Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Stort skridt på vej for Danske Fysioterapeuter

LEDER // Vi skal modernisere, så arbejdsgiverne i praksis får deres egen forening.

17 juni 2026 bliver på mange måder en skelsættende dag for Danske Fysioterapeuter, når repræsentantskabet mødes ekstraordinært med ét punkt på dagsordenen: At ændre, hvordan Danske Fysioterapeuter kan komme til at indgå formelle overenskomster på løn og arbejdsvilkår på praksisområdet.

Det har vist sig at være uholdbart, at vi mellem klinikejere og ansatte ikke har haft muligheden for at kunne indgå reelle og formelle overenskomster, men i stedet har haft den såkaldte basiskontrakt som eneste aftaleredskab. Også konstruktionen og aftaleforholdet mellem lejerne og arbejdsgiverne har brug for at blive anderledes.

Vi skal modernisere, så arbejdsgiverne i praksis får deres egen forening, konstrueret af dem selv, som de finder bedst. Der er imidlertid stadig al mulig grund til, at denne nye arbejdsgiverforening bliver ved med at være forbundet med Danske Fysioterapeuter – vi har brug for et fællesskab med hinanden omkring fagets udvikling, og den vigtige interessevaretagelse vi, som profession og stand, varetager op mod de sundhedspolitiske organer i Danmark.

Hvordan gør man så det klogt og på en måde, så alle parter finder konstruktionen brugbar og attraktiv? Andre foreninger, f.eks. praktiserende læger og arkitekterne, har valgt at lave en arbejdsgiverforening, der er adskilt fra den faglige forening på det, der handler om løn og vilkår, men stadig forbundet med den faglige forening omkring faglig udvikling og interessevaretagelse.

Forberedelserne med at udforme et forslag til denne nye organisering kører med fuld damp under kedlerne. Arbejdsgiverne er selvstændigt og uden politisk indblanding i gang med at udforme et skelet til egen arbejdsgiverforening, “Fys A”. Samtidig er to arbejdsgrupper også i gang med forberedende arbejde. En arbejdsgruppe med klinikansatte og en arbejdsgruppe med lejere. Sekretariatet i Danske Fysioterapeuter hjælper begge med at udarbejde de nødvendige tiltag, der skal til for at sikre fremtiden. For ansatte handler det om at kunne indgå i reelle overenskomstforhandlinger med Fys-A. Og for lejerne om at få et moderniseret aftaleforhold.

Jeg er overbevist om, at vi er på rette vej. Lige nu gør mange sig umådeligt umage for at ramme et bæredygtigt og langtidsholdbart forslag til, hvordan fremtiden skal se ud for Danske Fysioterapeuter.