød ud af foreningen i efteråret 2024?

Jeg synes, det er ærgerligt, at nogle har valgt at gå andre steder hen. Ingen vinder på splittelse. Vi har politisk vind i de fysioterapeutiske sejl – og det momentum skal vi ikke tabe på interne konflikter.

Derfor er jeg løbende i dialog med de to udbryderforeninger og med de arbejdsgivere, der søger helt eller delvist medlemskab i Dansk Erhverv. Et vidende demokrati er et stærkt demokrati. Så vi har brug for alle stemmer – også de kritiske – for at vi forbliver en stærk og medlemsrelevant forening. Jeg opfordrer alle medlemmer til at blande sig i debatterne og spørge nysgerrigt ind til, hvad de end ønsker uddybet. Jeg rækker hånden ud – også til de kritiske stemmer. Vi har brug for alle perspektiver, hvis vi skal udvikle faget og fysioterapeuters vilkår.

Er løn- og arbejdsvilkår gode nok for fysioterapeuter?

Nej, bestemt ikke. Vi forandrer menneskers liv hver dag – og det skal kunne mærkes i vores løn og vilkår.

Derfor betyder det ekstremt meget, at rekordmange medlemmer har sendt krav ind til OK26. At 42 procent har bidraget til kravsindsamlingen i år giver os det stærkeste mandat nogensinde – og det tager jeg med til forhandlingerne.

Vi forbereder samtidig praksisoverenskomsten med øget fokus på at honorere vores faglige kompetencer. Og jeg er optaget af de mange private overenskomster, vi indgår med private virksomheder og firmaer, hvor flere indeholder inspirerende elementer, vi kan lære af.

Samtidig arbejder vi sammen med AC for at sætte politisk fokus på arbejdsmiljø og stress. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde.

Der er kommet ny ledelse i foreningen. Hvilken forskel vil det gøre?

Med Søren Lauridsen som ny direktør har vi fået styr på linjerne: Politik er politik, administration er administration – og den adskillelse giver ro. Det er samtidig vigtigt, at medarbejderne forstår fysioterapeuternes virkelighed endnu bedre. Jeg har derfor bedt ledelsen om at prioritere, at medarbejderne fra sekretariatet kommer ud og møder medlemmerne ude på arbejdspladserne, i tillidsnetværkene, ved møder m.m. Det gør os stærkere som fællesskab.

Hvor står Danske Fysioterapeuter om tre år?

Når jeg ser tre år frem, ser jeg en forening med flere medlemmer end i dag, hvor fysioterapeuter får den løn og de vilkår, de fortjener – og hvor vi er en uundgåelig stemme i sundhedspolitikken.

Min ambition er, at ingen er i tvivl om fysioterapeuters værdi – hverken borgere, politikere eller samarbejdspartnere.